Jeg er så autentisk! Det sagde damen i den skovlundske Røde Kors selv til mig i eftermiddags klokken lidt i 13. 

Fordi vi skulle have gæster i haven i dag (læs selv her), var jeg på udkig efter en dug, idet vores havemøbler endnu er sparsomme, gamle og ubehandlede. Jeg tog forbi Skovlunde Center Syd i håb om at finde en Stof2000, hvilket lå ret langt fra virkeligheden. Men til alt held fandt jeg altså en Røde Kors-butik, hvor tre frivillige damer i bedstemor-generationen holdt frokostpause og talte om laks på franskbrød, så jeg blev helt sulten. 

Jeg blev så overrasket over det store udvalg og de lave priser, at jeg gik totalt bananas og endte med at gå derfra med to duge, tre pudebetræk og tre dyne-ditto i krapyl-size, to børnebøger og ditto tallerkner, seks dybe porcelæns-tallerkner og tre flade i det perfekte retro kolonøjser-look, som jeg sådan har ønsket mig at finde OG en flødekande i messing. Til gæsternes kaffe. 

  Ved kassen udtrykte jeg min iver over de fine fund til damen, der til min store fornøjelse konsekvent tiltalte mig ‘ven’. Jeg fortalte, at jeg så gerne ville holde hyggen i kolonihaven og altså finde nogle ting, der virkede autentiske i det gamle hus. “Du er meget autentisk, ven”, sagde den søde dame, og jeg opgav at tyde, om hun var sarkastisk eller ej. 

I dag er der blevet serveret wiener-stang på den ene af de flade tallerkner, og den var fantastisk til formålet. Jeg nåede selv at spilde kaffe på mit livs allerførste dug allerede fem minutter inde i gæsternes forsøg, da jeg ville skænke fra den tjære, Jon og jeg i ubehjælpeliht fællesskab havde brygget. Ingen af os drikker varme ting, og hans mor tog ikke telefonen, så vi kom alt for meget kaffepulver i. 

Lige nu regner det, og vi har startet grillen under den store parasol bag huset. Jeg glæder mig, til vores møbler ankommer. Lige i dag kunne jeg godt bruge en aften i en sofa og ikke på en havestol i udstuen. 🙂 

Hav en dejlig fredag aften! <3