I går var jeg relativt offline af en blogger at være. Det skyldes, at min opturs-mand vendte hjem efter en uge i vildmarken (nærmere bestemt Møn) med druk og hasard (mere præcist dåseøl, golf og BesserWisser). Aldrig så snart han var trådt ind ad døren, gik han ud ad den igen med Krapylerne og mig i hælene. Solen skinnede, og vi skulle til Nivå Havn, hvor min kusines smukke datter skulle fejres for sin konfirmation. Vi var inviteret kl. 12, hvilket er præcis det tidspunkt, ungerne sover lur på. Jeg var noget spændt på udfaldet af det sammentræf, da de ikke har sovet udendørslur siden sidste sommer. Men det gik ganske prima! De visselullede i deres køreposer, mens vi gav hånd og indtog forretten.

Ungerne er nu blevet så store, at de er markant sjovere at have med til den slags. Vi havde en pedalløs cykel, jeg netop havde købt på Reshopper, med til Hugo og en dukkevogn med ‘Bebe’ med til Berta, og således var de optagede det meste af eftermiddagen. Desuden ser de sådan op til min fætters datter, som er cirka fire gange så gammel som dem, så når hun vil lege, er vi særdeles overflødige.

I morges sov de for første gang i en uge længere end til kl. 5.15, og da mit vækkeur kimede kl. 6, var jeg den eneste, der stod op. Jeg skal nemlig til Helsinki i dag sammen med 300 bloggere fra hele verden, i anledning af Inspiration Blog Awards. Jeg er jo nomineret som ‘Nordic Blogger Of The Year’, hvilket jeg er sindssvag stolt af. Jeg er ret sikker på, at jeg i skyndingen har glemt en masse derhjemme, men jeg har pas, dankort samt kjole og stiletter til i aften, og det er vel egentlig det vigtigste!

Jeg glæder mig sådan til fest og ballade, selvom jeg ikke sådan rigtigt kender de andre danske bloggere. Jeg følger lidt med hos Mascha og Irina, og det er vel nok til at kunne drikke sig fulde sammen udenlands, tænker jeg.

Solen skinner, Jon er hjemme, ungerne har det godt, og i går flæbede jeg ned i min fiskeanretning, da Jon et øjeblik kiggede henført på mig, mens vi fællessang ‘Du kom med alt det, der var dig’. Ja, undskyld, men fuck, jeg er så latterligt godt tilfreds med mit liv! <3