img_3946.jpg

Jeg befinder mig i vandkants-Danmark et sted på Sjælland, hvor jeg i selskab med Nina, Kopierne og sidstnævntes far samt min egen familie leger en form for tvillinge-mini-festival, mens vi griller pølser og burgere. Mens vi spiste aftensmad i den lune aftensol indførte vi, at vi skulle skåle hver gang, der ikke huserede kaos ved bordet. Der blev væltet mælk, revet i hår, nevet lidt og tudet over en tabt agurk, men vi fik satme også skålet mange gange, så allerede nu er arrangementet en kæmpe-succes.

Mens mændene spulede ketchup af børnene, kørte Nina og jeg ind til byen og købte is, og nu, hvor ungerne sover, skal vi drikke gin/tonic og spise Marabou, mens vi glor på, at solen går ned over Kattegat. Jeg elsker, hvordan vi som nation kan gå fra at hive os kollektivt og arrigt i håret over at, “Det fucking sner i april?!” til ligeså kollektivt med saligt sammenknebne øjne og et post-coital semi-smil udånder et “Det er sommer i maj!!” lige bagefter. Absolut ingen brok herfra! Alt er godt. Helt fantastisk godt! 🙂