IMG_2943.JPGHvor bliver man dog klogere af at åbne munden nogle gange. Eller i mit tilfælde skrive et blogindlæg. Og dét er fedt!

Jeg skrev mit skælde-ud-indlæg omhandlende Annette Heicks BT-klumme, mens jeg var arrig, og den slags skal man passe på med. Min mand læste det igennem og gjorde mig faktisk opmærksom på, at jeg var en kende ureflekteret i nogle af mine pointer, men det overhørte jeg og trykkede ‘Udgiv’.

Men så begyndte jeg at læse nogle af de mange kommentarer, der kommer til indlægget, og de fik mig til at vende mine hårde ord i bøtten en ekstra gang. Og mega-tak for det!
For jeg ér uenig i, at det er okay at bruge ordet ‘neger’, bare fordi det engang næsten betød sort. Og jeg synes slet ikke, at det er okay at bruge ytringsfriheden som et støtteben for at sige det, der passer én uden hensyn til andre.
Men selvfølgelig bør vi kunne forvente af hinanden, at vi er reflekterede. Måske burde ungerne godt kunne håndtere den Pyrus-joke, hvis deres forældre har givet dem den ballast, der skal til. Han skal vel ikke have skyld for at give 6-årrige anoreksi…
Og kunne jeg mon hjemsøges af lysten til at slå en brandskid, hvis det hele blev for fancy….? Jaaaaah, det kunne jeg måske egentlig nok! 😉
Desuden kunne jeg have skrevet det samme indlæg – i hvert fald blotlagt de samme pointer – uden at ty til et personangreb på Annette.

Jeg blev provokeret, fordi jeg læste Annette Heicks klumme som unuanceret. Og som resultat heraf, blev jeg det sgu selv.

Måske netop derfor er debatten så vigtig! Og jeg takker jer mega-meget for at tage stilling til det, jeg fyrer af, tage til genmæle og sige mig imod!
Så bliver vi alle klogere og mere nuancerede, og dét må sgu da være vejen til mere rummelighed derude. 🙂