huberta
Mine krapyler kan stadig ikke tale, så det med den hårde tone er endnu ikke det helt store issue… 🙂

Indlægget er sponsoreret af Call Me.

Jeg har altid godt kunne lide Call Me’s reklamer. De der med kæden af mennesker, der alle egentlig er i okay hverdags-humør, lige indtil en eller anden, som faktisk ikke havde det helt store ærinde, taler enormt grimt til dem, og så bliver de alle i vildt ringe humør – og gør som med alt andet: Giver det videre. Lige indtil en trind, overskudsagtig dame vender bøtten, ignorerer sin kollegas udbrud og inviterer ham med ned i kantinen til frokost.

Med i reklamen er også en lille dreng, som overværer sin mor skælde en fremmed huden fuld, hvilket leder ham til at råbe ‘Idiot!’ af en anden, de to lidt senere passerer på gaden.
Det, jeg har tænkt over i den sammenhæng, er egentlig mest, at moren ikke reagerer på drengens udbrud. Hvis Hugo nogensinde har mig i den ene hand, mens han med den anden peger på en iøvrigt vildt fremmed mand og ytrer skældsord i et højt toneleje, så ryger han altså i seng uden aftensmad! Jeg ville egentlig sige, at “så falder der brænde ned”, men det er vel egentlig lidt dobbeltmoralsk at råbe af sin søn, at han ikke må råbe af andre. Eller hvad?

Call Me har lavet en undersøgelse, der viser, at 52% af alle forældre indrømmer, at de jævnligt taler hårdt til deres børn.
Det er nu ikke den helt store indrømmelse, vil jeg mene. Som forældre skal man jo tale hårdt til sine børn i ny og næ. De skal have sat grænser og lære, hvad man må og ikke må. Gøre, sige, spise, tisse op ad og kaste med. Og de grænser skal jo markers. Aldrig med vold, men i stedet verbalt.
Min egen far havde en meget dyb ryst, som var forbeholdt de tidspunkter, hvor det forældre-installerede stødhegn lige skulle aktiveres. Han rynkede sine i øvrigt Cara Delevingne-sammenlignligt buskede øjenbryn og sagde “Mette Marrrriiie!”, og så stoppede jeg altid øjeblikkeligt mit forehavende. Jeg vidste præcis, hvornår jeg nærmede mig grænsen, og selvom jeg egentlig ikke var bange for min far, havde jeg ikke lyst til at krydse den.

Til gengæld hørte jeg aldrig min far og mor tale hårdt til hinanden. Eller til andre mennesker. De har (særligt min mor) altid været typerne, der kunne finde på at slå en sludder af med fremmede i køen i Brugsen eller til skolearrangementer. Og den tendens har jeg arvet big time. Det er derfor, jeg bliver så glad, når nogle, der læser bloggen, stopper mig på gaden og giver mig lidt af deres tid. Et lille indblik i en verden, jeg måske ellers ikke ville have stiftet bekendtskab med. Så bliver verden lidt større, synes jeg. Min gør i hvert fald. 🙂

Jeg vil gerne opdrage mine unger til, at man skal passe godt på folk. Både hinanden og alle mulige andre ude i verden, som de ikke kender. Og det første skridt på den sti er at tale ordentligt. At hilse pænt på fremmede, sige tak for mad, spørge ind til ham eller hende i selskabet, der virker lidt som om, han er lidt udenfor eller én, der ser ud som om, hun måske er faret vild på gaden. Og med opdragelse hører en hård tone nogle gange, mener jeg. Men den må ikke blive hverdag. Og det kan vi hjælpe hinanden med at undgå ved at starte helt tidligt om morgenen og tale ordentligt til hinanden. Og hvis det forekommer for bøvlet, har man jo heldigvis det valg, at man bare kan tie stille. 😉