2
3
1

Endelig er det sket!
Da jeg var gravid med krapylerne, var dét, jeg glædede mig allermest til, at se dem kanøfle hinanden. Jeg forestillede mig, at de to, når de var omkring et år gamle, ville begynde at lege sammen – og det skete så ikke. Vi ventede (relativt) tålmodigt, og lige så stille er de begyndt at tjatte mere og mere til hinanden og grine af noget, vi ikke helt ved, hvad er.
Det startede med, at Hugo gav Berta et velvoksent gok i nødden en dag, de sad klemt sammen i deres sammenklappelige Stokke-badekar. Som det sig hør og bør lagde jeg naturligvis an til at gribe ind, men jeg blev afbrudt af Berta, der brød ud i en hjertelig latterkrampe. Hugo følte sig tydeligvis anført til at gentage successen, hvilket han gjorde – til Bertas fortsatte fornøjelse.
Da aftalte Jon og jeg, at vi kun blander os, når nogen græder.

I løbet af ferien på Als og Samsø legede ungerne mere og mere med hinanden. I starten sad vi helt stille og stirrede uden at blinke i ønsket om ikke at forstyrre og samtidig ikke gå glip af noget. Nu er de blevet stadigt mere konsekvente i at søge hinanden, og i vuggestuen fortæller pædagogerne, at de er begyndt at lege meget mere sammen. Og jeg kunne skriggræde af glæde!
Et er, at jeg elsker Jon, og han elsker mig. Og at vi har lavet nogle, som vi elsker. Men at vi har lavet to små kødklumper, som elsker hinanden (eller i hvert fald er godt på vej til det), det går næsten over min forstand.

Man siger desuden, at tvillinger kan have et lidt senere udviklet sprog, fordi de snakker sammen på babysprog og derfor ikke finder samme anledning til at lære at tale dansk. Eller engelsk. Eller polsk, alt efter hvad de voksne nu taler til dem.
Jeg troede lidt, det var en myte indtil for nylig. Jeg har nemlig altid kunne kende deres lyde fra hinanden. Fra det sekund, de blev halet ud af mig inde på Riget, har jeg kunne adskille hvert lille møf, bøvs, snøft eller vræl og øjeblikkeligt stadfæste, om det kom fra Hugo eller Berta.
Men de sidste par måneder har den evne fejlet mig. Ungerne er nemlig begyndt at gentage hinanden og efterligne de lyde og små-ord, den anden siger. Mundene står sjældent stille på dem, men det, de siger, giver ikke megen mening. Lidt har vi dog tydet!

De siger begge to “Hej!”, “Hov” og “Av!”. De har forstået, at det gør naller, når man slår sig, og det kan man hente forståelse for ved at udgyde ordet ‘Av’. Og ‘hov’ bruger de på alt. Lige fra når de utilsigtet snubler over hinanden eller når de med al kraft og vilje kyler en kop mælk gennem lokalet, så den rammer væggen og fordeler sit indhold i en regn ud over lokalet og de omkringværende.
Desuden har Berta sagt ‘zgu’ et par gange, når hun har hygget sig med at prøve mine sko (oftest dem med glimmer), og Hugo siger “gål!”, når han løfter sin kop og ønsker at klinke.
Og de tror vist begge to, at “Mer’! Mer’! Mer’!” betyder “Mor, vil du være så elskværdig at række mig ….”. Det bruger de højt og ofte om alt fra at score mere aftensmad, en kiks, når de beder om et stykke legetøj eller gerne vil have fjernbetjeningen.

Det dér ‘hårdt’ er lige i denne uge afløst af optur, fordi de dér to kødklumper bliver mere og mere menneske-agtige, hvilket jeg slet ikke kan få nok af. Jeg forstår ikke, når mødre siger “Stop tiden! Bliv aldrig voksen!”. Jeg GLÆDER mig til at finde ud af, hvad for nogle folk, der gemmer sig inde i de to, og hver gang, de runder endnu en måned, er jeg sært stolt af, at det har lykkedes os at holde dem i live så længe. Mindre og mindre overrasket, ganske vist, men alligevel stolt. 🙂