mmmanifesto

Jeg har aldrig været mere glad for livet, end jeg er nu. Det tør jeg godt sige!
Nogle ting har været bedre, ikke alt er perfekt, men igennem mit efterhånden lidt over femten år gamle voksenliv har jeg øvet mig i at sætte pris på de gode ting, der sker, og på selv at være med til at sørge for, de sker.

Og det går sgu da skide-hamrende-godt!
Jeg har en vidunderlig mand, to relativt glade børn, min familie er sunde og raske. Jon og jeg er (absolut) ikke millionærer, men vi mangler ingenting. Vi har råd til at spise en impulsiv restaurant-pizza til frokost, børnene har tøj på kroppene, og vi har lige realiseret en stor drøm (mest min): At købe et kolonihavehus!

Oven i alt det kommer så det faktum, at jeg lige for tiden lever af min hobby! En hobby, som jeg for to år siden ikke anede, jeg havde, men som jeg erkendte midt i den smoothie af lykke og elendighed, det er at være i tredje trimester af en tvillingegraviditet. Og tilsyneladende fungere som en magnet for ubehagelige bivirkninger i den forbindelse.
Fordi det går så godt med bloggen, kan jeg nøjes med at arbejde seks timer hver dag (plus et ikke-skemalagt antal de fleste aftner efter krapylernes sengetid) og derfor have mere tid til at hænge ud med mine børn, end hvis jeg havde et almindeligt arbejde. Og dét er satme bomben! Jeg elsker at blogge og gjorde det gerne gratis!
But let’s be real: Det ville ikke kunne lade sig gøre længere.

De første otte måneder bloggede jeg uden at tjene en rød reje. I den spæde start, mens jeg stadig havde babyerne i en bule under blusen, skrev jeg et indlæg hver dag. Efter deres tilvejebringelse her til verden bloggede jeg et par gange eller tre om ugen, og det blev jeg ved med, indtil ungerne i slutningen af marts startede i vuggestue, og jeg begyndte at gå på kontor.
Nu skriver jeg to eller tre indlæg næsten hver dag. Antallet af personlige klumme-indlæg er steget, og dertil er kommet nogle nye slags. Jeg er begyndt at skrive en lille smule mere om mode (eksempelvis det kluns, jeg går i), jeg skriver om sminke og dullegrej (I love that shit!), og sidst men ikke mindst er der kommet sponsorerede indlæg til. Nogle gange hver uge, nogle gange flere om ugen og nogle gange med flere ugers mellemrum. Og hele baduljen er kommet for at blive!

Jeg har fået ros (og mega-tak for det!) for at skrive på en måde, så man kan mærke, at jeg godt kan lide det. Jeg har faktisk også fået ros for altid at skrive på en personlig måde – også i mine sponsorerede indlæg. Og det gør mig vildt stolt og glad!
Men jeg har også fået hug for, at bloggen ikke er, som den var engang. Men det bliver den altså aldrig (med mindre der venter mig endnu en tvillingebarsel i fremtiden…).

Dengang, jeg var på barsel, foregik der ikke andet i bøtten på mig end krapyler, bryster, bleer og vaskegrader, så det skrev jeg om. Det sker sådan set stadig, det meste af det, men der sker også rigtigt meget andet. Jeg aner ikke, hvilken slags blog, min er, men den er i hvert fald personlig – derfor skriver jeg om det, jeg har lyst til. Og jeg har lyst til at skrive om mode og skønhed. Og kolonøjser og skumfiduser, kærlighed og krapyler, HjemIS og ELLE Style Awards! I én, uskøn, blendet masse. 🙂
Men jeg har ikke lyst til at skrive om krapylerne hver dag længere. Det har jeg faktisk heller ikke gjort længe. Jeg synes, de fortjener en lille smule privatliv, selvom deres mor er en verbal blotter. Det er også derfor, jeg har besluttet, at der ikke kommer flere sponsorerede indlæg omhandlende børnetøj, legetøj eller andre ting, som i et eller andet omfang omhandler mine sammenlagt godt tyve kilos kærlighed.
Jeg vil fortsat fortælle om mit liv med Hugo, Berta og Jon i det, sådan som jeg hele tiden har gjort, men jeg vil ikke bruge mine baryler som reklamesøjler. Al respekt til de, der vælger anderledes – det handler om at træffe valg, man har det godt med, ikke om at vi skal vælge det sammen alle sammen.

Og nu, vi er ved sponsorerede indlæg: They ain’t goin’ anywhere! 🙂
For det første synes jeg, det er enormt sjovt at skrive betalte indlæg. Jeg får et emne, og det skal jeg så behandle på en måde, således at jeg får et budskab igennem til folk, for hvem det kunne være relevant, men samtidig underholder alle de, der også læser indlægget, men som måske er røv-ligeglad med det produkt, jeg omtaler. Så alle får noget ud af det.
Det holder bøtten i gang på mig på en anden måde, end de hyggelige indlæg om hverdagsliv og cowboybukser gør, og det har jeg ikke lyst til at undvære.

Desuden kan vi ikke komme udenom, at bloggen udgør en stor del af min indkomst, og hvis det ikke var sådan, ville jeg nok ikke have tid til at blogge. Hvis jeg skulle gå på arbejde i otte-ni timer hver dag og ved siden af det have tid og overskud til ungerne, Jon, veninder, familie og mig selv, ville jeg ikke have mulighed og overskud til at skrive mere end max et par indlæg om ugen, er min spådom. Og den manglende kontinuitet ville give en helt anden slags blog og måde at blogge på. Og jeg kan ret godt lide det, sådan som det er nu.

Derfor er det all or nothing! Bloggen med spons eller ingen blog. 🙂
Jeg er i sagens natur meget afhængig af, at I, der læser med her på domænet, bliver ved at have lyst til at læse, og derfor gør jeg mig meget umage med at sige ja til de rigtige kampagner og nej til de forkerte samt at holde en balance imellem hygge, spons, og kluns. Og jeg lytter til alle jeres input – især skældud’en. 😉 Af en eller anden grund sætter det sig altid lidt bedre fast, men sådan er vi kvinder jo så dumme nogle gange.

Heldigvis får jeg flest skulderklap (og tak, igen!). Dette indlæg er blot ment som en forklaring på, hvorfor bloggen ikke er, som den var for et år siden. Der er en mening med galskaben. Og jeg håber, at det også giver mening for jer, der læser med.

Med ønsket om en vidunderlig fredag/fridag – alt efter, hvor heldig man er. Min chef har givet mig fri i dag (hun er så large), så jeg har brugt hele dagen på at glo op på solen og glæde mig til, at jeg lige om lidt kan gøre det fra en køkkenhave i Skovlunde.

Stort møs, MM. <3