IMG_2584.JPGJeg elsker at være langhåret, jeg synes, mit hår er ret pænt, og noget af det vigtigste: Min mand elsker det!
Men det sidste halve år har mit lange hår været årsag til mange tænders gnidsel og høje smerteskrig. Krapylerne elsker at rejse sig op, og for at få løftet ble-rumperne fra gulvet, griber de fat i det, der er nærmest og lettest at få fat i. Og det er tit og ofte moderlige nakkehår. Og det gør jumbo-nade!!
Desuden tager det mig 20 minutter at tørre mit hår, hver gang jeg har vasket det, og lige så snart, det er tørt, lækkert, shiny og glattet, er jeg nødt til at sætte det op i en elastik for at minimere risikoen for førnævnte hændelse. Og så kommer der sådan nogle grimme buler på håret med det samme, og dagen efter ser det fedtet ud igen. Desuden er jeg så træt af at se mig selv med en slatten hestehale eller en rodet knold. Det ser så kedeligt ud og slet, slet ikke eksotisk bohemet ud, som når Gisèle Bundschen gør det på Instagram.

Derfor jeg har sgu tænkt mig at springe ind i 2015 med en skarp page!
Jeg har fået tilbudt en tid hos den økologiske frisør Zenz, og dem har jeg altid gerne ville prøve, for tanken om, at man kan kamouflere mine grå totter uden at bruge alt muligt gift, synes jeg lyder optur. Så det skal prøves! Og hvorfor ikke bare gå linen ud og få klippet stakken af, når man nu alligevel har måsen i stolen?
Mine beregninger siger mig, at jeg vil have næsten samme længde igen næste sommer, og da er ungerne måske nemmere at styre. Or not. Time will tell. 🙂
Min mand er lidt ængstelig hver gang, jeg skal til frisøren, fordi han elsker mit lange hår og er lidt bange for, at nu hvor jeg er over tredive, gift og har to børn, så pløjer jeg en dag garnet af med en trimmer og får ‘mor-hår’, fordi det er praktisk (og måske ryster han også lidt i buksen, fordi han har set billedet af mig med Cindy Walsh-hår i min teenage-tid, som lige nu også ses på Instagram @mmleilange), men han er gået med til en page, da den ikke involverer barbering af nakken.
Nu siger jeg altså ikke, at kort hår per definition er kedeligt. Min søster har kort hår, og hun har aldrig været mere feminin og cool at se på!

Min søster siger om mine klippeplaner, at hun er sikker på to ting:
1) At det vil klæde mig
2) At jeg vil fortryde det, for det gør jeg altid, når jeg bliver klippet.
Jeg er sikker på, hun har ret i begge dele, så jeg tror sgu, jeg gør det! 😀
Det plejer jo at vokse ud igen.

I øvrigt: JEG ELSKER AT HAVE EN BLOG! En million tak til jer, der anbefalede mig baby-monitor-app’en! Nu er mine aftner meget bedre OG mere sociale hernede i det sønderjyske. 🙂