mmBilledet her forestiller min søster og mig på en tøsetur til Barcelona. Vi brugte den første del af aftenen på at småskændes om, hvem der skulle score en ikke specielt lækker, spansk politimand, vi støvede op i en bar, og den sidste del på at kaste op på kryds på toilettet på vores relativt afsidesbeliggende hotel. Det var en fantastisk tur! 🙂

Der er mange fordele ved at være forelsket og være i et godt, committed forhold med én, man elsker. Der er også enormt mange fordele ved at få børn tidligt, kan jeg forestille mig!

Men der ér altså også utroligt mange fordele ved at være single i 20’erne. Ved at udsætte pakken med mand, børn, fællessofa og delte dankort til 30’erne, og bare leve af gin/tonics, dameblade, færdiglavede lasagner om søndagen og svinedyre bøffer om lørdagen. Og de fordele har jeg tænkt mig at bruge dette indlæg på at hylde.
Jeg ved nemlig af erfaring, at man godt kan have liiidt svært ved at få øje på de fordele, når man befinder sig et sted i 20’erne, og man måske har udsigt til en lang påskeferie, hvor alle andre skal vade Dyrehaven flad med barnevogne, kærester og måske sågar goldne retrievere.

Jeg selv ventede, til jeg var 29-et-halvt år, før jeg tegnede livsabonnement på Jon. Det var nok ikke så meget et aktivt valg – så langt tid tog det mig bare at finde ham. Inden Jon har jeg haft én “seriøs” kæreste, altså sådan én, jeg boede sammen med i et lille års tid og havde med til Als, og den slags. Ham mødte jeg, da jeg var 27-agtigt, og imellem ham og Jon gik der to år, hvor jeg (igen) gav den max smadder i byen og brugte alle mine penge det sekund, lønsedlen landede på gulvet i entréen, og de år er så sjove at tænke tilbage på nu.

Så her kommer de! De 8 fordele, der er ved først at møde sin mand, når 20’erne er overstået. Der er mange flere, men det er lige dem, der presser sig på i dag.
(Og jeg ved godt, der er alle mulige fordele ved alt muligt andet, men det er jeg ikke ekspert i, så det er der forhåbentlig nogle andre, der kan skrive et indlæg om. 😉 )

1. Man lærer sig selv at kende
20’erne er de år, hvor mange damer (og mænd) undergår mange personlige forandringer. Man flytter hjemmefra, måske endda til en anden by eller et andet land, man starter studie, man afslutter studie, man påbegynder arbejdslivet. Det kan altså noget at gå den slags igennem “alene”, så man lærer at klare sig selv. Fordi …

2. Man bliver en bedre (fremtidig) kæreste
Hvis man kan være alene, er man per automatik en bedre kæreste netop fordi, man ikke behøver en kæreste, men vælger at være sammen, fordi man har lyst.

3. Bedre sex
Mænd er bedre i sengen, jo ældre, de bliver, så det er meget bedre at have sine singleår i 20’erne, end når man er teenager. Meget bedre… 😉 (Dette gælder sikkert i øvrigt også længere frem af banen – altså punktet her tæller også som en klar fordel ved at være single i 30’erne!)

4. Udelukkelsesmetoden …
Man får selv mere ud af sex, jo ældre, man er, så det er meget godt at samle lidt erfaring, så man ved, hvad god og dårlig sex er, når man møder det. I skal ikke bilde mig ind, at I ville gifte jer med en fyr, der var et dårligt skrald.

5. Ens penge er ens egne
Det giver den sygeste selvstændighedsfølelse at have kontrol over sin egen økonomi og kunne bruge sine penge præcis, som man har lyst til. Her kan jeg i øvrigt anbefale at skabe sig et godt budget, selvom det er enormt kedeligt. Jeg fik først rigtigt styr på min økonomi, da jeg havde arbejdet på ELLE et års tid, og det overblik, det gav mig, fik mig til at føle, at jeg fik endnu mere ud af mine penge.

6. Man opbygger bedre venskaber
Der er god sandsynlighed for, at mange af ens veninder også er singler, og de oplevelser, man har sammen, før mand, børn, vuggestue og hverdag bliver virkelighed, kommer man til at leve på længe ud i fremtiden. Især dem, man fortryder, når man står i det. 😉

7. At være tilstede i nuet
At tage ud at rejse uden at savne nogen. Selvfølgelig kan man godt blive ensom, men at rejse, når man er single, kan være en fantastisk og styrkende oplevelse, da man kan være 100% til stede, der hvor man er, og ikke har sit hjerte et andet sted. Da jeg boede i Berlin i 2007, manglede jeg intet, og jeg elsker at tænke tilbage på den følelse.
Man kan selvfølgelig sagtens rejse, efter man har fået kæreste (og børn), men så går man og tænker på, hvad han eller de laver derhjemme, og man skal finde tid til at Skype i tide og utide.

8. Man værdsætter sin kæreste
Når man har prøvet singlelivet i længere tid, sætter man større pris på sin kæreste, når man finder den helt rigtige. Man har lettere ved at være fleksibel og forstå, at man ikke skal ændre på hinanden, hvis man har mødt og oplevet en masse fyre, man slet ikke passede sammen med. De små forskelle bliver ligegyldige, og man ved, man har noget vigtigt at miste, hvorfor man er bedre til at lede efter kompromisser i stedet for konsekvent at holde på sit eget.

Så til alle de enlige damer, der måske skulle komme forbi denne post:
Hermed en opfordring til at bruge påsken på Netflix, takeout, køb af dyre tasker (vi har lige fået løn), soloture i biografen, vilde byture og uforpligende sex! Med mindre, man hellere vil noget andet, Så synes jeg virkelig, man skal gøre det i stedet. 😉

Stort møs fra en forhenværende single, hvis eneste fortrydelse er, at hun ikke købte nogle flere dyre tasker, mens hun ku’. 😉

Hey, husk, at der er 20% rabat på alle nye varer hos Henny and My – med brands som Stine Goya, Opening Ceremony, Wood Wood, Nike, Carven og mange flere indtil i aften ved midnat! Klik her for at læse mere.