image

Christ, hvor er det dog umanerligt meget nemmere at tage sig af et sygt barn, når man ikke selv er det. Syg, altså.

Dagen i går var lidt noget rod herhjemme. Jon og jeg var begge to godt baldrede, og timerne synes at snegle sig afsted. Jeg var alene med vores kuld det meste af dagen, da han var ude og lægge stemme til tegnefilm, og både min og Hugos tålmodighed og overskud var nærmest ikke-eksisterende. Vi endte med at lægge ungerne i seng en halv time før tid, hvilket de heldigvis var med på.

I morges stod Jon, der atter var på toppen, op med begge unger, og da tiden var moden til, at han skulle cykle Berta i vugger og sig selv på job, kom han ind og lagde Hugo ved siden af mig, og så sov vi et par timer til. Da vi vågnede, havde jeg det 100 gange bedre, så vi delte en avokado og en portion havregrød og spankulerede en tur i nabolaget. Og nu har jeg omsider overskud til at være en lidt federe mor, end jeg var det i går. Damn, jeg er ikke meget værd, når sådan en portion vuggestuepest sætter tænderne i mig. Jeg får selv den mest influenza-inficerede mand til at ligne en superhelt!

Hvorom alting er har jeg jo nævnt en serie, Jon og jeg er begyndt at udfylde vore aftner med. Den ligger på Netflix og hedder ‘The Team’. Man har valgt at oversætte den til dansk med følgende, noget uoriginale påfund: ‘Mord Uden Grænser’. Dobbelttydigningen ligger i, at serien udspiller sig i flere europæiske lande samtidig, hvor nogenlunde ens mord er begået, så de forskellige politifolk må så arbejde sammen på tværs af landegrænser.

Serien er OK spændende, men det er altså ikke noget af det bedste, jeg har set. Ikke alt skuespil er fantastisk, og nogle af pointerne bliver tydeliggjort lidt for meget, så man som seer føler sig lidt set ned på – ligesom i ‘How to get away with murder’. Bare ikke helt så grelt, bevares. Men nogle gange er der nu noget afslappende i at se noget, der ikke alt sammen er på niveau med ‘Homeland’, så hvis man kan klare sig med mindre, kan jeg godt anbefale serien. Især hvis man skyller den ned med McFlurry med Daim og karamel, som vi gjorde det i går aftes. Det kom vi på, fordi vi så en reklame for Kinder Pingui, hvor en far har været alene hjemme med sine børn og har haft en lortedag, for det er han åbenbart ikke vant til, men så bliver han glad igen, fordi konen kommer hjem og giver ham en Kinder Pingui. Så vi blev enige om, at vores medicin måtte være sukker. 😉