Jeg ved det, det er vores egen skyld! Det var ikke Hugos idé at skulle til New York, og han kan ikke gøre for, at hans indre ur bliver skrup-forvirret og vågner klokken 2 om natten. Eller at et eller andet primalt byder ham at først hoppe og danse i sengen og siden råbe og skrige. Jon har altid haft oceaner af meget mere tålmod end jeg om natten, og efter en riskiks, en Tuc-kiks, et glas mælk, to glas vand, en skål yoghurt, to en halv times råberi og et kvarters vuggeri på fars arm faldt ynglingen endelig i søvn, hvor han i skrivende stund stadig befinder sig, mens jeg nu har fået øjne og for første gang siden i lørdags føler mig nogenlunde vågen. 🙂  

 Berta er i øvrigt for vild. Hun tror ganske enkelt ikke på jetlag. Hun lagde sig klokken 19, præcis som hun plejer – blot på amerikansk -, og indtil videre har hun sovet 13 timer i træk, God bless her. På billedet herover har hun i øvrigt netop indtaget sit livs første M’n’M med stor fornøjelse. Gæt selv hvilken farve. 🙂

I går vandrede vi New York rundt på må og få for at gøre os nogle erfaringer. Vi fandt ud af, at det tager for langt tid at gå fra vores midlertidige bolig, som ligger i den “forkerte” ende af Central Park, så vi skal denne morgen have sat os ind i, hvilke metroer, der har elevator, så vi kan spare lidt på stængerne, så der er nok energi til shopperi også. Vi erfarede ligeledes, at mange af denne bys mange, MANGE legepladser har et lille mini-vandland af sprinklere til små poder, hvilket jeg glæder mig helt ustyrligt til at introducere især Hugo til. Desuden erkendte vi, at ungerne ikke gider spise salat fra WholeFoods til frokost, at amerikanere er endnu mere fascinerede af (blonde) tvillinger end danskere og at 25 grader er en fantastisk temperatur i en storby – i min optik absolut ikke kvælende, som vi blev advaret. 

 Vi tilbragte midt på eftermiddagen en times tid i Bryant Park med ungerne og en vandmelon, og den time må jeg udråbe til dagens højdepunkt. Krapylerne spænede rundt på bare tæer, og Berta, der indtil for ganske nylig var en bly og sky viol, men som siden, hun lærte at gå har udviklet sig i en noget mere frivol og vanvittigt klædeligt, selvsikkert retning, stavrede rundt i sine blå Adidas-sneakers str. 22 og sagde ”Ej, ‘ej, ‘eeej!!!’ til alle de omkringliggende, mens hun vinkede, det bedste, hun har lært.

Efter parken havde vi held med at overtale ungerne til at nappe en time mere i slæden, og drønede vi op i Empire State Building, hvor vi til alt held slap for at skulle stå i kø – måske takket være det lette skydække. Da der jo er skærpet sikkerhed på sådanne turistattraktioner, bad man os hale alt op af Bugaboo’en, så det kunne blive gennemlyst af en scanner meget lig dem, der findes i lufthavne. Her spurgte den venlige scanner-mand, hvorfor vi havde en svupper med fra Duane Reede. Jeg var for pinlig berørt over, at sandheden var, at Berta i går morges efter sit bad forrettede sin nødtørft i badekaret, efter at jeg havde hevet bundproppen op, og at jeg brugte så stor en mængde toiletpapir på at rydde op efter hende, at en svupper nu var en absolut nødvendighed, at jeg blot blinkede og svarede, at jeg aldrig nogensinde har besøgt Empire State Building uden at have sådan én i håndbagagen. Hvilket jo ret beset også er sandt! 

 Og så nåede vi toppen. Eller i hvert fald 86. etage. Og jeg er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver lidt skuffet, når jeg befinder mig på sådan en udsigtpost. Det bliver altid sådan noget med “Neeeej, ja… Nåh, hvad skal vi have til frokost?”. Jeg kan ikke svinge mig helt op til lovsang og hurraråb. Men ja, bevares, der var da langt ned, ingen tvivl om det. 🙂 

  Vi nød en tidlig middag på en koreansk restaurant, hvor Hugo udviste samme kærlighed for dumpings og teriyaki-sovs som sin mor, og entusiasmen over vores blonde børneflok nåede nye højder blandt personalet. I taxaen hjem faldt krapylerne i søvn på skødet af os, og ikke mange timer senere kapitulerede også vi.

Foreløbig status på at tage små twins med til New York City: Det er meget nemmere, hyggeligere og sjovere, end man havde fortalt os! Selvom vi ganske vist får oplevet tingene fra et noget andet perspektiv (og i et ganske andet tempo), end havde vi rejst før babyerne. Jeg oplevede særligt kontrasten, da jeg under vores parkbesøg for en stund forlod min familie for at finde et toilet. I løbet af de 10 minutter, det tog, lagde jeg mærke til flere fine bygninger, flere spøjse mennesker og flere gode udsalgstilbud, end jeg havde gjort hele dagen op til. Så det er måske meget godt for pengepungen. 😉