11940211_10153583267236886_1127067177_n

Da jeg var gravid, var der enormt mange (helt sikkert velmenende) mennesker, der havde enormt travlt med at fortælle mig, hvor hårdt, det ville være, når barylerne en dag kom ud af min mave. De svor, at jeg aldrig ville sove så meget som fire sammenhængende timer igen, mit kærlighedsliv ville dø, og mit liv ville overordnet set være slut.

Så kom ungerne omsider, og de græd kun meget sjældent. De var sådan set bare i godt humør nærmest altid. Da de var fire måneder gamle, sov de igennem om natten (mellem 10 og 12 timer) og det har de sådan set gjort siden – naturligvis med forbehold for sygdom.
Når folk mødte mig med Bugaboo’en i det offentlige rum det første års tid, fik jeg medlidende blikke og deltagende sørgmodigheder i anledning af, hvor hårdt, man formodede, at jeg havde det. Jeg svarede altid (nogle gange spagere end andre), at det sådan set gik relativt nemt derhjemme, og til den reaktion fulgte oftest et “Bare vent”.
Jon og jeg talte meget om det og blev enige om, at det gad vi ikke. Vente, altså. For hvad der er godt givet ud, kommer ikke skidt igen, og vi besluttede os for at spare op. Overskud, ro og nattesøvn – ind på kontoen! Og så bare nyde det nu, vi var i.

… Og nu er tiden så ved at være inde til at hæve lidt af opsparingen. 😉
Jeg må indrømme, at vi får kam til håret derhjemme i jordhulen i disse dage. Ungerne har travlt med at udvikle alt fra kindtænder til fri vilje, personlighederne folder sig ud over det hele og overlapper hinanden og os, og når de er lagt i seng om aftenen, falder jeg sammen som et korthus i modvind og kan ikke andet end have ondt af Jon, som netop ved den tid drager af Halmtorvet til for at træde op på Husets Teater.

Alt er en fase, og jeg ville ikke undvære noget af det, for mit liv og min skæbne er at lægge krop til, mens ungerne finder ud af, hvem de er – og så hale dem ind fra gesimsen, afskærme dem fra togskinner og sørge for, at de har rene måse og fulde maver det meste af tiden, mens det står på.
Og det er sjovt! De er for grineren, Berta danser som en sand Travolta, og Hugo kan allerbedst slappe af, hvis han samtidig nusser den mor-knold, mit hår nærmest altid er bundet op i. Når de krammer hinanden, dør jeg lidt af lykke, og da Berta forleden sagde ordet ‘gulerod’, blev jeg så stolt, at jeg troede, mit hjerte skulle gå i stå.

Men det er hårdt. Nogle dage er det sgu hårdt. There, I said it! 🙂
Men hårdt er heldigvis ikke farligt – det er tvært imod tit vejen til noget endnu større, sjovere og genialere. Og jeg spiser det hele med en stor ske! Og drømmer mig nogle nætter tilbage til dengang, hvor de bare lå på ryggen og så smilende op på mig, mens jeg spiste chokolade i sofaen. 😉