Hvis jeg ikke havde Krapylerne, ville jeg ikke være i tvivl om, at jeg da selvfølgelig skal til London med min søster på torsdag. Men noget af det værste, jeg kan forestille mig, er at mine unger skal vokse op uden mor. Og jeg hader de mennesker, der er skyld i, at jeg skal bruge tid på at tænke sådan. 

Normalt er jeg mest bange for de farer, der lurer indeni. For sygdomme, man ikke kan se med det blotte øje, men som sniger sig ind på én og overtager magten. Og nu er jeg så bange for præcis det samme – bare ude på fortorve, på koncertsteder og i undergrundsbaner.

Men jeg har besluttet mig for at tage til London. Og det er ikke ud fra den betragtning, som jeg i øvrigt er helt enig i, at vi ikke må lade frygten vinde. Det er ud fra ganske almindelig sandsynlighedsberegning. Sandsynligheden for, at jeg er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvis jeg tager til London med Fie, er ret lille. Og alle alarmberedskaber er selvfølgelig styrket i disse dage – særligt i London. Og hvis vi skal tale om, hvor der er farligt at være, så bor jeg og min familie meget få meter fra Nørreport Station, og i år er det ti år siden, at Muhammed-tegningerne blev bragt første gang herhjemme, som en læser meget rigtigt pointerede her på bloggen i går.

Så jo, måske handler det også lidt om ikke at lade frygten vinde. For hvis jeg er bange for noget, der med så lille sandsynlighed kan ramme mig, så er der mange andre ting, jeg også skal frygte. Og hvis jeg lukker helt op for det sted indeni, så risikerer det at flyde over og tage magten fra mig, og så er vi jo lige vidt. Det handler måske i bund og grund om at ville bevare magten over sit eget liv.

Jeg tager til London, fordi jeg tror på, at jeg også kommer hjem igen. Og på en måde er jeg nok nødt til at opleve det at komme godt hjem igen for at blive bekræftet i netop det. 

Nikoline, en læser, delte i går et link til denne artikel fra Politiken her på bloggen, og den er en stor del af grunden til min beslutning, så tak for det! Og tak til alle jer, der har kommenteret, for jeres gode svar. Som jeg sagde til min søster i telefonen: “Folk har skrevet sådan nogle skidekloge og reflekterede ting, og når jeg nu ved, de læser med på MIN blog, får det mig til at føle, at jeg også må være skideklog og reflekteret!” 😉