12367069_10153690605906886_71583076_n
Lad det være sagt med det samme: Intet ondt om silikone-babser!
Hver sin smag. Jeg farver håret og bruger makeup, andre gør andre ting – det er ikke fordi, jeg løber rundt og hylder min naturlighed konstant og hele tiden.

Men i går var der én, der spurgte til mine efter-amme-babser i et kommentarspor her på domænet. Jeg har aldrig været sen til i sarkastiske vendinger at hentyde til den guirlande-agtige julestemning, der hersker i min A-skål, efter at ungerne er kommet til verden, og jeg skal da også indrømme, at der var et low point på et tidspunkt, hvor jeg et kort øjeblik så mig i spejlet og overvejede, om jeg mon ér typen, der lader sig skære i for sjov. Bare sådan et lille boob-job … Ikke noget særligt, bare samme størrelse og fylde, som de havde, da jeg var barnløs.

Men det er jeg altså ikke.
Forleden morgen havde jeg netop været i bad, da Prop og Berta via babyalarmen lod mig vide, at de var klar til at lade sig afhente i deres respektive tremmesenge.
Ganske som Gud har skabt mig gik jeg derfor efter lyden, halede dem begge op på armene og bar dem ind i soveværelset, hvor jeg smed dem i sengen, så de kunne hoppe lidt, inden havregrøden skulle serveres. Hugo prikkede mig i navlen og hev derefter i min ene babs, hvorefter han grinede og så op på mig. Og selvfølgelig gjorde Berta det samme sekundet efter, for sådan fungerer de.

Og i det sekund slog det mig.
Der verserer i disse år en heftig debat omkring de sociale medier og i særdeleshed  Instagram, som får på puklen over at give særligt unge mennesker et forvrænget syn på virkeligheden. Instagram er skyld i, at folk tror, at andres liv er perfekte. Vi poserer kun med den rigtige side til, vi opdaterer kun fra tropiske destinationer og rengjorte stuer, og vi uploader intet uden først at give det et redigerende filter.

Og det er bare Internettet! Hvordan pokker ville jeg skulle forklare mine unger (og mig selv, i øvrigt), at vi alle sammen er forskellige, at alle har dårlige dage, og at intet altid er perfekt, hvis det første, de så om morgenen, var et par photoshop-agtige babser på deres egen mor? Og hvordan skal jeg forklare min datter, at det er helt okay at have små bryster, hvis hun en dag skulle vende hjem med den bekymring, hvis jeg ikke selv kunne trives med, at mine var slatne?

Jeg bruger makeup flere gange om ugen, fordi jeg godt kan lide at se lidt bedre ud, end jeg egentlig gør. Men jeg har også flere dage hver uge, hvor jeg lever i allerbedste velgående med fregner, pigmentpletter og rande under øjnene. Jeg vil nemlig ikke have det sådan, at jeg føler, jeg ser træt ud, bare fordi jeg ikke har mascara på, og derfor sørger jeg for altid at være vant til at se mig selv ganske fra naturens side – også på arbejdet, på café og i Magasin.

Og ja, jeg skal vænne mig til mine slatne post-baby-babser. Ligesom det tog mig den gode del af 30 år at vænne mig til, at jeg er kortbenet. Og det har jeg det helt fint med. Alt i livet er en process, og hvis vi altid vælger de nemme løsninger, sker der sgu da aldrig noget. 🙂