koloDet er nok ikke gået mange relativt trofaste læser-næser forbi, at jeg er opvokset på landet. Nærmere bestemt har jeg trådt mine barnesko på Galgebjerg, som er en lillebitte vej lidt udenfor byen Mommark på Sydals. Nej, de fleste har nok ikke været der og kommer formentlig heller aldrig dertil. Men som mange andre vender jeg ofte tilbage til min barndom i tankerne, og jeg husker det som en tid, hvor grøftekanterne var fulde af smørblomster, mens svalerne sang over de hidsigt gule rapsmarker. Min mor brugte det meste af dagen på at strikke, mens jeg legede med min lillesøster i skoven, og min far kom tidligt hjem fra arbejde med rutebilen (det hedder det på landet) fra Sønderborg.

Jeg har det seneste år ligget søvnløs op til flere uger sammenlagt og kastet mig fra side til side i sengen badet i angstens sved ved tanken om, hvilke varige mén, det kommer til at give frugten af Jons og min kærlighed, at de ikke vokser op med svalesang og smørblomster i daglige doser.
Men så er jeg kommet i tanke om, at der faktisk også findes relativt mange fornuftige mennesker, som ikke er opvokset i Mommarks opland. Og Jon (som i øvrigt er sjællænder og kamp-dejlig) og jeg vil altså helst bo i eller omkring København, så derfor kommer krapylerne også til det, så længe vi bestemmer. Men jeg savner at kunne sætte dem på græs, nu hvor sommeren kommer nærmere. Jo mere, solen skinner, jo mere kravler jeg rundt på væggene derhjemme i savn efter åbne vidder, grønne blade og lyden af vand, der risler, fugle, der kvidrer og græs, der slås.

Derfor er vi nu gået i gang med jagten på et kolonihavehus!
Det kunne godt gå hen og være svaret på kombinationen af vores drømme: At bo i byen, men have have, solbærbuske, rosenbede og udendørs-bruser OGSÅ.
Sagen er den, at vi har en sum penge stående på en konto, idet vi solgte min gamle single-hybel på Nørrebro med en fin, lille fortjeneste. Den skal bruges som udbetalingen på en ejerlejlighed den dag, banken får lyst til at låne sådan to bohemer som os penge til et nyt hjem. Men indtil da er jeg kommet på at placere pengene i et kolonihavehus, som vi så nyder somrene i, indtil vi skal bruge skejserne til noget andet. De giver alligevel ingen renter i banken for tiden.
Og Jon er med på den! Så de seneste mange nætter, hvor Hugo har taget på sig at vågne ved totiden og derefter har brugt i hvert fald et par timer på at falde i søvn ved at blive kørt rundt i stuen i klapvognen, har jeg brugt den ene hånd på vognens styr og den anden på mobilen, hvor jeg har søgt efter kolonøjsere.

Vi har nu erfaret, at vi ikke har råd til noget i Rød- eller Hvidovre, på Amager, Frederiksberg eller i Brønshøj. Og at der i Hørsholm er en utroligt charmerende kolonihaveforening, som ligger så tæt på en motorvej, der støjer så højt, at selv den mest opsatte svale ikke har en chance.

Så vi kigger lige nu på Ballerup, Skovlunde og andre cirkumferens-områder. Helst med krogede æbletræer, jordbær og højbede i haven – og plads til en solid gin/tonic på terrassen, der meget gerne må vende mod syd. Men vi er til at tale med. 🙂
Jeg ville i øvrigt anbefale dem, der bygger lejligheder inde i byen, at tage et kig på, hvordan man gør det i disse små fritidshuse. De fleste af dem, vi har set på, er ikke mere end 43 kvadratmeter store, og alligevel er der plads til både spisekøkken, stue, to værelser, krybekælder, badeværelse, toilet og entré! Det er dybt imponerende!

I denne weekend drager vi til Sommerbyen Ejby for at se, om de skulle ligge inde med nogle grønne kvadratmeter, vi kan kaste ungerne rundt i de næste par måneder. Jeg elsker projektet og er allerede helt lykkelig ved tanken om, at det lykkes. 🙂