12016570_10153564663016886_1486818979_n
Det siges, at kært ban har mange navne, og jeg har altså to. Både til fornavn og til efternavn. Og særligt de to første afføder spørgsmålet om, hvad jeg bliver kaldt til daglig. Der er en del, som gennem tiden har stillet netop det spørgsmål her på domænet, så nu kommer der lige en lang smøre, der gerne skulle besvare det spørgsmål. 🙂

Jeg er døbt Mette Marie Wendel Lei.
Mine forældre blev gift, da min mor var gravid med mig. Hun var i rødt, og da borgmesteren på Frederiksberg Rådhus havde givet grønt lys, løb de hjem i lejligheden og hentede deres hund, Fussi, og så gik de ud og spiste bøf. Done!
Min mor legede uafhængig og ville ikke have min fars navn i bryllupsgave, så idet hun hed ‘Wendel Sørensen’, og min far hed ‘Lei’, kom jeg til at hedde ‘Mette Marie Wendel Lei’.
Da jeg var omkring et år gammel, skiftede min mor både mening og efternavn og kom altså til at hedde ‘Wendel Lei’ ligesom mig. Men vi brugte kun Lei. Så min lillesøster, der kom til små fire år efter mig, hedder kun Lei. Ikke Wendel til mellemnavn.

Min lillesøster var, som børn er flest, ikke skideskarp til dansk i starten. Hun kunne ikke finde ud af at sige ‘Mette Marie’ og kaldte mig af uransalige årsager i stedet for ‘Mia’, og det har hun gjort siden. Aldrig andet. Hun omtaler mig også kun som ‘Mia’, hvorfor alle dem, jeg kender gennem hende, kalder mig det samme.
Det er der ingen andre, der gør.

Min far og øvrige familie kalder mig ‘Mette Marie’, og det gør jeg også selv. Det samme gør mine venner. Men når vi SMS’er sammen, kalder de mig ‘MM’. Og jeg skriver tit under på emails eller SMS’er med selvsamme forkortelse. Måske har netop det ført til, at nogle tror, jeg bliver kaldt ‘MM’, og derfor er de begyndte at tiltale mig på den måde. Det studser jeg ikke over, og jeg har ikke helt styr på, hvem der gør det.

Da jeg gik i gymnasiet, bad jeg om at blive kaldt ‘Mette’, fordi jeg synes, det lød sejere. Det var der enormt mange andre, der også hed, og jeg ville bare gerne være ligesom alle de andre. Det gik dog over, da jeg kom til København, hvor jeg fik lørdagsjob i en lille butik på Strøget, hvor der var tre øvrige ansatte ved navn ‘Mette’, og jeg fik en bedsteveninde, som hed ‘Anne Mette’. Siden da kaldte jeg mig ‘Mette Marie’ igen.

Jeg elsker mit navn! Jeg kender ikke andre, der hedder det, og jeg er enormt knyttet til det. Jeg reagerer ikke på, når nogen siger ‘Mette’ eller ‘Marie’. Det er såmænd ikke for at være uhøflig, jeg associerer det bare ikke med mig. Jeg er opkaldt efter min farmor, som i sagens natur også hed Mette Marie Lei, og den historie kan jeg godt lide.

Og Jon kalder mig aldrig ved fornavn – vi siger kun ’skat’ til hinanden, hvilket er enormt plat at stå og råbe i Netto, men ikke desto mindre er det altså sandheden. Jeg har kun hørt ham sige mit navn, når han taler om mig til andre i telefonen, hvilket altid lyder weird. Når vi møder folk, jeg ikke kender, præsenterer han mig som sin kone, og så stikker jeg gerne lappen frem og siger mit navn.

Men altså – jeg vil helst kaldes Mette Marie. Og når nogen synes, det er for langt, siger jeg, at MM også er helt okay. Det var således forklaringen på mit navn. 🙂