Facebook-20150120-045150Hverdagen begynder virkelig at være til at skimte derude i horisonten, skal jeg ellers love for! Ungerne har længe været skrevet op i Børnehuset Glyptoteket, og vi fik inden jul at vide, at de begge havde fået plads der – til vores store fornøjelse.
Et par dage senere fik vi så også at vide, at de havde fået en plads på to forskellige stuer, hvilket jeg slette ikke kunne finde fornøjelsen i, desværre. Jeg er sikker på, at de, når de bliver ældre, kan finde stor fordel ved at gå i hver sin skoleklasse, eksempelvis, men når de ikke engang er en meter endnu, og de praktisk taget stadig betragter hinanden som en af deres egne legemsdele, synes jeg, de skal nyde den fordel, der er ved at være tvillinger, nemlig at have hinanden, når de for første gang i verdenshistorien skal efterlades alene med nogen, der ikke er forældre eller bedsteforældre til dem.

Og i dag kom så den glædelige nyhed: De har nu begge fået plads på den samme stue! Halleluja! Jeg ved ikke meget om institutionen, men lederen virker enormt sød og empatisk, jeg ved, de arbejder meget med økologi og bæredygtighed, har en masse træer og vist nok også et par grøntsager på legepladsen, og det kan jyden i mig godt sætte pris på. Vi skal ned og hilse på pædagogerne og se det hele an i næste uge, og jeg er spændt på en helt ny måde!

I dag skete der også noget andet fantastisk.
Jeg har de seneste uger ledt efter en kontorplads, hvor jeg i det nye liv kan plante måsen, når ungerne er i vuggestue, og hvorfra jeg kan blogge, skrive på min bog, lave lidt freelance webarbejde og i det hele taget “gå på arbejde”.
Jeg har set på et par forskellige muligheder, som alle sammen virkede ideelle på hver sin måde, men mit hjerte har siden december banket for et sted, der hedder Town House, som ligger i Pilestræde. Jeg hørte om kontorfællesskabet igennem en bekendt, som selv har til huse deroppe. De i alt fem lokaler er beboet af i alt 15 kvinder, som alle sammen er kreative, dygtige og inspirerende. Jeg kender til de fleste af dem perifært, og det føltes lidt som at søge ind i en studenterforening for de alt for fede 3. g’ere, da jeg skrev til dem og fremlagde mit ærinde.

I dag var jeg på visit, og der var så hyggeligt og smukt indrettet. Alle pigerne virkede søde, smilende, sjove og stadig meget professionelle, og i det rum, hvor den tomme kontorplads fra 1. marts måske kunne blive min, var der den største og smukkeste krystallysekrone, jeg nogensinde har set. Og man skal kende mig ualmindeligt dårligt for ikke at vide, at jeg er en sucker for den slags. Jeg så straks mig selv sidde dér sammen med de andre tøser, skrive på min bog, spise en frokost nede i Pilestræde (den bliver dyr i længden) og sådan rigtigt lege freelancer. Hvis det virkelig lykkes for mig at skrabe sådan en bette enmands-praksisammen, hvor jeg tjener nok til, at jeg kan holde røven op på ungerne – også når hr. Lange i perioder er hjemmegående – så bliver det virkelig et dejligt liv!
Med den tanke in mente er jeg begyndt at se på vores mega-gamle IKEA-sofa, vores hjemmelavede sofabord og vores trætte teenager-kommoder på en helt ny måde: Det kan godt være, vi ikke bor så pænt i de her år, men til gengæld har vi sparet en masse penge op, som står på kontoen og giver en sikkerhed om, at Jon og jeg begge to kan lave det, vi drømmer om. Også selvom vi ikke tjener lige godt hver måned. Set i dét lys elsker jeg vores grimme sofa. 🙂

Og første flueben er sat, for jeg har fået kontorpladsen! De smukke, cool, tjekkede, søde og heldigvis også lidt rodede piger ville gerne lemme mig ind i klubben! Jeg småsang, da jeg cyklede hjem på min nye, røde cykel og følte mig meget heldig. It’s a good day, this one!