Jeg arbejder hjemmefra i dag, da vi endelig og omsider her til morgen kunne byde velkommen til to raske svende fra Elfa, som er kommet for at installere vores nye skab i soveværelset! Jeg glæder mig som en åndssvag til ikke længere at skulle sove blandt kasser og poser, og forhåbentlig betyder det, at jeg kan komme nemmere igennem min tøjkrise over 007-gallapremieren i morgen. I slutningen af i dag skulle jeg jo gerne kunne se alt det tøj, jeg (ikke) har. 🙂

Jeg satte mig for en time siden ved spisebordet og skrev et indlæg, og da jeg trykkede ‘Udgiv’, måtte jeg sande, at indlægget var blevet slettet. Hele baduljen. Jeg blev så irriteret, at jeg lagde skærmen fra mig og slog en dej op til boller. Nu hæver de forventningsfuldt i køkkenet, mens jeg har plantet mig i sofaen og gør endnu et forsøg!

Jeg skrev i fredags et indlæg om, at jeg ikke forstår, hvorfor det hele skal være så hårdt. For at illustrere min pointe, fremhævede jeg nogle af de nemheder, jeg kender fra mit eget liv. Min mand var nem at score, jeg er typen, der ikke tager på, bare jeg kigger på en bolle med smør (Thank GOD!), jeg har et nemt “job”, og normalt ville jeg også fremhæve mine nemme tvillinger, men lige i denne tid nøjes vi med at prise os lykkelige for, at de er sunde og raske.

Det indlæg fik en del kommentarer (tusind tak for dem alle!), og jeg kan se, at jeg i nogles øjne må have formuleret mig lidt vagt. I hvert fald føler jeg mig en kende misforstået, da nogle mener, at jeg skriver, at man selv kan vælge sit liv. Jeg tror, det er så nemt for alle, som det er for mig. Og det gør jeg altså ikke.

For det første er det ikke kun nemt for mig. Jeg synes, mit liv er nemt nu! Men det har det ikke altid været, og det er jeg godt klar over, at det ikke altid vil være. Måske netop derfor har jeg ikke noget behov for at insistere på at skulle gennemleve alt muligt påtaget hårdt – at undersøge, hvor længe jeg kan holde vejret under vand, at bygge en båd med de bare hænder eller at gennemføre en juicekur på ti dage. Livet er for alle (om man opsøger det eller ej) fuld af udfordringer, ballade, drama og slåskampe, og dem behøver man ikke betale entré eller byggematerialer til – de opstår helt af sig selv. Men på samme måde indeholder det altså også (måske som en form for kompensation?) en masse gratis gevinster, og dem synes jeg, man overser, hvis man siger, at ‘intet i livet, som er værd at have, kommer uden kamp’, som den bumpetsticker, jeg delte i dette indlæg foreskrev.

Selvfølgelig skal man kæmpe for det, man ønsker sig, og det er jo naturligvis op til den enkelte at afgøre, hvad det er. JEG forstår bare ikke den kultur, jeg synes, der hersker i øjeblikket, hvor man ophøjer og hylder kampen i sig selv. Hvis man har et nemt liv, skal man opsøge udmattelsen, faren, kampen eller udfordringen. Og ikke nok med det – man skal samtidig plastre hele sin eksistens på de sociale medier til med “inspirerende” citater, som fortæller alle andre, at hvis de ikke har ydet, må de ikke nyde. Hvis kærligheden er nem, er den ikke spændende. Den udvalgte mage skal være svær at score, umulig at forstå og have commitment-issues, før det er noget ved. Og har man et job, der er mentalt krævende, er det ikke nok at løbe en tur efter arbejde – man skal også lige gennemføre en Ironman hvert halve år.

Jeg vil bare gerne slå et slag for ydelsesfrit nyderi! Eller måske bare hver ting til sin tid. Vi skal nok alle sammen få lov at yde vores – sådan er livet skruet sammen. I den sammenhæng findes der ingen VIP-klub, og vi vælger ikke selv. Nogle må gå grueligt meget mere igennem end andre – det er ikke fair, men sådan er vilkårene. Og hvis man har et nemt liv, så synes jeg saftsuseme, at man skal nyde det! I sidste ende har vi kun det nu, der er lige nu. Og hvis man ikke nyder det, når man kan, er muligheden måske pludselig forpasset. Og det er fandme ærgerligt, hvis man brugte det nu på at ærgre sig over, at man føler sig forpligtet til at bekæmpe en hammerhaj, før man kan tage den sofa-lur med god samvittighed. Synes jeg. 🙂