12910575_10153906232941886_1856079034_n
Jeg synes, det er dejligt, at vi alle sammen har forskellige meninger, og i den her verden, som den er for tiden, er det usandsynligt vigtigt, at der er plads til dem alle sammen. Også selvom det drejer sig om noget så relativt uvigtigt som filtre og fotoshop.
Og da dette her jo er min blog, vil jeg benytte lejligheden til at komme med min egen mening om netop det! Og I, der læser med, skal være helt vildt velkomne til at benytte kommentarfeltet til at komme med jeres. 🙂

Grunden til dette indlæg er, at jeg i weekenden delte et screendump af en reklame i mit Instagram-feed, som gjorde mig enormt irriteret. Reklamen forsøgte at få mig til at hente app’en FaceTune, som kan bruges til på ret professionel vis at redigere selfies, inden man poster dem på de sociale medier. Den måde, de prøver at lokke på, er ved at skrive “Ever wonder why your friends’ selfies look so good?”. De hopper altså lige op på ryggen af de kvindelige Instagram-brugere og rykker hårdt i det dårlige selvværd, som vi nok alle har oplevet nu og da, når vi ligger i sofaen med dobbelthagerne hængende ned ad skjorten og chokolademousse på overlæben, mens vi scroller os igennem vores perfekte bekendtes super-sol/strand-selfies med lange ben, lige næser, lydefri hud og en muffintop, der glimrer i sit fravær.

På den ene side, som en pige skrev til mit billede på Instagram, kan det være, at opdagelsen af FaceTune-app’en kan restaurere noget selvtillid, da vi får øjnene op for, at andre måske også ligner lort, men bare har maskeret det faktum ved at gøre ansigtet slankere, næsen mindre, øjne og tænder hvidere og håret blankere. Og så videre.
Men på den anden side synes jeg simpelthen, det er topmålet af snyd, hvis vi begynder at redigere vores SELFIES! Jeg troede, et selfie var et øjebliksbillede, hvor vi viser “Se mig, som jeg ser ud lige nu!” – ikke noget, der først skal spartles, klippes og farves, før det kan vises frem.

Tillad mig at sammenligne ovenstående problematik med Markedsføringslovens §4 stk. 2. Jeg ved, det kan virke lidt søgt, men følg med lidt endnu.
Jævnfør Markedsføringsloven er det ulovligt at benytte sig af skjult reklame. Men begrebet “skjult reklame” kan gradbøjes. For når et trykt magasin forhandler reklamer, er det helt almindeligt, at magasinet så vil være mere tilbøjelig til at vise varer fra annoncørens hylder på andre sider i magasinet også. Altså på de redaktionelle sider, som ikke er sponsorerede. Og man skal ikke andet end bladre igennem et hvilket som helst magasin for at gendrive den påstand.
Egentlig betaler annoncøren kun for at have sin reklame for eksempelvis træningstøj på side 18 i bladet, men reelt set bliver der også vises et par træningsbukser på side 27, hvor træningsredaktøren viser denne måneds favorit-gear samt et par sko i en artikel om behageligt fodtøj, som en journalist har forfattet til bladet. Det eneste sted, der står “reklame” er på side 18, men de to andre produktvisninger var ikke forekommet, hvis ikke annoncøren havde købt en annonce. Altså er det reklame.

Det må man ikke som blogger.
Hvis jeg skriver et sponsoreret indlæg (som jeg markerer som “sponsoreret” på min blog) om eksempelvis en æske farveblyanter, som jeg bliver glad for og derfor viser i brug på Instagram, skal jeg ifølge Ombudsmanden markere billedet som “sponsoreret” også. Og det til trods for, at billedet på Instagram ikke indgik i aftalen. På samme måde er jeg som blogger forpligtet til at skrive “sponsoreret”, hvis jeg modtager en gave eller en vareprøve fra et firma. Får jeg tilsendt Elizabeth Ardens nyeste duft og bringer et billede af den på nettet, skal jeg skrive, at det er sponsoreret. Det skal magasinerne ikke – så ville der nok stå “sponsoreret” en del flere steder på eksempelvis skønhedssiderne i modeblade.

Og hvorfor denne forskel?
Det spurgte jeg en advokat fra KromannReumert om, da jeg var med hende ude for at holde foredrag om netop lovgivningen indenfor reklame på blogs. Og forskellen skyldes, siges det fra Ombudsmandens bord, at man som forbruger er vant til, at man ser reklamer overalt i modemagasiner. Man er vant til at blive bombarderet med ting, man forventes at ville købe, og man køber magasinet fordi, man gerne vil inspireres til køb. Sådan er det ikke med blogs. Når man læser en blog, mener Ombudsmanden, så gør man det, fordi man hygger sig. (Min formulering – ikke hendes), og derfor har man paraderne nede. Og dérfor er man mere modtagelig for skjult reklame. Og altså netop derfor skal bloggere gøre opmærksom på enhver tænkelig form for markedsføring. Også selvom den er indirekte eller uopfordret.

Fordi jeg befinder mig på bloggernes side af hegnet, om man vil, synes jeg selvfølgelig, at det er lidt træls, at reglerne ikke er ens. Reklame er da reklame, og lovgivningen burde læses på samme måde uanset hvem, der læser den.
Men hvis vi kan holde fast i den anskuelse, som Ombudsmanden har på forskellen i, om man har paraderne oppe eller nede, så synes jeg, at det samme gør sig gældende i sociale fora på internettet. Det billede, jeg bragte i mit Max Factor-indlæg tidligere i dag, er manipuleret af både lys, makeup, et godt kamera, en frisør og sikkert også noget retouchering. Og det kommer nok ikke bag på særligt mange, der ser billedet. Sådan er det tit med professionelle fotoshoots, og det er ret tydeligt, når man kigger på billedet.
Men her er det jo så, at jeg synes, det er anderledes med selfies. Når jeg ser en selfie på Instagram, er mine parader nede. Nuvel, jeg er godt klar over, at man ser bedst ud i naturligt modlys med let løftet hage, og det er sådan, de fleste selfies bliver fotograferet, men jeg forventer altså ikke retouchering. Og når man først begynder at ændre ansigtets form, udglatte huden og rette på håret, synes jeg, det begynder at blive komplet åndssvagt. Så kan vi jo lige så godt nøjes med at læse modemagasiner, og så ender vi jo med ikke at kunne kende hinanden på gaden.

Derfor vil man altid fremover kunne læse under mine portrætter, hvordan de er behandlet. Om der er brugt filter (og i så fald hvilket), og om det er redigeret (det er det ikke). Jeg synes, det er helt okay, at man kun fremstiller huset, haven og håret fra sin bedste side på nettet, og sådan er jeg jo også selv noget af tiden, men der må altså være en grænse. Og min går så her.
Jeg er godt klar over, at min pointe ville have været mere tydelig, hvis jeg så perfekt ud på det redigerede billede til venstre øverst i indlægget, men så dygtig er jeg desværre ikke med FaceTune, og så kunne jeg på ingen måde stå for muligheden for at se mig selv med Kelly Taylor-bryn. 😉