mmJeg håber, at I, der har haft fri i påskedagene, har nydt den solskin, jeg har set flotte og lokkende billeder af på Instagram og facebook.
Hos os blev det desværre ikke til så mange ture rundt om søerne eller påskeægs-finderi i Søndermarken, som man kunne have håbet på, men det går nu nok også endda.
Den lille familie Lei Lange fra Vestergade i kongens indre København har nemlig tilbragt en forlænget weekend på hospitalet i skiftehold. Undtagen Berta, hun har været der fuld tid.
Den bette fik nemlig det, der viste sig at være et velvoksent og relativt bredskuldret astmaanfald natten til fredag, og den slags er de heldigvis rigtigt gode til at fikse ude på Riget, så der var vi.
Jeg omfavnede til min store stolthed den nye verdensorden, jeg forsøger at efterleve, nemlig at far er helt lige så god som mor, så Jon og jeg skiftedes til at overnatte sammen med hende. Det var ikke skidesjovt at skulle tage afsked med hende, men jeg ville jo på den anden side heller ikke være foruden Hugos formidable selskab.
Hugo har udover en fæl udgave af Roskildesyge, som Berta i øvrigt har fået med som en lille sidegevinst oveni astmaen, også tilranet sig en form for øjenbetændelse, der virker som om, den er på steroider. Så der er gang i lidt af hvert i det lille hjem!
Heldigvis er der intet, der tyder på, at nogle af disse diagnoser er kroniske. Mange småbørn får et enkelt astamanfald og oplever det så aldrig igen, og Hugo er på øjendråber. 🙂

Berta blev udskrevet i går sidst på eftermiddagen, og da det var Jons tur til at skulle have ligget i ske med hende ude på Blegdamsvej den nat, var det ham, der fik glæden af at kunne fragte hende hjem til stor gensynsglæde for Hugo (og mig). De to krapyler begyndte straks at kaste legoklodser i synet på hinanden og grinede mere, end de har gjort hele weekenden. Og da vi lidt senere puttede Berta i bad, trodsede Hugo resolut det faktum, at han allerede var vasket, kæmmet og havde både ble og nattøj på og kravlede op i badekaret til sin søster. Og vi lod ham gøre det, fordi vi ikke kunne lade være, og så sad vi dér på flisegulvet og blev rørstrømske i kor.

Ungerne (og vi) er lidt ramt af sygehus-jetlag, så vi benytter os af vores hippie-tilværelse og udsætter den fortsatte vuggestue-indkøring en uge. Jon er hjemme med krapylerne hele dagen, og jeg venter med at tage på arbejde, til de falder i søvn midt på dagen, så vi har nogle lange formiddage sammen.
I næste weekend tager vi til Rom, og så må hverdagen vente, til vi har brugt en uge på at akklimatisere i Vestergade – efterfulgt af to dage med pizza, risotto, gelato, flotte italienere på Vespa’er og forhåbentlig lun og laber sydlandsstemning.

I aften er jeg inviteret til et Bloggers Only-event i forbindelse med ELLE Style Awards, som finder sted i maj. Jeg har glædet mig vildt meget til arrangementet, da det bliver første gang, jeg medvirker som rendyrket gæst til et ELLE-event. Lidt samme følelse som første gang, jeg købte ind i Føtex i Sønderborg efter at have sagt mit job som pakkepige ved kassebåndet op. Eller næsten, i hvert fald.
Jeg vil ikke forlade ungerne, før de sover, så min snedige plan er at snige mig ud, når de er blevet puttet og lade svigermor holde vagt, idet Jon skal spille fandango i Bellevue, og så kan jeg forhåbentlig nå at opleve de sidste fem kvarter af arrangementet, som bliver afholdt på Tivoli Congress Centre.
Igen: Det bedste af begge verdner. <3

Hverdagen kan godt blive en lille smule ensformig og leverpostejfarvet, når man har småbørn, har jeg måtte sande. Men så er der altså ikke noget som en tur på hospitalet, der kan få en til at længes efter det forudsigelige, som man bare timer forinden synes var lige lovligt vel besøgt.
Og selvom jeg ville ønske, bette Berta kunne have været oplevelsen på hospitalet foruden, så er jeg overmåde taknemmelig for, at vi ikke var blandt dem, der lå længere nede ad gangen på den afdeling, hvor vi var den første nat. Dem, der lå bag to hermetisk lukkede døre og havde været der så længe, at de havde fået hængt tegninger op på værelset og et lille billede af sig selv på væggen udenfor døren.
Jeg bruger den her regnvåde hverdags-tirsdag på at være lettet, glad og taknemmelig over det, jeg og vi har, og ønsker sådan det aller-aller-bedste for dem, der ikke er lige så heldige.

Verdens største KYS fra en latterligt leverpostejs-lykkelig og lettet Lange-mor. 🙂