804659_10153618186376886_281043392_n

Jeg har et par veninder, der er typerne, som godt kan finde på at løbe en marathon. Eller gennemføre en ironman eller noget andet (for mig at se) alt for hårdt – bare for at se, om de kan. Jeg har dyb respekt for den slags udholdenhedsprøver. Præcis på samme måde, som jeg nærer en beundring for folk, der kan hitte ud af ExCell-ark! Det, at andre mennesker er udstyret med en hjerne så forskellig fra min, finder jeg fascinerende.

Men jeg forstår ikke det der med, at livet SKAL være hårdt, sådan som billedet øverst i dette indlæg (og mange lignende det, som konstant popper op på de sociale medier) foreskriver. At man skal vælge den hårde vej for at have fortjent den gulerod, jeg går ud fra, man forventer at finde for enden af regnbuen? Der er også et fitness-center her i byen, som har et slogan, som er noget i retning af “Du må gerne kaste op, bare du ikke giver op”, og hver gang jeg ser det, får jeg lidt lyst til at gøre det første …

Jeg er vokset op med, at man skal lave sine lektier, møde til tiden, tale pænt og gøre det så godt, man kan. Men da jeg skulle skrive speciale i kommunikation og psykologi på RUC, sagde min far “Husk nu, det handler bare om at bestå”.
Han fortalte mig derefter historien om dengang, han skrev speciale på jurastudiet. Han brugte det år, der var sat af til projektet og fik, hvad der svarer til en middelkarakter. Og han havde altså et liv ved siden af. Faktisk hyggede han sig lidt vel rigeligt de første ni måneder af perioden, og de sidste tre flyttede han hjem til sine forældre og fik banket opgaven af.
Han bedste ven valgte at bruge TO år på sit speciale. Han gik i hi, så ikke mange mennesker og knoklede derudaf dag og nat. Efter to år kravlede han ud af sin jordhule – og han fik én karakter højere end min far. Hvad der svarer til et 9-tal, dengang jeg gik i gymnasiet.
Er det dét værd? Det kommer vel an på, hvad ‘det’ er, for ingen har så vidt vides læst de specialer siden.

Hvis man vælger den “hårde” vej i livet, fordi man synes, det er udfordrende og sjovt, og forbi man godt kan lide at prøve sig selv af, så er det jo fantastisk! Så skal man bare blive ved!
Men hvis folk, der vælger den hårde vej, gør det for deres egen skyld, hvorfor har de så altid så pokkers travlt med at fortælle alle os andre, at dén vej er den rigtige? Det virker tit og ofte nærmest som en religion, at hvis man vil have noget ud af livet, skal det gøre ondt, før det bliver godt. Man skal have slidt og slæbt! For kærligheden, jobbet, karrieren, den krop, man spæner rundt med, og sin dyre bil.
Hvad nu, hvis tingene kommer nemt til én. Er de så mindre fortjente? Og bør man så opsøge noget andet, som er hårdt, så man kan mærke, at man lever?

Jeg springer sgu over, hvor gærdet er lavest! And I say it loud and proudly!
Jeg går fra kontoret klokken 15 hver dag, og det er ikke kun fordi, jeg har små børn – det er fordi, JEG gerne vil have fri. Og jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre. Og jeg har ikke noget hårdt job. Tvært imod! Jeg har det nemmeste job nogensinde – det er faktisk ikke engang et rigtigt arbejde!
Jeg laver heller ikke mad i halvanden time hver dag, jeg elsker nemme løsninger, og fordi, jeg er heldig med mit stofskifte, træner jeg kun så meget, at jeg ikke har ondt i kroppen – ikke for at tabe mig.
Jeg har aldrig nogensinde oplevet en kærlighed så nem som den, jeg har med Jon. Vi slås ikke for særligt meget, vi har som oftest ret nemt ved at forstå hinanden, og når vi bliver uvenner, går det mega-hurtigt over. Det var mig, der scorede ham, og han var klar på idéen med det samme. Der var ingen ‘Tornerose’-agtig ulykkelighed med monstre, der skulle slås ihjel, før vi havde bevist vores værd og kunne få hinanden. Det var bare nemt! Og jeg elsker det!

Jeg prøver ikke at rakke ned på folk med et veludviklet konkurrence-gen. Jeg prøver nok bare at mane til, at de heller ikke gør det samme mod os, der ikke har behov for at mærke os selv gennem smertende muskler eller fornøjet adrenalin-niveau.
Måske er tiden moden til et mindre Instagram-folkebevægelse med mennesker, der deler billeder, som forherliger afslapning og livets lette sider. Altså ikke ved at lægge billeder op af sine knæ på en tropestrand og hashtagge det #WorkHardPlayHard, men bare ved at indrømme, at man smutter tidligt fra træning, elsker Meyers takeaway eller hellere vil til Langeland på efterårsferie end springe ud af et jægerfly med en faldskærm.

Man kan jo sagtens gøre sig umage alligevel! Og hele livet skal ikke leves med fødderne oppe. Det behøver bare ikke være så HÅRDT, det hele. Måske giver det her kun mening for mig selv. Det var også blot en tanke … 🙂