Min holdkammerat og jeg i denne sære mission ...
Min holdkammerat og jeg i denne sære mission …

Så gik man ellers her og troede, at hverdagen med spædbørn var forudsigelig – ja, endsige på kanten til det ensformige nogle gange. Men i dag har jeg befundet mig i en på næsten alle måder helt ny situation med mit kære drengebarn.
Som nævnt her på bloggen tidligere, har vi været lidt ramt af sygdom herhjemme den seneste uge. Hugo har haft feber, og Berta er snotforkølet. De første par dage var hun ret højlydt omkring det, den unge frøken Lange, men siden hun blev venner med den der suge-dims, som man kan suge snot ud af babynæser med, er hun blevet markant mildere stemt.
Hugo derimod er en rigtig mand! Eller det vil sige  han er vel rettere sagt det modsatte. Han tager sin feber, som ligger stabilt over det 38, som en sand trooper, og udover at være lettere at overtale til en lur, kan man intet mærke på hans daglige gøren og laden.
Her til formiddag tog jeg for en sikkerheds skyld krapylerne med til lægen, da jeg synes, hans feber har været høj lidt for længe. Lægen lyttede, dyttede og båttede, og efter en rum tid blev jeg bedt om at tage hjem igen om vende retur med en urinprøve, da hun mistænker drengen for at have blærebetændelse. Og nej, det duer ikke at opsamle urinen i hans ble, idet prøven så ikke vil være fri for ydre bakterier.
Derfor har jeg de seneste timer spenderet tiden med at lege en noget mere politisk korrekt (om end ikke mindre underlig) udgave af den for tiden omdiskuterede leg ‘Fang Regnormen’, da jeg har gjort mit for at holde den afklædte Hugo rygliggende og konstant observere, hvornår trangen til at lette sig skulle komme over ham. Det skete efter halvanden times ventetid! Men det var mens, jeg tog en bid af min hjemmelavede fiskefrikadelle  …
Så det eneste, vi hidtil har opnået, er en våd dyne, en noget forvirret dreng med kolde lår og en lettere frustreret MM. Lige nu sover han i bar mås med et opsamlingsbæger strategisk vel placeret, så mine fingre er krydsede for, at han ikke krydser sine ben. 🙂

I morgen skal jeg lave en såkaldt “takeover” på Stylista.dks Instagram-profil, så jeg håber sådan, at missionen lykkes inden, da jeg ellers har noget svært ved at se, hvordan jeg skal gøre min hverdag visuelt tilgængelig på en bare nogenlunde flatterende måde.

Til de, der vil vide noget om gadgets, kan jeg sige, at jeg har skrevet en anmeldelse af den nye Samsung Galaxy Alpha her!
Og til de, der har penge at brænde af, kan jeg minde om før-udsalget hos Nelly.com! Koden, der giver adgang før alle de andre, er her. 🙂

God mandag!