Jeg vågnede i nat (troede jeg), helt forvirret over, at Jon endnu ikke var kommet i seng. Det viste sig imidlertid, at han var kommet hjem fra teatret, han var gået i seng, han havde sovet sødt ved siden af mig og var nu stået op igen på befaling af vores sidstfødte. Jeg havde blot sovet fra det hele. Jon, derimod, som ynder at forvandle dagens absolut sidste timer til solo-mandehørm med nachos og FIFA16 i sofaen, var noget klatøjet. Til trods herfor insisterede han på, at jeg gjorde mit bedste for at sove videre. Og efter snart fire uger uden en eneste god nats søvn og en viden om, hvilken uforsonlig kælling, det i perioden (heldigvis kun glimtvis) det har forvandlet mig til, tog jeg ham på ordet og sov til klokken halv elleve. HALV ELLEVE! Det er en præstation, jeg ikke har formået, siden jeg i ugerne efter min studentereksamen stiftede intimt bekendtskab med Dumle-shots og Kleine Feigling! 

Mit system er tilsyneladende så chokeret, at den sygdom, der ellers i går raserede i min krop, har stukket halen mellem benene og smækket med døren bag sig. Regnen rammer ruden på en ny måde, verden er i farver, og jeg har sågar støvsuget næsten hele lejligheden her til formiddag i bar’ overskud! Det, at være udhvilet, kan virkelig noget! 

Vi har nu boet i Nørregade i to uger, og der er et par småting, jeg har kunne konstatere: 

1) Børnesangen tager fejl, her bor ingen bager. Der er et diskotek, et teater, en bolchefabrik, et par kinesiske restauranter og sågar en 7-11. Men ingen bager.

2) Min cykeltur til arbejde er endnu hyggeligere end før, og det samme er gåturen til Krapylernes vuggestue.

3) Vi har en sur nabo, som lægger sedler i folks postkasser med skældud i stedet for at banke på døren og tage en sludder. Det kan godt give noia, da man af gode grunde ikke ved, hvem det er, og derved ikke aner, om han er en af dem, der alligevel hilser pænt på trappen om morgenen.

4) Selvom jeg viiiirkelig ser frem til, at der på torsdag kommer nogle raske svende og sætter vores nye skab op, så vi kan få pakket ud, er jeg overrasket over, hvor langt man kan komme med blot et par enkelte basismedlemmer sin garderobe, når man ikke ved, hvor noget andet er, da alt endnu er i kasser.

5) Det har taget Krapylerne nul dage at falde til her. Nul! De nyder tilsyneladende bare, at der er bedre plads til deres køretøjer, og så synes de, at altanen er evigt morsom.

Nu, mens hele familien sover til middag, tror jeg, at jeg vil kaste mig over noget bollebageri. Jeg fik i går på Instagram en del klager over, at jeg spiste min nutella på rugbrød, og den slags konstruktiv kritik sidder jeg naturligvis ikke overhørig. 😉

Med ønsket om en vidunderlig lørdag! Fuld af Fields-shopperi, ansigtsbehandlinger, hopning i vandpytter, scoreri på natklubber, akavede Tinder-dates eller kedsomhed i en sofa. Hvad man nu er til.