Facebook-20141201-082151Det er ingen hemmelighed, at jeg nogle gange har ærgret mig lidt over nogle menneskers umiddelbare opfattelse af det at have tvillinger. Jeg synes eller ikke, at jeg er det store brokkehoved, men lige dén sag har jeg bitchet lidt over i ny og næ her på domænet. I min graviditet fik jeg på daglig basis kastet i ægget, at mit liv var ødelagt de næste to-tre år frem, mit sexliv ville forsvinde, min livsgnist ville udsvinde og mit ægteskab ville dø.

Det viste sig at være den sorteste løgn. THANK GOD! 😀

Derfor har jeg lyst til at vende bøtten lidt på hovedet og her præsentere en liste med fordele ved at få tvillinger frem for at gøre det på den oldschool manér og producere én ad gangen. Så here goes! 🙂

1. Én graviditet
… forudsat at man kan klare sig med to børn, forstås. 🙂
Morgenkvalme, vand i benene, den kroniske træthed, de sure opstød, åndenødden og de maste lunger er alt sammen overstået i ét enkelt svangerskab!

2. “Instant family”
Man går fra to til fire på en nat. Man er ikke bare et par med en baby – når man har tvillinger er man straks en familie med fire navne på postkassen, og man kan gå i gang med at leve og planlægge resten af sit liv.

3. Halvt så mange søvnløse nætter
I hvert fald sammenlignet med andre forældre, som har to børn. Lige så snart, deres førstefødte er begyndt at sove godt om natten, skyder de sig selv i låret og starter hele møllen forfra. Det samme gælder i øvrigt bleer og skoldede sutteflaske-fingre.
Folk med tvillinger får den slags overstået på én og samme gang.

4. Taletid
Selvom man er den sidste i en ven(inde)-gruppe, der får børn, er ens graviditet og babyer stadig anderledes og spændende, fordi det er tvillinger. Man får gode råd, men man har knap så mange alvidende veninder, som drukner én i, hvor meget de ved om præcis det, man oplever.

5. Gæste-baby
Når man under sin barsel får veninde-besøg, er der babyer nok til, at man kan låne den ene ud og stadig selv have én tilbage at nusse med!
Det samme gælder faren og moren imellem. Det er ret henrykkende at sidde og beundre sin ene baby for så at dreje hovedet og se en komplet spejling af sig selv i sin mand og sin anden baby i den anden ende af sofaen.

6. Lakmus-baby
I det tidlige moderskab bliver man let bekymret for alt muligt og umuligt, og så har man heldigvis en anden baby ved hånden til at sammenligne med. Hvis den anden baby også har en knogle, der stikker ud dér på foden, så skal den nok være der.

7. Færre indkøb
Blespand, sutteflasker, legetøjpuslebord og alle de andre ting, man skal bruge, behøver man kun købe én gang. De kan selvfølgelig gemmes til baby nummer to, hvis man laver et barn ad gangen, men mange vil alligevel vælge at købe nyt. Og med tvillinger er tingene lige nye for dem begge.

8. Samme udviklingsstadie
Alle børn er naturligvis forskellige, men der er en praktisk fordel i, at man har to børn med de umiddelbart samme behov til forskel fra søskende med et par års mellemrum. En ældre søskende kan have svært ved at forstå, at lillesøster må sove inde hos forældrene eller skal ammes i mors favn. Det problem har man ikke med tvillinger, da de har de samme basale behov på samme tid livet igennem.

9. Legekammerat ved hånden
Det føles ikke lige så ensomt eller strengt at efterlade sin baby på legetæppet, mens man klarer opvasken, for den har en ven at pludre med og kravle på. Altid!

10. God undskyldning
Ingen ser skævt til en tvillingemor, der kommer for sent. Eller har uvasket hår eller pletter på tøjet. Og hvis man bare ser soigneret nogenlunde ud i løbet af det første halve år, tæller det dobbelt.

11. Luksus-lur
At falde i søvn med en baby op ad sig på begge sider, er en fantastisk følelse, som det kun  er os tvillingeforældre forundt. Ingen kan modstå duften af baby, og at sove omringet af den med fire små babyhænder og to små hjerteslag er verdensklasse.

12. Baby-status
Selvom der kan komme dumme og sårende kommentarer, møder man også mange skulderklap og anerkendelse fra andre mødre, som synes, man er sej. Og de, der synes, babyer er nuttede (altså alle mennesker) kan slet ikke stå for TO babyer på én gang.

Skulle der være nogle vordende eller nybagte mødre blandt jer, der læser dette, så kan jeg ikke anbefale det, jeg omtaler som Baby-Sove-Biblen, nok! 🙂 Den virker i øvrigt også på enkelt-børn!