12016443_10153566797126886_1008939850_n

Jeg synes altså, at pædagogerne i krapylernes vuggestue tager lidt pis på os nogle gange … De har sådan en listig, lille svinestreg, du fyrer af et cirka en gang om ugen – forklædt som et fint, lille påfund. I dag var én af de dage.

Lad mig starte med at fortælle, at Hugo var alene i vuggestue i dag. Bevares, der var også en masse andre børn, men han blev afleveret som eneste medlem af Lei Lange-familien. Ungerne har (som deres forældre) nemlig været ramt af lidt forkølelse, og når den slags sker for én med astma, går det direkte i bronkierne. Sådan var det for mig, da jeg var barn, og sådan er det for Berta. Hun er dog endnu så bette, at vi satser på, hun vokser fra det. Men grundet hosten har hun haft svært ved at sove i nat, og fordi jeg ville lege overskudsagtig, lod jeg Jon sove og tog vagten på sofaen. Derfor var både hun og jeg noget smattede i dag, så vi besluttede os for at lade hende blive hjemme hos mig og sende Hugo alene i institution. Han fik dog sin bamse, Arne, med som selskab.

Berta brugte formiddagen på at hvile ud, og da den var klaret, gik vi en tur i Tivoli. Frisk luft er godt mod astma, og Tivoli er godt for alle, så da hun og jeg havde spist tøsefrokost på Waggamama, strøg vi over på den anden side af gaden og hentede Hugo.
Det er første gang, jeg har noget solo-kvali-stid med blot det ene af mine børn nogensinde (bortset fra en tur i Netto, som tager maksimalt 20 minutter), og selvom det var hyggeligt og helt utroligt meget mindre aktivitets-fordrende, end når man hænger ud med dem begge, så savnede jeg sgu Hugo. Og Berta sludrede også ret meget om ham. Tror jeg.

Og da vi hentede ham, var det så, at pædagogernes lille nisse-list kom for en dag.
Bedst som vi bevægede os ud efter Hugos jakke i garderoben, kom stuens leder valsende med en bageplade fuld af blåbær-muffins.
“Dem har de bagt i dag”, sagde hun glad og fulgte den op med: “og så må de alle få én med hjem, når de går. Så værs’go’! Der er også én til Berta!”

Hvorfor fik børnene ikke de lækre treats, da de var netop nybagte?
Det skal jeg fortælle Dem! Det er fordi, at der ikke er noget, der er mere nasset og grusomt svinet, end en tumling med en blåbærmuffin. Og uanset hvor meget, man gnubber løs med spytvæddet pegefinger eller vådserviet, kan de mange spor af blåbær, der både snapt, kvikt og vanvittigt hurtigt breder sig udover både jakke, trøje, hænder, fingre, ansigt, ører og hår ikke fjernes.
Jeg er stensikker på, at de ellers enormt søde og professionelle pædagoger gnækker i skægget hele vejen hjem …

😉