12030892_10153572924451886_570858375_n

Jeg startede i dag min mandag med sol i fjæset og japansk på tallerknen! Intet mindre end kongeligt, var det. Jeg var inviteret til morgenmadsmøde på Sticks & Sushi i Borgergade, som adskiller sig fra alle andre Sticks & Sushi’er ved, at de altså serverer morgenmad. Japan møder Danmark. Æg og misu-suppe. Skidesundt og virkeligt nice. OG de havde også en bolle med hjemmelavet pålægschokolade, som jeg fik til dessert.
Lige nu har de et særligt tilbud kørende med Arndal Spa og Fitness, som går ud på, at man kan købe en pakkeløsning, som giver frit brug af hele spaen OG alle træningsfaciliteter hos Flotte-Lotte og derefter (eller inden, det bestemmer man selv) kan man så spise lækker og samvittighedssund morgenmad på Sticks i Borgergade. Yes, så ved I dét. Ved interesse kan der læses mere om konceptet her.

I lørdags havde Jon premiere på forestillingen ‘Illusioner’ på Husets Teater på Halmtorvet. Han har været enormt glad for det forløb, de har haft op til premieren, og hver dag, når han er kommet hjem fra job, har han været glad som en 16-årig, hvis Instagram-billede lige er blevet liket af Christopher.

Da jeg i lørdags satte mig til rette i mit sæde på række seks i Husets Teaters beskedne teatersal, slog det mig, hvor fedt det egentlig er, at min man har så alsidigt et job. I løbet af et halvt år har jeg både været til premiere på små-fancy Bellevue, iført guldkjole i Imperial til ‘Sommeren 92’ og nu i et kælderlokale med glødelamper på Halmtorvet. Og som alle gange før, anede jeg ikke, hvad der ventede mig.
Når Jon kommer hjem fra arbejde, taler vi om, hvordan hans følelse er med stykket, med det arbejde, de har lavet den pågældende dag. Han fortæller aldrig om, hvad han specifikt gør på scenen, hvad historien handler om, eller om han eventuelt forventes at skulle spille instrumenter i den pågældende forestilling.
Jeg havde ærligt talt ikke de allerhøjeste forventninger netop denne aften, da jeg forstod ret lidt af det, der bekymrede Jon i dagene op til premieren. Han og hans kolleger arbejdede på, fortalte han, at få billederne til at flyve i rummet i stedet for at være på scenen. Jeg er alt for visuel til en så følsom beskrivelse og så for mit indre blik, hvordan rammer, akvareller og fotografier blæste rundt med vinden over hovederne på de sagesløse folk i salen.

Det, der kommer nu, kan lyde som en tom og forventelig lovprisning af min ægtefælle, men jeg må forvisse dem om, kære læser, at det er det ærligt talt ikke.
‘Illusioner’ på Husets Teater er uden at overdrive den bedste teateroplevelse, jeg har haft i mange år. Den var bedre end ‘De Tre Musketerer’ på Østre Gasværk, bedre end alt, jeg nogensinde har set på både Folketeatret og Det Kongelige Teater, og det var alt sammen frembragt af meget få midler og fire meget fine historiefortællere.
Helt ærligt, så har jeg nogle gange en lille smule svært ved teater. Når der er gået en time og ti minutter, fanger jeg som oftest mig selv i at skæve til uret og nogle gange endda tjekke mobilen. Og jeg er gift med en skuespiller!
‘Illusioner’ er lavet over en helt fantastisk tekst og historie, som mest af alt minder mig om ‘The Notebook’. Ryan Gosling er godt nok udskiftet med Jon Lange (hvilket i mine øjne naturligvis er en fordel), og jeg sad helt ude på kanten af stolen og ville bare så gerne vide, hvad der skete næst. Og heldigvis er det et af de slags stykker, hvor de IKKE stopper midt i historien og lader beskueren selv brygge videre på handlingen, når de forlader salen. (I hate that!)
Hele historien bliver fortalt, og alle i salen rejste sig i begejstring, klappede i takt, trampede med fødderne og hujede af vellyst, da stykket var slut. Hele baduljen var så gennem-øvet og koreograferet, at man som beskuer kunne føle sig ganske tryg. Jeg sad på intet tidspunkt og var nervøs for, om noget gik galt. Alt var ordnet, og jeg skulle blot koncentrere mig om historien. Jeg glæder mig allerede til, at jeg skal se stykket igen – jeg er bare ked af, at jeg nu ved, hvordan det ender. 🙂
Billetterne er ikke engang dyre, så der er ingen grund til ikke at købe én her.

Efter Jons premiere tog jeg til Frederiksberg, hvor min meget voksne veninde (hun er ni dage ældre end mig) og hendes mand holdt housewarming i deres nye kasse af et hus. De havde investeret i selvlysende disco-kugler og fyldt Stokke-badekaret med øl og isterninger, så min træthed blev meget snapt erstattet af en lyst til at danse, hvilket vi gjorde til tonerne af Whitney Houston.

Søndag morgen stod jeg op med hønsene, krapylerne og svigermor, mens min mand, som havde ramt lagnet i en dunst af sprit klokken 5.30, snorkede videre. Farmor og jeg proppede ungerne i Bugaboo’en og drog mod Kastellet, hvor vi for første gang skulle deltage i ECCO Walkathon. Selvom det høvlede ned i lårfede stråler, og ungerne inde under regnslaget på det kraftigste opponerede mod vores beslutning om at vade otte kilometer, føltes det som det helt rigtige at gøre. For hver våde kilometer, vi tilbagelagde, donerede ECCO 7,50 kr. til enten SOS Børnebyerne eller Hjerteforeningen, og i tidens anledning havde de rundet beløbet op til ti kroner og gav således de sidste 2,50 kr. til de syriske flygtninge. Og vi var immervæk omkring 15.000, der spadserede, så det blev vel til en slat.

En dejlig weekend med sene aftner og tidligere morgner afbrudt af en mandag med solskin og i skrivende stund Michael Learns To Rock i radioen. Det kan vitterligt også noget!
Hav en god én! Jeg varmer op til creme-turnéen, som på onsdag rammer Sønderbronx, og jeg kan næsten ikke holde mig af spænding! 🙂

Og pssst …: I dag er sidste dag, hvor man kan få 15% rabat på ALLE smykker hos a-hjort ved at bruge koden mm15! 🙂