img_1909.jpgMin far har altid sagt, at noget af det bedste ved at rejse ud, er at komme hjem igen. Og han må vide det, for siden han gik på pension, er han og konen blevet et par veritable luksus-vagabonder! Efter at jeg har fået børn, er jeg blevet enig med ham. Både fordi, der bare er noget nice ved at komme hjem, hvor praktikken fungerer, når man har to på to, men også fordi jeg siden dengang har haft et “job”, jeg altid glæder mig til at vende tilbage til! Når min indre blogger har ligget i dvale i nogle uger, og jeg atter placerer min mås på stolen i Hi House, vælter det altid ud af mig med indlæg de første par uger, som har ligget latent i maven, mens jeg var væk. Kontoret må dog lige vente i denne omgang. Vi skal lige have ungerne helt på ret køl efter eventyrene i Sri Lanka.

Men jeg har aldrig-aldrig-ALDRIG været så glad for at sætte mine ben i Dannevang efter en udenlandsrejse, som jeg var denne gang! Vi landede i går aftes klokken 19, og turen hjemad var kold for mit vedkommende. Vi havde bestukket svigermor til at møde op i Kastrup med ungernes flyverdragter, hvorimod Jon og jeg tog turen til Nørregade i skjorteærmer. Den iskolde vind mod min hud føltes som fløjlsbløde kys, der tjente som forsikring for, at vi atter var i sikker havn. Siden indlæggelsens begyndelse glædede jeg mig til at komme hjem. Mest fordi, jeg vidste, at vi ikke ville kunne rejse, før Hugo var rask – så det, at vi nu er hjemme, betyder, at han er netop dét! HU-fucking-RRA, altså!!!

Lægerne blev ikke 100% sikre på, hvilken bakterie, det var, Hugo havde fået ned i maven, for de nåede ikke at tage en prøve på privathospitalet, før han havde fået sin første omgang antibiotika på det kommunale. Men børnelægen, som jeg synes ualmindeligt godt om, følte sig 70% sikker på, at det var Shigella Desentry og 30% på at det var Salmonella. Og princippet er i begge dele stort set det samme. Man får antibiotika og væske på drop. Noget af det, der er noget rigtigt lort ved den slags, er nemlig dehydreringen, og den kan være svær at holde for døren, når man som Hugo havde 41 i feber, ingen lyst til at drikke og en mave, der ikke kan holde på hverken vådt eller tørt.

Og længe leve antibiotika! SeriØST! Efter halvandet døgn begyndte Hugo at snakke om julemand og Youtube, hvilket vi naturligvis glædestrålende serverede på sølvfade, sammen med (ud)kogte grøntsager fra hospitalets køkken, som han efterspurgte.

Jeg kommer til at skrive et lidt længere og mere uddybende indlæg om vores oplevelser med at være syge på rejsen, når jeg får lidt mere tid til skærmen. Jeg tænker nemlig, at det sgu da trods alt er noget, der måske kan tjene som erfaring for andre, der rejser ud. Jeg har i hvert fald lært nogle lektier, jeg aldrig nogensinde glemmer igen.

Den vigtigste af alt er: HÅNDSPRIT, HÅNDSPRIT, HÅNDSPRIT!!!

Øverst i indlægget ses Hugo og en lykkelig (og noget uvasket) Langemor lige efter udskrivelsen sammen med den læge, som behandlede ham på privathospitalet Nawaloka i Colombo.