minebabiesMan tror, det er løgn, men i dag er det hændt. Stjernerne er rykket sammen på himlen, havene har delt sig, fuglene synger i kor med fornyet kraft: Begge mine børn er feberfri!
Det er kun sket i alt sammenlagt seks dage, siden vi kom hjem fra Marrakech for over en måned siden, og det har sgu taget lidt på os alle fire.

Jeg har elsket at være på barsel i lidt over et år med krapylerne, og jeg er dybt taknemmelig over at bo i et land, hvor det kan lade sig gøre. Men da vi nåede starten af marts, var jeg altså også godt og grundigt moden til lidt mere voksen-input. Lidt kontortid, lidt tid til fordybelse og til at lave noget andet. Også.
Som jeg blev enig med Anna, en bloglæser, jeg mødte i 5A i eftermiddags, så er det jo ikke fordi, man har lyst til at vælge ungerne fra – man vil bare gerne vælge noget andet til, også.
Og da det projekt så blev ufrivilligt udsat i yderlige 14 dage, kravlede jeg altså ærligt talt lidt rundt på væggene herhjemme i Vestergade-hytten. I denne uge har jeg og krapylerne både været på Fisketorvet, på Field’s og i Nørrebro Centret – bare for at prøve noget andet (indsæt smiley, der græder af grin). Så trænger man da alvorligt til forandring!

Men i dag! I dag var alle raske. Det var vi sådan set også i går, men jeg turde ikke tage chancen, så vi ventede til i dag. Og så vraltede hele familien Lei Lange ned i vuggestuen ved Glyptoteket, hvor vi tilbragte en time på gulvet i selskab med dem, som bliver mine børns allerførste legekammerater. Hugo fik også savlet lidt på en anden dreng, der også hed Hugo, og sørme også delte hans blå øjne og lyse hår. I see a match there!

Selvom jeg stadig synes, det er crazy at skulle aflevere krapylerne til fremmede mennesker, så er det en kæmpe-lettelse, at pædagogerne på “vores” stue simpelthen er så skidesøde og tilsyneladende har samme humor som mig. Det hele går lidt nemmere, når man lige kan få lov at smide en “Det sagde hun også i går” ind mod midten i ny og næ.

Fredag aften tilbringes traditionen tro i sofaen! I Nørrebro Centret, hvor jeg i dag lod eftermiddagen henslæbe sig i selskab med mine yndlings-individer, fik jeg købt dobbeltklæbende tape, og jeg kan med stor stolthed annoncere, at jeg får bare tredive minutter siden brugte netop denne tape til at montere de kabelskjulere, der har ligget og ventet bag fjernsynsmøblet i månedsvis, og jeg er stoltere, end egypterne var, efter de havde klasket de der pyramider sammen!
Derefter satte jeg en bøf fra Netto til livs. Den kostede 25 kr. og var faktisk bedre end den, jeg betalte 245 kr. for på Pastis i sidste uge. Tænk sig! Verden vil bedrages!
Om et par timer kommer Jon hjem fra opløb på Bellevue. Idet de har premiere i næste uge, arbejder han aftnerne med, hvilket giver mig anledning og lejde til at se snask som ‘Scream 4’ på Zulu. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Nu vil jeg rode slikskuffen igennem igen for at sikre mig, at der ikke ligger bare en lille bitte Mars-bar og gemmer sig et sted dernede … Sukker-afgiftning bliver snart en nødvendighed igen, er jeg bange for. Men ikke i dag… 😉

Stort, vådt møs fra Vestergade! Jeg har mødt ikke mindre end tre bloglæsere i dag, og jeg tror, I er grunden til, at solen skinner. I hvert fald på mig. You make my day! <3

Pssst …: Til dem med små børn – altså under et år: Tjek lige det her link!