Krapylerne kom i baby-fængsel, mens Jon og jeg pakkede på Samsø kl. 6 i morges... ;-)
Krapylerne kom i baby-fængsel, mens Jon og jeg pakkede på Samsø kl. 6 i morges… Ikke Bertas kop te. 🙂

 

Så var vi på Samsø – nu er vi hjemme. Ude godt, men hjemme bedst.
Det er meget tydeligt at mærke på mine yndlings-unger, at de er glade for at være hjemme igen. Selvom de begge to er et miks af Jon og mig, og de blev født på Riget den samme søndag morgen med blot 28 minutter imellem sig, så er Hugo og Berta lige så forskellige fra hinanden, som en klassisk koncert er fra en klase bananer.
Hugo moser ind i folk med træsko på, han flirter med selv en lygtepæl, hvis den har lidt glimt i øjet, og han snakker højt og hele tiden, og så spiser han som et tærskeværk. Han sover uroligt om natten, men det går ham ikke på om dagen. Han er så klart halvt sin far og halvt mig.
Berta er sød og underspillet. Når folk på gaden smiler til hende, ser hun dem an længe, og så smiler hun måske, mens hun genert drejer hovedet væk. Hun sludrer ikke meget endnu og især ikke ude blandt fremmede, men når hun er herhjemme, griner hun af alting, siger som Crewbacca fra Star Wars, og hun vil helst sidde på min arm eller stå op af noget.
Den dér fine, feminine side (bortset fra det med Chewbacca …) aner jeg slet ikke, hvor hun har fundet! Det er ikke noget, vi Lei’er før har haft i slægten, og jeg har også stadig til gode at møde en bonert Lange-dame. Men jeg elsker det! Dét blandet med, at hun nu har fået lidt hår på hovedet og tilmed de fineste, buede øjenvipper, gør, at jeg er begyndt at klæde hende i kjole i ny og næ. Noget, jeg ville have forsvoret for et halvt år siden! Aaaaand I love it! 😀 Lige om lidt falder jeg sgu sikkert for hele Hello Kitty-sekten, og så smider Jon mig på porten!

Jeg skrev for et par uger siden i dette indlæg lidt om, at jeg måske spænder kæden lidt vel hårdt nogle gange. Det der med at være på barsel samtidig med, at man begynder at mærke lysten til at lave andet en modermælkserstatning og havregrød igen på et tidspunkt, kan godt være lidt forjættende, skulle jeg hilse at sige. Følelsen af nogle gange at glæde mig til en dag at kunne sætte mig ved min computer og arbejde uforstyrret i måske et par timer eller tre i træk, får min livmoder til at trække sig sammen i dårlig samvittighed. Men heldigvis er jeg (det meste af tiden) fornuftig nok til at forklare min livmoder, at der altså er nødt til at komme nogle penge i kassen, for de dér krapyler skal jo både have penalhus, flyverdragter, frugtstænger og vandfarve som tiden skrider frem. Og fru Lange skal have andre input, og det er der ikke noget galt i. Og når mine argumenter slipper op, er jeg heldigvis gift med en mand, der formår at sparke nogle gode nogen ind på midten. Når han får lov og ørenlyd.
Jon er nu hjemme om dagen, da han kun spiller teater om aftenen, så det betyder, at jeg engang imellem kan smutte ud uden unger og lave nogle helt andre ting, og det er lidt fedt! I aften var jeg til lancering hos min tidligere overbo, Christiane Vejlø, også kendt som Elektronista. Hun har lavet en clutch, som er fremstillet til den gadgetglade girl, og den har tilmed en freaking mobiloplader INDBYGGET! I LOVE IT!
Til dette fancy event så jeg robotter lavet af chokolade, og jeg mødte en sød bekendt, som mener at kunne skaffe mig et bord på et kontorfællesskab, som jeg ville komme til at dele med en masse enormt cool kvinder, som jeg ville elske at kunne sparre med, når jeg til marts gerne vil til at arbejde igen. Håbet er, at jeg kan ernære mig selv og min familie som delvist blogger, delvist bogskriver (som jeg har fortalt i dette interview, skal jeg til marts i gang med at skrive den første af to bøger, jeg har indgået aftale omkring med et forlag) og delvist freelance-skribent og måske social media manager (ja, det er sgu en titel i vore dage). Hvis jeg kunne patchworke sådan et arbejdsliv sammen, ville jeg selv kunne planlægge min arbejdstid og derved bruge mere tid sammen med krapylerne og ham, min mand med de skæve vagter, og det ville give mig det bedste af det bedste. Som bøf/bernaise og profiteroles på samme tallerken!
Man har lov at håbe! Og hvis det ikke går, er der nok noget andet, der gør. Må vi håbe. 🙂

Onsdags-hilsner fra en dame, som så småt begynder at planlægge længere end til næste fælleslur. Og øver sig i det.