12282958_10153665802041886_1236593715_n

Det er store-flyttedag i Townhouse! Damerne løber rundt omkring mig, kaster ting i kasser og IKEA-poser, venter på flyttemænd, som hedder Bent og Zaid og stresser over noget med en elektriker, der kommer kl. 14. Eller måske var det 14.30?

Midt i al rodet sidder jeg og skriver indlæg. Jeg har svært ved at lade mig ramme af stressen, selvom jeg nok burde. Jeg har ikke skaffet en eneste flyttekasse eller pakket så meget som en papirklips, og min geniale plan er sådan set blot at vente, til de har tømt deres kasser og poser og så luske over vejen og tiltuske mig deres efterladenskaber.

Vi flytter jo ikke så langt – faktisk skal vi ikke mere end 45 meter. Halvdelen af holdet her i Townhouse flytter op på 4. sal over den 7-Eleven, som ligger i Kronprinsensgade. Stedet kommer til at hedde ‘Hi House’! Det var noget, vi fandt på i en beskeden brandert, og navnet kommer sig af, at gaden i nogle folkemunde kaldes “Hej-Hej-gaden”, fordi alle de smarte går rundt og siger ‘hej’ til hinanden uafladeligt dernede. Desuden ligger der et designbureau i lokalerne under os, som hedder ‘Low’. Så ‘Hi House’ it is! 🙂 (Se lokalerne her).

Jeg får mit eget kontor, og her lejer jeg en plads ud til en anden blogger. Vi skal så lege kolleger, hjælpe hinanden, sparre og forhåbentlig hygge os helt åndssvagt meget!
D. 18. december holder Hi House julefrokost sammen med Townhouse, og der er lagt i kakkelovnen til kontor-crawl med shots i alle kontorene (der er altså fem hvert sted).
Godt, jeg er kommet ind i sådan et seriøst foretagende, så jeg rigtigt kan føle, at jeg bidrager til samfundet i mit virke som internet-entusiast. 😉