23
I går var en vaaaarm dag på Manhattan. Der var omkring 30 grader det meste af eftermiddagen, og krapylerne, som ellers har opført sig enormt eksemplarisk skønt mange timer i klapvognen hver dag, var netop denne dag irritable og utålmodige. Forståeligt nok. Og deres fader og jeg var ligeså.
Ungerne kan være svære at få til at spise andet end det, de plejer, og da rugbrød med leverpostej er en mangelvare her i staterne, holder de sig gerne til frugt og kiks en hel dag. Hvilket giver deres mor stress og dem tynd mave. Jeg så hellere, at de kværnede en burger med fries eller en hel lasagne end det der vitamin-trip, der kører rundt i, så jeg drøner rundt og bruger en masse penge på mad, som de alligevel vrænger på næsen af. Det kan godt få temperaturen i armhulerne til at stige til tropiske temperaturer, hvis de ikke allerede lå deroppe.

Heldigvis åbenbarede byen nogle små oaser for os denne lune dag – begge ud af det blå. Den ene grønnere end den anden, den anden køligere end den ene.

18
I starten af eftermiddagen spankulerede vi omkring i SoHo, og da vi rundede Elizabeth Street, faldt vi over paradiset på jord. En lille, fantastisk community garden med purløg, jordbær, statuer, vandhuller, rododendron, roser, æbletræer og helt vildt meget mere.

12
Vi fandt ud af, at haven tilhører kunstneren inde ved siden af, og værkerne er alle nogle, han ejer. Han og beboerne på vejen hjælpes ad med at passe den lille park, og på den måde har alle en ejerfornemmelse for den, og der er altid nogen, der holder øje med, at folk opfører sig ordentligt.

10
Den have er bestemt et besøg værd, hvis man en dag er i det område, vil jeg mene. Den lukker klokken 18, dog, så det skal altså være i dagtimerne.

Den anden overraskelse mødte os på vej til subway’en. Særligt Berta var begyndt at se sort på tilværelsen, da vi rundede et nyt hjørne og øjnede en brandhane, der var sprunget læk.

En beværtning holdt BBQ-party lige ud for vandstrålerne, og de havde sågar sat stole op, så man kunne sidde i vindretningen og fange nogle af de svale dråber, der forstøvet hang i luften. Berta var vanen tro lidt af en kylling, men efter at have siddet trygt i fars favn i nogle minutter og overværet sin bror have en fest over strålerne, listede hun sig dog tættere på og fik en lille spuler.

22Jeg faldt i snak med et andet forældrepar, som også lod deres yngling søbe, og jeg spurgte, om de vidste, hvor vandet kom fra – om det var en fejl på brandhanen. Kvinden svarede, at det var såmænd med fuldt overlæg, at vandmasserne væltede ud over gaden og ned i afløbet. Baren, som skulle holde fest, havde bedt brandvæsnet komme og lave hul på hanen for at promovere deres party, og det havde de så altså efterkommet!

20
Jeg var i chok og udbrød:
“Sikke dog et skrækkelig spild af vand!”
Kvinden svarede smågrinende og lettere overbærende:
“Nej, nej, ikke i New York, vi har masser af vand! Det er jo ikke ligesom i Californien!”
Jeg responderede, at uanset hvor meget vand, man har, bør man ikke hælde det ud i kloarken for sjov (ligesom at man satme også skal slukke vandhanen derhjemme, når man børster tænder, vasker op eller skræller kartofler), da det tærer på miljøet og enormt ugunstigt for kloden.

19
Kvinden bedyrede, at det jo var lige meget, da vandet jo bare blev renset og sendt tilbage i hanerne igen, og jeg besluttede mig for, at vi vist hellere måtte være enige om at være uenige, takkede med dårlig samvittighed New Yorks brandvæsen i tankerne for restaurering af Bertas gode humør og luntede ned i subway’en med to våde børn og ditto fødder. Om end politisk ukorrekt nu stadig en meget amerikansk oplevelse. 🙂

Jeg har i øvrigt også lige lagt et indlæg op med detaljer om det kluns, jeg havde på denne dag, her. 🙂9