12309039_10153666439196886_906856471_n

Nu er det efterhånden nogle uger siden, at jeg lod mine lange lokker afklippe til fordel for en mere praktisk page. Jeg var træt af, at mit hår altid hang i en mere eller mindre uformelig byld bag på mit hoved, og desuden trængte jeg til forandring. Det kan jo ske for selv den bedste.

Flere har siden spurgt mig, om jeg nyder min nye frits, og om jeg er glad for mit valg, og det ser jeg ingen grund til at hemmeligholde, så her kommer altså mit svar. 🙂
Jeg kunne sgu bedre lide det lange. Jeg elsker langt hår! Det er vildt feminint, og det kan alt muligt. Man kan både flette det, sno det, sætte det i hestehale eller sågar vælge rottehaler, hvis man er enten 4 år eller en frækkert.
Man kunne bedyre, at jeg stadig kan det samme med den nye, noget kortere, page, og det er også sandt. Men jeg kunne alligevel bedre lide det lange hår.

Nu kunne man jo snildt foranlediges til at tro, at ovenstående svada betyder, at jeg har fortrudt mit valg, men det ville være en misforståelse, for det har jeg ikke. Sandheden er den, at når folk den første uges tid spurgte mig, om jeg var glad for mit nye hår, tog jeg mig selv i at have glemt, at jeg overhovedet var blevet klippet. Lige for tiden ser jeg mig i spejlet to gange om dagen, og det er under min morgen-toilettet og ditto den om aftenen. Al tid, jeg bruger i hjemmet (hvor man som oftest groomer sig), er fuld af krapyler, og tiden til egne interesser er helt utroligt beskeden. De eneste undtagelser, der gøres, er egentlig toiletbesøg.
Af den grund elsker jeg det nye hår. Det tager langt under den halve tid at tørre, og jeg vasker det kun hver tredje dag. Desuden behøver jeg ikke have det i hestehale eller knold hele tiden, for det er ikke i vejen. Og så ser det jo heller ikke værst ud, og forandring fryder. Og mit hår gror hurtigt, så næste sommer planlægger jeg at være langhåret igen.

Det kan lyde enormt usexet sådan at have ladet sig klippe af praktiske årsager, og det er det måske også. Men man gør jo det, man kan, for at have den hyggeligste hverdag hver dag, og selvom jeg elsker hårdulleri, er tiden bare ikke til det pt. Og med kortere manke er der mindre stress, og det kan jeg sgu godt sætte pris på!