mmjonI sidste uge var jeg i Stockholm, hvor jeg overnattede en enkelt nat. Jeg sov 9 timer i streg og var morgenen efter så slået ud, at jeg, idet jeg satte mig på toilettet, fejlbedømte afstanden, hvilket resulterede i, at jeg faldt ned på højre side af kummen og fandt mig selv liggende halvnøgen og fumlende på gulvet i brusekabinen.
Men det har jeg faktisk fortalt før, og det var egentlig slet ikke det, jeg ville ind på i dette indlæg. Jeg synes bare, det var så grineren. 😉

Jeg kom til at tænke på en ting, da jeg, efter at have samlet mig selv op fra gulvet, stod foran spejlet og lagde makeup, mens autopiloten på min telefons spilleliste agerede DJ. Dengang jeg boede alene, hørte jeg musik non stop. Hver gang, jeg var solo i min lejlighed på Nørrebro, buldrede bassen i væggene, der omkransede mine 41 kvadratmeter. I starten var det mest hiphop (hvilket overrasker mange), men efter at have været kærester med en radiovært på The Voice, blev jeg en poptøs. 🙂
Og da min iPhone dér i det svenske badeværelse begyndte at spille Xanders hedengangne hit ‘Os To og Mine Lagner’, tog mine tanker mig tilbage til år 2010, hvor jeg havde min sidste forelskelse inden den gode Jon Lange.

I de (mange) år, jeg var single, før jeg mødte Jon, nåede jeg at være forelsket i en del. Og at kysse endnu flere… Det varede sjældent særligt længe af gangen, hvorfor d’herrer nærmest fik et individuelt soundtrack i form af den sang, der var oppe i tiden lige netop da. Og mit sidste crush inden Jon mindes jeg altså til tonerne af Xanders nuttede, smånaive ryst.
Jeg var gæst ved Xanders release-party i det etablissement på Kgs. Nytorv, som dengang hed Aporta, og som nu rummer de gyldne mågers palads: McDonalds. Xander sang om lagner og oceaner fulde af blæk, mens jeg kiggede langt efter mit crush. Han var ikke den lækreste fyr, jeg nogensinde har set, men han var den helt rigtige blanding af flabet, sjov og kæk, og jeg var i et par uger stensikker på, at jeg var kvinden, der skulle få ham til at kvitte det vilde natteliv og i stedet lave børn og gullash med mig i udkanten af København.
Efter at have datet en rum tid (‘datet’ er måske nok mest det, jeg kaldte det. Det er jeg ret sikker på, at han ikke kaldte det) satte jeg ham stolen for døren. Jeg sagde, at jeg var ude efter en kæreste, og at jeg ganske vist ikke vidste, om det skulle være ham. Endnu. Men hvis han var sikker på, at det ikke skulle, så måtte han altså sige til, for så synes jeg, vi skulle stoppe, mens legen endnu var noget ved.
Han synes, jeg var enormt moden (jeg var også i slutningen af tyverne. Det var flertallet på Aporta vist ikke …), og han takkede for min ærlighed – og nej til tilbuddet.

Jeg har altid hørt, at kærligheden opstår, når man mindst venter det, og det er altså ikke altid sandt. Da jeg mødte Jon, var jeg 29 år og i den grad på udkig efter en kæreste. Jeg gik i byen hver eneste weekend, og når klokken nærmede sig 4, blev jeg oftest lidt depri af at stå i glitter til knæene på Zens dansegulv og vide, at jeg i morgen ville vågne op med et kæmpe hoved på – og udsigten til en søndag uden ske.
Jeg forelskede mig relativt ukontrollabelt og nemt i alle mulige forskellige afskygninger af mænd – eller bare idéen om dem. Det kan være meget nemmere at forelske sig i én, man kun kender lidt, da ens fantasi så har frit lejde til at udfylde hullerne i ens viden.

Og så mødte jeg Jon. Og jeg blev i løbet af de første to minutter af vores allerførste date uendeligt glad for, at det ikke var lykkes med nogle af de andre. When it’s right, it’s right. Og det kan mærkes. Man kan godt gå og småforelske sig egenhændigt “op ad” et andet menneske, selvom vedkommende ikke gengælder ens følelser, men rigtig forelskelse er noget, der sker i den bindestreg, man laver mellem sig og i fællesskab. Og åh, den er det hele værd.

Jeg tror, det er en god idé at have været små-forelsket en hel masse gange, og jeg fortryder ikke en eneste date, et eneste mys og en eneste dårlig bytur eller bittert breakup, for uden dem ville jeg ikke kunne have genkendt Jon så klart, som jeg gjorde, da han endelig dukkede op.
Med denne lille anekdote om popmusik og kærlighed blot et lille shoutout ud til all my single ladies, som prøver ihærdigt på ikke at lede efter kærligheden, så den skal finde dem. Det skal den nok! Også selvom du virkeligt, virkeligt gerne vil have, den gør det. 😉