IMG_1195.JPG
Jeg har i dag lidt haft sådan en dag, man lidt har lyst til at springe over i sine memoirer. Ungerne er syge, og jeg er smattet og kørt over, og selvom min mand siger mange af de rigtige ting, kan man godt nogle gange føle sig utilstrækkelig, når man er mor til tvillinger. Jeg kan i hvert fald. Føle, at jeg ikke har arme nok, viden nok, ideer nok og overskud nok. Det sker ikke mega-tit, men det sker, og det kan godt være lidt hårdt.

Jon kunne dog ikke tillade sig sådan at tage en ‘kones første sygedag’, så han drog på job lidt over klokken frokost, og hen på eftermiddagen læssede jeg mit kuld op i Bugaboo’en og headede i Magasin efter noget præfabrikeret dinner for one fra Meyers i kælderen. Jeg gik og håbede, at jeg ikke ville møde nogen, jeg kendte, som jeg kom der med fedtet hår og træt face, men jeg tøffede alligevel op på 3. for at se på en badevægt.
Netop ude af elevatoren blev jeg mødt af en yndig pige, som var venlig nok til smilende at indrømme, at hun læser min blog. Hun hed Catrine/Katrine/Cathrine/Kathrine, og hun var så sød og i godt humør, at da jeg havde talt lidt med hende og begav mig videre, kunne jeg mærke, at mine mundviger stadig sad oppe midt på kinderne!
Jeg besluttede mig for at tage hendes gode energi med hjem, så jeg droppede vægten og drønede over gaden til blomsterhandleren, hvor jeg købte for 100 kr. blomster, som nu skal med hjem og pynte i hytten!

Tusind tak, Catrine/Katrine/Cathrine/Kathrine! Jeg tror sgu, du har reddet min dag! <3