Facebook-20141105-092806Således gik dagene i det spanske, og krapylerne, farmor og jeg er atter hjemme på kølig, dansk jord. En fordel, jeg har opdaget ved at rejse med spædbørn er, at man glæder sig meget mere til at komme hjem. Før jeg fik børn, kunne jeg altid godt tænke mig at være blevet én dag mere, men denne gang så jeg virkelig frem til ungernes egne senge, vort skiftebord, deres Nomi-stole og ikke mindst legetæppet og faste spisetider.
Det var så fedt at være i Spanien, don’t get me wrong! Jeg elsker, at ting kan lade sig gøre, og jeg elsker endnu mere, at jeg har en svigermor, jeg sådan kan rejse med. Og jeg vil for alt i verden anbefale folk at gøre ting. Tit! 🙂
Men jeg vil ikke anbefale Barcelona som destination for folk med unger på otte måneder, da det er umådeligt svært at komme omkring. Med mindre man bor inde midt i balladen og ikke ude i det spanske svar på Brønshøj, sådan som Klogesen hér fejlagtigt havde arrangeret …
Og den autist, som voksede frem i mig, dengang ungerne kom ud, var i dén grad på overarbejde, da de spise-ritualer, vi har haft siden deres debut, blev stærkt udfordret. Og i øvrigt plejer jeg aldrig at gå tur i mere end maksimalt et par timer ad gangen, da jeg synes, det må sutte lidt for meget babyrøv at sidde i en barnevogn hele dagen, når man nu lige har lært at kravle.
De tog dog hver en udfordring med oprejst pande, Hugo nød tilsyneladende at få et helt nyt land at flirte med, og da vi på andendagen vendte deres sæder i Bugaboo’en om, således at deres små blikke var rettet ud mod verden i stedet for mig, var de knap til at skyde igennem. Til gengæld kan man sige det samme om folkemængderne. Når man på den måde trasker rundt med to blonde babyer forrest i karavanen, kan de brunøjede folkefærd med det notorisk (og i øvrigt charmerende) brune, krøllede hår godt gå lidt i selvsving. Og de kinesiske turister ligeså. Jeg besluttede til sidst at svare ‘nej’, for folk bad om lov til at tage billeder af krapylerne, da jeg ikke kunne klare tanken om, hvor mange forskellige familieferiealbum, der efterhånden måtte være blevet en del af.

Og hjem kom vi altså, først på eftermiddagen denne onsdag.
Natten til i dag sov jeg blot to timer, så det var lidt en besk omgang at flyve med en noget knotten Berta i bæresele, men knagme om jeg så ikke bliver mødt i døren af en Lange-mand propfuld af overskud! Man skulle tro, at drengerøven i min husbond retfærdigvis ville tage over, idet jeg havde valgt at forlade ham henover hans ugentlige fridage, og jeg havde egentlig forventet at se en lejlighed dækket af pizzabakker og høre lyden af Fifa15 over højttalerne på det nye hifianlæg, han har bragt ind i vores ægteskab. Men i stedet havde han brugt tiden på at rydde op og flytte rundt i huset, sortere ungernes tøj og give skufferne labels, købe ind og lave knald-god middag, der blev serveret med stearinlys i hele hytten. Og at sneglen er røget ud med badevandet til fordel for en smuk, nøgen overlæbe, gjorde sørme da heller ikke noget! 😉

Facebook-20141105-092813

NÅH! Lad mig ikke trække den længere! Mine damer (og herrer…?), jeg har fundet vinderen af den verdensomspændende dibbebut-konkurrence!
Jeg valgte at køre fingeren op og ned ad alle kommentarerne i 30 sekunder, og da tiden var gået, lå min højre hånds pegefinger altså på Anne-Sofie, som inderligt drømmer om en ananaskrukke med kaninører! Hvordan livet hidtil har artet sig for den arme pige, der endnu ikke ejer en sådan, er ikke til at vide, men Anne-Sofie, dine trængsler er hermed forbi! TILLYKKE!
Vær sød at sende mig en mail på mmleilange@twinpeaks.dk, så jeg kan sætte dig i kontakt med Ninna fra dibbedut.dk, så du kan få din ananas!

Det er så skønt og sejt, at næsten 600 har deltaget i konkurrencen her.
Er der stemning for, at jeg laver nogle flere konkurrencer? Hvor tit er tit nok uden at være for tit, synes I? Og hvad vil man gerne vinde?
Skriv meninger herunder, og jeg skal gøre mit bedste for at levere! 🙂