mmm

Jeg kan godt nogle gange bekymre mig om, hvad Internettet gør ved os alle sammen. Ikke tit, men engang imellem, når jeg sådan rammer min lomme-filosofiske tangent.
Jeg skal eksempelvis ikke afvise, at jeg eksempelvis er blevet en smule mere nervøs og hypokonderisk som resultat af Google. Jeg tror egentlig ikke, der er flere dødsfald, flere biluheld og flere ulykker nu, end der var for tyve år siden. Men nu sker der bare ikke noget, der ikke samtidig beskrives med fede typer og billedserier en masse på internettet umiddelbart derefter.

Samtidig kan jeg fungere lidt over, hvad det gør ved den yngre generation, som ikke har oplevet en verden uden Internet. Nogle er jo rent faktisk vokset op i en verden, hvor det er helt almindeligt at gå i seng med hinanden i bedste sendetid. Eller knalde i en pool. Med direkte web-streaming på nettet …
Dengang Big Brother løb over skærmen for allerførste gang, gik Internettet ned på Christiansborg (true story!) den dag, beboerne første gang skulle i bad. Tanken om at få et glimt af en fremmeds babs eller balle var simpelthen så stor, at end ikke vores brand-seriøse politikere kunne modstå fristelsen! Sådan er det ikke længere – nu kæmper selv de mest nøgne programmer om seerne, og det, der gør for at lokke os til, bliver mere og mere nederdrægtigt.

En anden tendens, der er opstået, er cyber-mobning. I “gamle dage” kunne man i det mindste gemme sig på sit værelse, hvis de andre børn mobbede én i skolegården, men sådan er det heller ikke længere. Nu følger mobningen med børnene hjem via mobiltelefoner og online-profiler. SMS’er med skamfuldt indhold, utroligt trælse facebook-opslag og sågar nederdrægtige hadeprofiler på Instagram gør livet til et helvede for en masse børn og unge mennesker, og den slags kan være enormt svært at hæve sig over, selvom man godt ved, at det siger mere om afsenderen end den, det rammer.

I dag fik jeg en meget mærkelig mail i min indbakke på TWINPEAKS.dk. Hotmail-adressen afslørede, at afsenderen var den samme som indehaveren af en Instagram-profil, jeg blokerede for en måneds tid siden, da vedkommende kontaktede mig på det sociale medie i det samme ærinde som nu. Vedkommende, som jeg jo absolut ikke har mulighed for at vide, hvem er, udgav sig for at være to 13-årige piger, der gerne ville vide, hvorvidt jeg elsker Hugo højere end Berta. Grunden til deres spørgsmål var, at jeg poster flere billeder af ham end af hende på Instagram, mener de.

Lige så snart jeg havde læst mailen, kunne jeg mærke, at mit hjerte bankede hårdere, og jeg begyndte at trække vejret i små, korte stød. Jeg blev simpelthen så arrig over, at man føler, man kan tillade sig at kontakte et andet menneske med et så imbecilt spørgsmål. Forventer man mon et svar? Næppe. Man vil bare gøre ked af det. Skabe en reaktion – som man vel ikke forventer er positiv.
Jeg svarede de to tretten-årige (eller hvem afsenderen så end var), at hvis man tror, at antallet af Instagram-billeder har noget at gøre med kærlighed, synes jeg, de skulle slukke deres mobiltelefoner og finde på noget andet at bruge deres følelsesliv på med det samme, for en udvikling er virkelig ønskværdig.

Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en gennemtæsket artikel om børneopdragelse, men:
Hvor er forældrene henne i den her sammenhæng? Har de ikke lært deres unger, at man ikke kan tillade sig at sige og gøre hvad som helst, bare fordi ens identitet er skærmet af skærmen?
Jeg skal nok komme over det, jeg ringede til min mand og småsnøftede, at jeg simpelthen blev i så dårlig humør over det, og han stillede det geniale spørgsmål: “Hvorfor?”
Og han har jo ret, den slags skal jeg slet ikke stresse mine svedkirtler over. For der er selvfølgelig ikke en skid om snakken – jeg gider ikke engang svare på trunternes åndssvage spørgsmål. Og Hugo og Berta er ikke gamle nok til at forstå noget af det, og hvis de var, ville de også vide, hvordan tingene hænger sammen. OG hvis man tæller efter, så er Hugo altså ikke overrepræsenteret på min Instagram. Ja, jeg kunne ikke lade være at scrolle den igennem. 😉

Jeg er en stor pige. Men hvad med alle de børn, der på daglig basis må lægge profil og hjerte til alle mulige forfærdelige beskyldninger, eder og forbandelser. Åh, jeg håber sådan, at cyber-mobberiet får en ende, inden Krapylerne lærer at læse.

Med ønsket om en mindelig mandag! Fuld af søde SMS’er, krokodillenæb-tre på facebook, kærlighed på Arto og velmenende smileys på Instagram! 🙂