blomster
Blomster selvhentet fra Lones Lune.

Jeg har netop smurt mig to honningmadder og skænket mig et stort glas letmælk for at sætte mig i sofaen med min computer. Umiddelbart forinden har jeg støvsuget og vasket gulv i stue, køkken og badeværelse. Det store overskud skyldes, at jeg har sovet helt til klokken ti i dag! Vi havde en halvlang nat med krapylerne, og Jon (også kendt som ‘Manden Med Et Hjerte Af Guld) stod op med ungerne i morges og lod simpelthen mig sove, til jeg vågnede af mig selv.
Nu sover både prins og børn, og jeg nyder roen, som kun afbrydes af min egen insisterende klimpen i tasterne. Når krapylerne vågner, går turen til ZOO, hvor jeg og avl skal mødes med Kopierne og deres forældre. Jon skal ud og præsentere film sammen med de øvrige drenge fra filmen ‘Sommeren 92’. Mens vi klapper geder og gyngeganger, rammer han og holdet fire forskellige biografer på fem timer. Hvilket rockstjerneliv!

Et lille spørgsmål sidder jeg inde med denne søndag. Min blog har jo forandret sig en del gennem sin eksistens (og ligeså har jeg). I starten handlede den om vand i benene og et voldsomt indtag af chokolade, så handlede den om at være nybagt mor til små krapyler (og et voldsomt indtag af chokolade), og nu handler den om alt muligt. Og stadig et voldsomt indtag af chokolade. 😉

Derfor er jeg nysgerrig på, hvorfor I, der læser med, egentlig læser med.
Jeg håber, at nogle af jer skulle have lyst til at besvare dette lillebitte spørgeskema. Man burde faktisk også kunne besvare via mobil nu (det kunne man ikke tidligere). Man må også meget gerne kommentere nedenfor, hvis man synes, der mangler svarmuligheder.

Jeg skal i øvrigt nok gøre gengæld med en omgang Freitags-Fragen snart, hvis det har interesse! Nu har de jo offentliggjort parrene i denne sæsons omgang af Vild Med Dans (jeg er stadig skuffet over ikke at være inviteret), og den tradition skal da helt sikkert tages op igen. 🙂 Læs de tidligere Freitags-Fragen her og her.

Og så håber jeg sådan, at nogle af jer, der læser med, skulle have lyst til at komme og hygge med mig på Strøget næste mandag til det her event (Scroll ned til slutningen af indlægget for tilmelding til konkurrencen)! <3