I er fandme søde, I er!
Det indlæg, jeg lagde op i går aftes, som handlede om at være blevet kørt over af en mejetærsker, var på nogle punkter mere personligt, end jeg plejer at være på disse kanter (synes jeg selv), og min nervøsitet var ubegrundet. Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvad de tavse læsere gør sig af tanker, (og man skal så sandelig også have lov at have sin egen mening – uanset hvordan den er), men I, der valgte at kommentere, var meget venlige, omsorgsfulde og genkendelses-nikkende i jeres tilkendegivelser. Det gjorde mig rigtigt glad. TAK!

For en god ordens skyld har jeg lyst til at nævne, at jeg ikke føler, at samfundet, omgivelserne, modemagasinerne eller andre kvinder direkte eller indirekte presser mig til at skulle alle de ting, jeg gerne vil. Det er alt sammen ting, jeg brænder for hele nede i bugen! Jeg føler mig ikke presset til at være hjemme med Hugo og Berta, til at skrive her på bloggen, til at være en (relativt) god kone overfor Jon eller til at dyrke motion. Jeg har seriøst bare virkelig lyst!
Men noget skal vælges fra, og det ene bliver desværre gymnastikken, er jeg bange for. Så må jeg prøve kræfter med håndstand-rulle igen næste år, måske. Og den mås hænger sgu meget godt dernede! Der kan den vist godt hænge et år mere. 😉

Dagen i dag startede klokken 5.50. Den gjorde lidt nade, da jeg jo sov en lur på fire timer i går, stod op kl. 18.30 og derfor først kunne falde i søvn lidt over midnat. Men Hugo kan være svært overbevisende, når han er træt af forholdene i Drømmeland. Han arbejder på en fantastisk falset-røst for tiden, som imponerer selv hunde, fugle og mindre dyr …

Facebook-20141111-020605Pæn brunch på et ret pænt hotel

Klokken 9.30 gik jeg ned på d’Angleterre, hvor jeg var inviteret til åbningen af Profil Optiks nye butik i København. Bevares, den ligger i Købmagergade, men når de sådan foreslår at nappe en bette champagne-luksus-hids-dig-op-og-kom-herned-brunch på et millionklasse-hotel som fejring heraf, så er jeg da jyde nok til at takke ja, når farmand derhjemme meddeler, at han gerne passer poder.
Jeg fik smukke Christiane til bords. Hun driver jo det superfine site ChriChri. Vi fik prøvet nogle interessante briller. Ja, der var i sandhed lidt for enhver smag. Og så fik vi brunch!
Facebook-20141111-020621Den kvindelige Harry Potter …

Her er det så, at jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg er skidedårlig til brunch. Jeg elsker konceptet, og jeg glæder mg altid, når nogen inviterer til brunch. Men faktisk vil jeg meget hellere bare have en skål havregrød med sukker og en Nutella-mad på oldemor-franskbrød om morgenen. Alle de der små retter, som man ikke helt kan se, hvad er, giver mig stress. Der er altid en eller anden spændende ingrediens i, som mine jyske smagsløg (der burde tilhøre en 12-årig) ikke forstår, og så bakker de ud og efterlader mig småsulten tilbage.
Så hellere en brunch-buffet – hvilket økonomisk set også som oftest er en dårlig investering for undertegnede. Jeg ender altid med at have en tallerken med to nutellamadder, et stykke vandmelon og til nøds en kyllingevinge.

Facebook-20141111-020611

Dolce & Gabbana, selvfølgelig …

Men brunchen var flot! Og det samme var den nye butik, vi var kommet for at fejre. Profil Optik fortalte i øvrigt, at de har Danmarks største udvalg af Rayban-solbriller. Nu er det ikke fordi, det er noget, vi som sådan craver lige nu (desværre), men det er da stadig meget god info at tage med sig, når den tid kommer. Eller man skal på julegaveshopping (til sig selv).

Vind en Samsung Galaxy Alpha
Nogle erindrer måske, at jeg fik lov at teste den nye Samsung Galaxy Alpha, som jeg var ret begejstret for. Læs min anmeldelse af den her.
Nu har Samsung lavet en form for skattejagt, som giver den eventyrlystne internetbruger en mulighed for at få pølsefingrene i den selvsamme telefon.

Det, man skal gøre, er at holde øje med Samsungs banner-annoncer. Der er én her på min blog, på en masse andre blogs, og så er der også nogle på ELLE, Eurowoman, Costumes hjemmeside og enkelte andre steder. Disse bannere giver nogle ledetråde, som eksempelvis ’designerens yndlingsfarve er sort’. Så skal man altså finde designeren – og når man gør det, vil man kunne finde telefonen og vinde den.
Hvis man ikke kan gætte det ud fra den ledetråd, man får, kan man klikke og få en ny ledetråd.
Jaja, der er sgu dømt juleleg i cyberland, mine damer og herrer! 😉
Denne sidste del af indlægget er kommet til verden i samarbejde med Samsung.