Tanker om børn, sociale medier og en pending Krapyl-pension …
Jeg har altid været lidt af en internet-nørd. Længe før Tinder, Happn og alle andre af disse nymodens score-apps blev moderne, havde jeg en profil på Dating.dk, hvor jeg ivrigt høstede unge mænd, med hvem jeg gik ture om søerne. Faktisk blev jeg kæreste med en enkelt, men det holdt kun i et par måneder.
Jeg havde også en MySpace-profil, som jeg pimpede med forskellig musik alt efter, hvilket humør, jeg var i, og her delte jeg også billeder, som jeg synes reflekterede, hvem jeg var. Efter MySpace kom Facebook, og min TimeHop-app har nogle gange næsten LIDT for travlt med at dele alle de tåkrummende statusopdateringer, jeg havde travlt med at skrive allerede i 2007, hvor man hverken kunne ‘like’ eller kommentere på hinandens update. Faktisk var det først året efter, at man overhovedet kunne skrive på hinandens wall!
Jeg var ikke super-hurtig til at komme på Instagram, for det med at tage billeder sagde mig ikke det helt store. Jeg har altid synes, at ord var sjovere. Men jeg hoppede selvfølgelig med på toget, og siden dengang i 2010 er det blevet til næsten 4.000 billeder på @mmleilange (i starten hed jeg dog @frk.lei). 🙂
Jeg ELSKER de sociale medier, og jeg elsker at kommunikere med folk på nettet. Det har jeg altid gjort, og det var også grunden til, at jeg blev digitalredaktør på ELLE, og det er HELE grunden til, at jeg har min blog. Jeg synes, at internettets hurtighed er sjask-charmerende, for den betyder, at jeg på et øjeblik efter at have postet et billede, en artikel eller et blogindlæg kan se, om og hvordan der bliver reageret. Samtidig gør de sociale medier og min blog det muligt for mig at skrive, sladre og hygge mig med en masse mennesker, som jeg føler, at jeg semi-kender, fordi jeg har bloggen her. I love it!
Og nu har jeg jo så fået børn. To styks, endda.
Pludselig er det ikke længere kun mig selv, jeg skal kunne se i øjnene i mine selfies på nettet, men også dem. Jeg har det ret afslappet med, at de kommer til at vokse op med en mor, der gør sig selv til grin med jævne mellemrum på internettet, men det faktum, at jeg eksponerer dem også, er noget, der fylder mere og mere hos mig. Jeg synes, det er komplet weird, at folk, jeg aldrig har mødt, “kender” mine børn. Og jeg aner ikke, om de kommer til at vokse op og få nedtur på over, at jeg sådan går og deler ud af det, der jo også er deres liv.
Jeg har i al min tid som mor og blogger haft nogle ret klare retningslinjer for, hvad jeg ikke vil dele, når det kommer til Krapylerne, men i løbet af de seneste måneder er jeg blevet mere og mere i tvivl om, om jeg bør dele noget overhovedet. Billedmæssigt, tænker jeg på. Det er jo umuligt for mig at styre, hvor billederne ender henne, når de først er røget online, og jeg kan ikke beskytte mine unger imod at blive om ikke kendte, så i hvert fald genkendte.
Derfor har jeg den seneste måned faktisk ikke vist ungernes ansigter på bloggen og Instagram. Og faktisk havde jeg besluttet, at de skulle på pension. Men det føles mærkeligt … Jeg har den seneste uge haft en følelse af, at jeg holder bloggen ud i strakt arm, og det er en prikær følelse, når jeg nu driver en blog, som er ret personlig. Jeg har en klar linje imellem mit blogliv og mit privatliv, men når jeg på den måde slår en tydelig streg ned midt i det hele, og fortsat fortæller om mit liv med Krapylerne, men ikke viser deres ansigter, føler jeg, at jeg har givet mig selv håndjern på. Eller har malet mig op i et hjørne.
På den ene side kunne jeg godt tænke mig, at mine unger aldrig nogensinde mere skulle vises nogen steder, for på den måde kan de, når de bliver gamle nok, helt selv træffe valget, om de ønsker at være en del af cyberspace. Men på den anden side har jeg sgu svært ved at være den blogger, jeg nu engang er, hvis jeg ikke viser billeder af de mennesker, jeg elsker højst. Dilemma! 🙂
Jeg har naturligvis diskuteret dette med folk, jeg kender, og vigtigst af alt med den kloge mand, der har giftet sig med mig. Vi har talt for og imod, og vi har diskuteret, hvad det egentlig er, vi gerne vil opnå. Eller undgå. Det er jo ikke sådan, at mine unger vil blive genkendt i skolegården som var de Prins Christian og Prinsesse Isabella. Til det er jeg alt for ukendt, og der er alt for mange andre bloggere og mennesker i det hele taget, der sludrer om deres unger online. Det er jo heller ikke sådan, at bloggens primære fokus er ungerne – det har det sådan set aldrig været. Det er jo mig, der er den selvfede, der tager udgangspunkt i mig selv i alt, jeg skriver. Og hvis jeg nu lukker mine blog om nogle år (jeg har ingenplaner herom, men hvem ved), så er de og jeg nok glemt igen relativt hurtigt, da mediestrømmen er så massiv, og der konstant kommer nye ting, mennesker, apps, reality-TV-programmer og bloggere til.
Og samtidig – hvis jeg IKKE havde haft bloggen, ville jeg jo have delt masser af billeder af mine børn på de sociale medier ligesom alle mulige andre gør det. Og skylder jeg dem så mere at lade være med det, fordi der er flere, der læser med?
I syvende og sidst gør mit “job” som blogger det muligt for mig at være meget mere sammen med mine unger, end jeg ville kunne, hvis jeg havde et mere almindeligt arbejde. Og hvis prisen så er, at de bliver vist på selvsamme blog, er det så måske et offer, der er værd at bringe?
Jep, det er altså de tanker, jeg går og gør mig for tiden. Og det synes jeg egentlig, alle vi, der har både børn og internet-adgang bør gøre os nu og da.
Og jeg vil meget gerne høre det, hvis I, der læser med, har nogle tanker om alt det her. Og ja, ungernes pensionsplaner er stadig pending, kan man sige. 🙂
54 kommentarer
Hvis det var mig ville jeg ikke vise dem. Jeg kan godt se din stemning eller følge din blog uden deres hoveder. Jeg er ikke kendt og gør selv det. Ligesom der i vennekredsen er en aftale om ikke at ligge billeder op af hinanden og børn uden foregående aftale.
Jeg vil stadig læse din blog uden deres ansigt, når det først er online ejer Facebook billedet, og alle kan downloade det.
Jeg synes det er en fin idé at lade dem trække dig. Jeg forstår godt dine refleksioner, og tænker at de forældre som har Instagram-profiler til deres småbørn, som poserer og udstilles, ikke er bevidst om at de ikke giver deres børn et valg – det er en smuk verden, virkeligt og online, men den har sine skyggesider og dem skal man selv havde lov til at finde sig tilpas i.
*trække SIG
Kære MM
Du har jo nogle helt usandsynligt smukke og charmerende børn – og de er virkelig heldige at have en mor, som gør sig tanker om deres liv. Jeg forstår til fulde dit dilemma – og jeg tror, du vil være glad for beslutningen om at holde dem for dig selv og deres øvrige nærmeste, selv om de unger jo virkelig er værd at dele. Jeg synes samtidig, at du har været god til ikke at udstille dem (nøgne, grædende, sovende), men give et glimt af dem ind imellem. Held og lykke med din beslutning – og tak fordi du deler.
kh
Trine
Jeg har ikke tænkt over at du ikke har vist os deres ansigter! Dette skyldes nok at du jo stadig skriver om dem som du plejer. Så de må gerne gå på billede pension, også kan de jo komme tilbage den dag de vil, hvis bloggen stadig findes til den tid?
Jeg har tænkt meget over det, og lagt mærke til at de var “væk”. Jeg har helt ærligt syntes det var og er ret ærgerligt.. De mangler ligesom!
Det er nogen super fine tanker, og jeg forstår dig fuldt ud. Jeg har altid synes, at de billeder du har lagt op af jeres fine børn har været velovervejede og ikke udstillende. Fx. når du har skrevet om jeres ture til kolonihaven, hvor børnene også er med, og hvor man via billeder får en fornemmelse af, hvad du mener, når de fx sover i to tremmesenge eller går på opdagelse. Det er hyggeligt – og jeg forbinder meget din blog med hygge. Derfor synes jeg det lidt er en del af din blog DNA, at børnene er med. Måske man kunne ændre lidt på hyppigheden i stedet – så de ikke skal på pension, men i stedet på “orlov” eller “ferie” i perioder? 🙂
Kloge og relevante tanker, du gør dig.
Jeg har intet imod, at folk deler billeder af deres skønne børn på nettet, og følger nysgerrigt og interesseret med på enkelte blogs og de sociale medier. Men personligt har jeg (og min mand) valgt ikke at dele billeder af vores børn på nettet – en principbeslutning, som vi ikke har haft anledning til at ændre endnu.
Helt forståeligt. Jeg ville have det mærkeligt med netop det, at folk føler, at de kender børnene. Om lidt forstår de meget mere – måske det hele – af, hvad der bliver snakket om, hvis du og dine børn møder en læser på gaden. Det kan være, at dine børn vil opleve det som grænseoverskridende ofte at skulle forholde sig til fremmede.
Ps. Det hedder ‘prekært’. Synes, at du er faldet noget af på den som ‘jeg elsker ord og er korrekt omkring det’ 😉
Kære MM
Som singlepige og uden børn, men med et kraftigt ønske om at få både mand og børn, synes jeg at det er fantastisk at følge med i dit familieliv og dine børns opvækst. Jeg nyder at læse om Hugo og Berta og de sjove situationer du fortæller om. Jeg synes, at de er en del af dig, og din blog – såvel som dit kontor, pandekager og kolonihaven. Men jeg synes også, at dine tanker illustrerer hvor omsorgsfuld og eftertænksom du er (Nuvel, jeg kender dig ikke, men det forestiller jeg mig :-). Jeg vil savne billeder af børnene, men håber at du stadig vil dele små hverdags-børne-klip i skriftlig eller visuel forstand. Du inspirerer mig, og jeg læser din blog flere gange om dagen – og det bliver jeg ved med. Hilsner fra Aarhus
Jeg vil, personligt, synes det er ærgerligt hvis de ikke er med mere. De er blandt andet en af grundene til at jeg læser med.
Det skal i al fald være 100% op til dig! Jeg bliver lidt træt af den tone der bliver brugt af dem der ikke synes om, hvis dine børn ikke er en del af din blog i visuel forstand. Jeg synes det er decideret uhøfligt og respektløst. Hvis man kun følger din blog for det, så tror jeg hellere jeg ville leve uden de læsere. Jeg følger din blog af mange årsager, ja jeg synes Hugo og Berta er fuldstændig bedårende men jeg følger din blog af så mange andre grunde også; din humor, dit sprog, emnerne appellerer til mig og mit liv (minus børn – de er bare cute! Jeres altså..) og så mange andre ting. Følg dit hjerte og vær fuldstændig ligeglad med om nogle vil synes det er ærgerligt der ikke er billeder af dem herinde. det er egoistisk. De børn vokser også op en dag og jeg kan da godt forstå hvis du eller de ikke ønsker de billeder kan ligge overalt i cyberspace.
Knus herfra!
Det kan vel aldrig være egoistisk, ikke at ville følge med, på grund af ændringer på en blog? Det er jo en smagssag, om at finder en blog underholdende og dermed har lyst til at følge med. Hvis ikke man har, er man skisme i sin gode ret til ikke at gøre det, og ingen læser jo med for MMs skyld.. Hilsen fra en trofast læser
* det er egoistisk at ha det på den måde (ikke ville følge bloggen hvis ikke børnene er visuelt med længere) og mht dit valg så mener jeg hverken for eller imod. Det synes jeg du skal mærke efter. Der er jo ikke noget rigtigt svar
<3
Fornuftige overvejelser. Overvejelser jeg også selv gør mig, når jeg poster billeder af mit barn på de sociale medier. Selv er jeg kommet frem til, at det for mig er okay at lægge billeder ud af mit barn, da det at have et barn jo fylder så uendeligt meget af ens liv, at det er svært at udelukke fra posts. Så så længe jeg kun lægger ting ud jeg selv kan stå inde for, og som ikke virker udstillende, kan jeg ikke se noget galt i det. Jeg forstår dog godt, at det er større overvejelser du må gøre dig, da dine indlæg når ud til så mange mennesker som de gør. Når det er sagt, så sluger jeg dine tvillinge-indlæg råt og ville savne dem, hvis de helt skulle udelukkes fra bloggen.
Jeg synes det er fint either way. Personligt går jeg ikke så meget op i hvordan andre folks børn ser ud – jeg synes jo under alle omstændigheder at mine (og mine nærmestes børn) bare er de sødeste – men synes til gengæld det er sjovt at læse om genkendelige situationer omkring børn, om når de gør nogle sjove ting, er kropumulige eller i bestemte faser. Jeg kan sagtens forstå dine overvejelser og tænker også meget over hvad og hvor meget jeg deler.
Jeg forstår dit dilemma, og jeg tror, at en del af det består i, at vi i vores generation (vi to er lige gamle) stadig er lidt fremmede for det der internet, selvom vi gør alt, hvad vi kan for at afkræfte dén tese. Spørg en 18årig! Jeg har gjort det. De synes, vi er pinlige. Hugo og Bertas generation er derimod født på internettet – der ligger billeder af de fleste af dem på Facebook fra den dag, de kom til verden. Jeg, derimod, kan huske, at det i år 2000 var pinligt, når ens mobiltelefon ringede!
Jeg selv synes det er grænseoverskridende at dele privat indhold på de sociale medier, og jeg tænker meget over hvorfor, da det jo virkelig er noget, som er totalt almindeligt nu om dage. Jeg føler mig bare så… fjollet, når jeg gør det. Skal andre nu synes, dét er spændende? Men jeg tænker også meget over, om det er min alder, der er skyld i det – og det er det da. Jeg har også (bl.a.) læst et kommunikationsfag. Jeg ved godt, hvad man siger om web 2.0. og identitetsdannelse – den er skyld i meget!
Men til dine børn. For et par år siden var flere bloggere nervøse for, hvad det betød, hvis deres børns navne kom på bloggen. Det ser man ikke så meget af mere. Og dybest set, så tror jeg altså, at det at blive set på internettet for de her børn vil være det samme som at blive set i Netto… Jeg er overbevist om, at vores bekymringer hører en anden tid til. Du er uden tvivl en hammer god mor, og så længe du bruger din sunde fornuft, så tror jeg ikke, der er nogen som helst ko på den is!
Jeg synes det er helt utroligt sympatisk, at du gør dig de her overvejelser, og der får mig til at kunne lide dig endnu mere, at du udviser stor respekt overfor dine børn. For mig er Hugo og Berta en stor del af din blog, og indlæggene om den og jeres familie er fortsat mine absolut yndlings. De billeder du uploadet af de to er altid med respekt for dem, og derfor tror jeg ikke problemet er eller bliver stort for dem – heller ikke i fremtiden. Jeg kan sagtens forstå, at du eksponerer dem i mindre grad end tidligere, men må også indrømme, at det min interesse for bloggen her ville dale uden dem. Jeg synes du er aller, aller bedst, når du skriver om mennesker, og der er de to bare meget oplagte 😉 Jeg håber de får lov fortsat at være en del af universet her.
Beklager for autocorrects uduelighed ?
Kære MM
Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvilke beslutninger du tager med dine børn (især fordi jeg er 22 og ikke har nogen selv), men jeg vil alligevel birage med at sige at jeg forelskede mig i din blog i sin tid af flere årsager, dog primært fordi du har de mest nuttede unger og jeg synes det er skønt at følge med i jeres familieliv i storbyen.
Mit forhold til denne debat som man ser flere steder (igen, uden selv at have børn) er, at jeg tror man ligeså godt kan vænne sig til, at det med at dele (næsten) alle aspekter af sit liv er “The new normal”. Hvis man tænker på hvor langt vi har flyttet os i forhold til internet/Instagram m.m bare de sidste 5 år, så kan man jo se at vores grænser har rykket sig heeeelt vildt og vi blotter os i meget højere grad på internettet end set før. Jeg tror at når det bliver min tid til at få børn, eller måske næste generation igen, så er det det mest naturlige i verden at dele billeder af vores børn. Jeg forstår selvfølgelig godt, at jeres generation med små børn, sidder lidt i spænd, da i har været vant til at være langt mere private, end jeg selv, men også den yngre generation er vokset op med at være – Og derfor følger der store beslutninger med. Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke er sikker på man skal være så bange for det, jeg tror bare det er den udvikling verden tager. For mindre end ti år tilbage ville man blive forarget over reklamer med let påklædte piger, i dag ser vi dem hver eneste dag på det sociale medier. Det lyder sig sådan, at man mener at computerne vil være lige så kloge som os indenfor de næste 20 år(eller noget i den dur), så om man vil det eller ej, så tror JEG ikke vi på nogen måde kan undgå at vi kommer til at dele mere og mere.
Jeg håber du finder ud af, hvad der er bedst for din familie, MEN jeg håber også stadig at se dine børn i ny og næ, da jeg, efter at have fulgt med i et par år, synes det er rigtig hyggeligt at se dem vokse op på sidelinjen – vi (alle os der læser din blog) er jo også vokset med holde en lille smule af dem 🙂
Jeg har ikke noget klogt at sige, men jeg vil gerne give udtryk for, at jeg synes, Pernille siger noget edderklogt her.
Jeg vil ligesom Miriam, gerne give udtryk for, at det Pernille siger er klogt og passer perfekt på mine tanker om dette indlæg 🙂
Du skal i den grad følge din mavefornemmelse. Jeg ville ikke selv lægge billeder ud af mine børn (det ville jeg heller aldrig få lov til ?), men de er også ældre og kan jo selv bestemme (11 og 14 år). Jeg er dog ikke enig i, at det bare er vores generation, som er nervøse/tænker over, om det er problematisk, mens de “unge” finder det helt naturligt at lægge billeder ud, som offentligheden kan se. Jeg oplever, at de unge er meget bevidste om, hvad de evt. deler, og de klart helst bevæger sig i fora, hvor det kun er deres venner, der følger med. Og jeg vil læse din blog, uanset om der er billeder af dine søde og sjove børn.
Jeg tænker at vi lidt befinder os i en overgangsfase. Vi kan stadig huske tiden fra før de sociale medier. Der er ikke rigtigt andre der har lagt noget op af os selv, fra da vi var små. Jeg tror det er derfor det er så stort et dillema for mange, for de fleste har nok lyst til at dele billeder, men er bange for hvad de bliver brugt til. Selv prøver jeg at undgå billeder der misforstås, billeder uden tøj på og så ingen informationer om hvilken institution barnet går i. Men vores børn vil nok synes vi er håbløse når de selv kommer i den alder. Der ligger man sikkert alt på nettet.
Det handler, i hvert fald for mig, om også om hvilke typer af billeder, man lægger op. Er det billeder som respektere ens børns væsen og integritet, fx. ville jeg ikke lægge billeder op af min unger, som er vrede eller kede af det. Den slags billeder ville jeg nemlig ikke selv bryde mig om, at nogen viste mig. Derudover så vil jeg heller ikke viser nøgenbilleder af flere årsager, men jeg hadede det selv som barn, at mine forældre havde adskillige nøgen-badebilleder af mig fremme.
Jeg begyndte oprindeligt at følge med i din blog (første blog i mit liv) netop pga krapylerne. Jeg var gravid for første gang og det var du også og det var dejligt at følge med på siden hos en der var 5-6 måneder foran. Det er stadig helt klart de indlæg der handler om dem, som jeg bliver mest fanget af. Men altså, det er jo ikke DEM, men dig og dine overvejelser om forældreskabet, som jeg er vild med. Jeg elsker at læse om morkrop, teposebryster, opdragelse, forældreparforhold mm. Fordi det alt sammen er noget jeg kan spejle mig i og inspireres af. Jeg elsker billeder af dine børn. Føler dog på ingen måde at jeg kender dem, og jeg ville aldrig miste interessen fordi billederne ikke var med. Jeg lægger aldrig billeder af min datter ud og tillader kun andre at gøre det, hvis hun har ryggen til eller er langt fra kameraet. Jeg ville dog synes at det var synd, hvis de ikke var med i teksterne. Håber I lander det et sted der er godt og rigtigt for jer!
Jeg er ikke i nærheden af at have børn, så jeg vil ikke tillade mig at rådgive dig, men jeg har selv tænkt over det samme – med min blog og mine hypotetiske børn.
Og så tænker jeg altid på dem, der sætter det hele på spidsen. De youtubere, der lever af at lave daglige vlogs fra deres familieliv – fx. Thesacconejolys.
På minus-siden kommer hele børnenes barndom på internettet (selvfølgelig stadig i udvalgte klip), og det er en beslutning, de måske ikke selv ville have truffet, hvis det stod til dem.
På plussiden har de den mest fantastiske film- og billedbank at se tilbage i (i dit tilfælde måske snarere en historiebank), og forældrene har mulighed for at bruge næsten al deres tid sammen med deres børn, fordi familien er levevejen.
Så hvad er bedst? Jeg ved det ikke, men jeg kan godt forstå dit dilemma 🙂
Søde MM, dette er ikke ment som mavesur kritik, men måske lidt ærgelse, ja.
Jeg synes faktisk godt, at man kan mærke at du har lagt lidt armslængde til bloggen på det seneste. Om det skyldes manglende krapyler, sygdom, travlhed eller måske bare din underbevidsthed om at skærme dine nærmeste, det ved jeg ikke. Jeg synes du har virket fraværende. Jeg er fuldt ud klar over at der altid vil være et filter, og vi ikke får dit liv helt ucensureret, men jeg savner simpelthen sjove, ærlige og finurlige MM med lidt mindre filter.
Jeg knuselsker (stadig) din blog, og håber du vil læse dette som konstruktiv og kærlig kritik ?
Okay, jeg starter lige med at sige at jeg ikke har børn. Men jeg har stadig gjort mig lidt tanker omkring emnet med billeder af børn på de sociale medier, da mange har en holdning til det. Og jeg har altid haft lidt svært ved at forstå problematikken i det. I dag benytter de fleste sig af internettet og de sociale medier, og det er de færreste som ikke deler billeder fra deres liv. Jeg synes det handler om, at man tager sine forholdsregler og deler de ting, man selv har det godt med og som man kan stå inde for. Derfor synes jeg det er helt fint, at I har nogle regler for i hvilke situationer, i deler billeder af ungerne. Jeg synes altid kun du har delt anstændige og søde billeder af Hugo og Berta, du har aldrig udstillet dem. Jeg kan derfor kun se to problemer: 1) de kan blive genkendt fordi du driver en blog som mange læser – men alle “kendte” personligheder har jo nærmest flashet deres børn på den røde løber eller til events og arrangementer og de er jo en del af jeres liv, så hvorfor må de ikke blive set/genkendt? 2) man tager et valg på børnenes vegne – og ja det gør I, men det gør man jo med alt, så længe de er små og ikke kan tale og tage beslutninger selv. Derfor er det jo godt, at de har nogle omsorgs- og ansvarsfulde forældre, som kan tage nogle gode beslutninger for dem. Jeg kan ikke se, at den mængde billeder du deler af dem, kan skade dem. De bliver set i offentligheden alligevel – det “værste” der kunne ske, ville være at de blev sat i forbindelse med deres dejlige, kloge og seje mor, fordi hun driver en succesfuld blog, og det er da kun ganske fantastisk og jeg er da sikker på, at de vil være stolte til den tid 🙂 som et barn af den elektroniske tidsalder (1989) vil jeg sige, at jeg synes det er ganske naturligt. Med det sagt, så skal du jo gøre nøjagtig som du har det godt med. Og din blog er OGSÅ værd at læse, uden prop og Berta. Selvom de nu forsøder bloggen og instagram en hel del 🙂 ha en dejlig aften!
Jeg ville savne krapylerne!
Dermed kun en mening tilkendegivet, intet pres. Det er din beslutning, og uagtet at dine børn er skønne at følge, er du det også.
En sidebemærkning er, at jeg egentlig synes der er en grænse i skærmen. Det er selvfølgelig udelukkende min oplevelse, det fortæller noget om. Du har helt ret i at det kan føles som om jeg kender dem gennem historier og billeder på bloggen og instagram – omvendt ville jeg ikke have samme indstilling til Hugo og Berta som til nogen jeg kendte hvis jeg mødte dem. Da jeg mødte dig i Magasin i Århus var det sådan – så det føltes som at møde en “veninde”, der dog ikke rigtigt kender en selv, men krapylerne er for mig fremmede mennesker, for de har aldrig kommunikeret til mig – og det har du jo.
Så der er to grænser er nok egentlig konklusionen:
Skærmen, hvorigennem vi som læsere kender dig bedre end du kender de fleste af os, og én mellem kommunikationens afsender og modtager – hvor krapylerne aldrig er nogen af delene, men i stedet genstand for samtalen. Jeg føler på samme måde heller ikke jeg “kender” din mand og dine venner på samme måde som dig.
Håber du kan bruge det til noget. 🙂 Og jeg skal nok følge din blog uanset, det er helt sikkert 😉
Kh Emilie
Du skal selvfølgelig gøre lige præcis det der er der rigtige for dig ? men bloggen ville ikke være det samme uden billeder af børnene. Og hvad så? selv på en blog kan forandring være godt. Så længe vi bare stadig må se en masse MM-selfies, går det nok ?
Jeg håber vi fortsat vil få glimt af dem, omend i noget mindre grad og bare andre motiver end deres ansigter.
Send du bare Krapylerne på billede-pension! Jeg vil stadig nyde din blog og din Instagram updates. Synes dine overvejelser og argumenter for børnenes privatliv er vigtige – og så kan du jo altid gå på kompromis ved særlige lejligheder.
Hehe, dette skulle blive min første kommentar i de 1,5 år jeg har fulgt med, SÅ må lige tilføje at jeg altså synes, at DU GØR DET GODT! Ikke set i forhold til andre, for din blog er den eneste jeg læser, men fordi DU ER DIG.
Vores liv, dit og mit, er meget forskellige – og ofte er der rigtig langt fra Kbh til flækken Gelsted, hvor jeg huserer, men så kaster du opvæksten på Als og nogle af dine værdier/livsfilosofier på bordet og vupti blev afstanden lidt kortere. Det er altså herligt.
Det føles nogen gange, som den der penneven, der troligt sender breve, men aldrig får noget retur… at følge med på din blog. Så rart hermed endelig at have givet lidt igen.
Og thumbs up til din nye morgenmad i øvrigt! “Bærskålen” har været en klassiker for mig i flere år efterhånden sammen med havregrøden nu og da 😉
Forårshilsner fra det fynske, N
Kan ikke fortælle hvad du skal gøre, men her er tanker om min egen adfærd.Som mor er det min opgave at respektere mit barns integritet uanset hans alder. Det gør jeg ikke, ved at lægge billeder op ad ham på de sociale medier. Har aldrig lagt et billede op fordi; han selv skal vælge hvilket del af hans liv han vil have dokumenteret online. Det kan han gøre når han fylder 18 år. Måske lidt før.Men i hvert fald først når vi sammen kan tale om konsekvenserne.
Indtil da bliver han kun delt i den fysiske verden blandt venner og familie. Jeg læser din blog pga dig, ikke dine søde børn. Følg din mavefornemmelse.
Selvom jeg har lidt samme historie som dig hvad angår sociale medier, har jeg valgt at min datter ikke er en del af mit sociale medie liv. Hverken min mand eller jeg poster billeder af hende nogensteder – også selvom vi har små lukkede instagramprofiler, hvor det kun er vores venner og familie der følger med. Sådan besluttede vi det før hun blev født. Jeg har det lidt sådan, at selvom det jo føles som mange år siden jeg var på Myspace (og sågar Arto), så er det her sociale medie cirkus stadig noget nyt noget, som vi ikke kender slutningen på. Jeg er på mange måder meget gammeldags og det vægter tungt her.
Tungen på min vægtskål er, at jeg hellere vil have at min datter bliver vred og skuffet over mig, fordi hun IKKE er alle mulige steder på sociale medier, end det omvendte scenarie.
Når alt det her er sagt, kan jeg sagtens forstå at man vælger at dele og synes også det er hyggeligt at andre gør det. Så jeg håber ikke der bliver læst noget fordømmende i det jeg skriver. At være på sociale medier er min ting, og min datter må selv få lov at bestemme hvad hun vil, når den tid kommer.
Det er helt klart rigtig godt at tænke over. Gode tanker.
Men en anden måde at se det på, kunne være at de måske ville synes, det var lidt hyggeligt at have en lille onlineudgave af deres mors oplevelse af deres barndom – hvem er ikke blevet “voksen” og kunne synes, det var sjovt at læse sin mors beretninger, tanker, beslutninger. Det kan jeg for så vidt godt misunde dem en lille smule, for hvor tror jeg, man kan lære rigtig, rigtig meget i sit eget voksenliv ved at læse, hvordan ens egen mor har gjort/tænkt. Måske vil de endda kunne finde mening i noget, som de før i tiden har været for unge til at forstå. 🙂 F.eks. vil det her opslag måske en gang kunne forklare dem, hvorfor mor brugte meget tid på at skrive den der blog, men aldrig syntes, de skulle være i den. 😉
Tænk også når krapylerne engang selv begynder at tænke over at få børn, så bliver det über spændende for dem at kunne kigge baglæns og se sin egen barndom i et andet lys – fra sin mors perspektiv. 😉 Det er altså ikke helt det samme som at spørge – her på bloggen står det dugfrisk fra fortiden uden 20 års hverken betænkningstid, forglemmelser eller andet.
Som jeg ser det er bloggen også et helt unikt, smukt tilbagekig på deres barndom, som meget få har adgang til. Og et helt unikt indblik i deres mors liv. Og det synes jeg er mega sejt. Min mor skrev dagbog i månederne op til min fødsel – og ja, så kom der en baby og tog alt tiden, så hun har ikke skrevet i den siden. Men det var mega sjovt at læse hendes forventninger, hendes glæde, hendes total cheesy, romantiserede beskrivelse af min far, som hun ELSKEDE overalt på jorden, kunne man fornemme. Jeg elskede at læse det. 😉 Det var så sjovt. Ung, naiv og uden anelse om, hvad der ventede. 😉
Så.. Ja. Der kan være mange hensyn at tage. Især når de bliver lidt ældre og begynder i skole. Men jeg tror på, at der findes en mellemvej, hvor man godt kan omtale sine børn på en smagfuld, diskret måde uden at hænge dem ud. De er jo trods alt en kæmpe del af dit liv! Så det kan vel ikke rigtigt andet end at føles unaturligt at holde dem ude, forestiller jeg mig.
Og btw. Der var en eller anden norsk fitness-/modeblogger – hende der er gift med en fodboldspiller – som ikke lagde billeder op af sin datter på sin blog til at starte med. Det resulterede for hende i, at folk, som for hende var totalt fremmede, kom hen og gloede i barnevognen i ren og skær nysgerrighed.. Så det er måske også en faktor..
Nu har jeg ikke børn, jeg kan dele på sociale medier, men tanken om børns “offentlige” status via sociale medier har faktisk skræmt mig ved flere tilfælde. Jeg har arbejdet i butik, og en dag kom et barn af en blogger ind med, hvad jeg går ud fra, er en bedstemor. Og der slog det mig. Hvor er det klamt, at den måske pige ikke aner, hvem jeg er, men jeg kender hendes navn, hendes familie og flere private oplysninger. Der skræmte det mig faktisk for alvor. Sidenhen har jeg oplevet flere episoder på instagram fx en lille dreng, der danser i underbukser til en sang af Ruben Søltoft. Min mor har en lignende video af mig, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis det var blevet spredt.
Jeg har ligesom dig altid været med på det nyeste nye indenfor sociale medier, dog er jeg en del yngre, så mit første spot var Arto.dk. Selvom sociale medier fylder hele mit liv – både privat og arbejdsmæssigt, så tror jeg faktisk ikke, at mine kommende børn vil være at finde på min instagram. Der er simpelthen for meget, der skræmmer mig, og ja, jeg ser sgu nok lidt spøgelser!
PS. Du er min yndlingsblog med og uden ansigt på dine skønne tvillinger!
måske pige* Jeg mener EN PIGE 🙂
Jeg nåede lige at blive en anelse begejstret for overskriften – troede der var en/flere krapyler in the making (smiley med hjerterne i øjnene) – altså at du var gravid igen. Det eneste jeg så var, at der stod pending krapyler og ikke andet 😉
Vi lægger ikke billeder af vores datter på de sociale medier.
Jeg ville aldrig lægge billeder ud af mine veninder uden at spørge først, så det samme gælder min datter. Og hun er først stor nok til at forstå hvad hun svarer på om mange år.
Jeg ved godt at man som forælder tager mange valg på sine børns vegne, men lige det valg føler jeg sagtens jeg kan udskyde til hun er stor nok, og blot undgå billeder af hende. Sender istedet masser billeder til familie og venner i beskeder osv.
Men jeg er generelt også meget mere privat end dig, og deler ikke særlig mange private ting om mig selv på sociale medier.
Jeg ville fx have det lidt svært med at vide, at fuldstændig fremmede kiggede på billeder af hende. Også selvom de sikkert ville synes hun var sød 🙂
Held og lykke med beslutningen. Når du gør hvad der føles rigtig for dig og ungerne, så kan du ikke gøre noget forkert 🙂
Kære MM. Som mange andre så fint påpeger, så er det naturligvis dig og KUN dig, der vælger, hvad der skal vises eller ikke vises på dit domæne.
Personligt har jeg slet ikke lagt mærke til “manglen” på billeder af tvillingerne, fordi jeg læser med pga. din imponerende og inspirerende måde at skrive på og lege med sproget på. Mange i min omgangskreds læser ligeledes din blog, og så sent som i lørdags snakkede vi om, hvor fantastisk godt du skriver. Ingen kan gøre et host så spændende som dig…
Jeg vil også sige, at jeg tror qua netværkssamfundet, at det bliver meget normalt, at dele billeder af alle dele af sit liv. Jeg har svært ved at forestille mig, at dine børn ikke kan få øje på, hvor respektfuldt du har omtalt dem her på bloggen, når de når en alder, hvor de begynder at tænke over den slags.
Ligeledes er det jo også en mulighed at anonymisere dem – simpelthen undlade at dele deres ansigter. Det kunne jo være en fin middelvej eller måske overgang til at udfase deres repræsentation på bloggen.
Uanset hvad, så skal du vide, at det er din måde at skrive på, emnerne du behandler, de små anekdoter, hverdagspoesien om man vil, som tiltaler mig (og garanteret mange andre) – og hvis nogen kan tegne et billede med kun ord, så er det sgu dig!
Kh Trine
http://www.trinetheodora.dk
Jeg tror at dine børn vokser op i en verden hvor det meget mere “normalt” at være eksponeret på nettet og derfor ikke vil finde det underlig eller ubehageligt! Jeg tror jeg personligt ville ELSKE at min mor havde skrevet om mit liv i mere hverdags relateret historier, da det jo må være fantastisk sjovt at læse som ældre. Det er jo en udvidet “barnets bog”, hvor du kommer med fine fortællinger om hvordan jeres liv sammen var, da de var små. Jeg ville personligt elske hvis min mor havde lavet det, da det jo er noget helt andet at læse de små fortællinger end de historier du har at fortælle dem når de bliver store, da de historier måske ikke på samme måde indeholder hverdagen.
Altsååå.. Jeg vil da også klart savne dine søde krapyler, hvis de ikke bliver vist på bloggen længere, men ellers vil de manglende billeder ikke betyde noget som sådan 🙂
Som 24-årig uden børn kan jeg godt sætte mig ind i de tanker du har, dog forstår jeg ikke det argument med at “børnene skal selv have lov at vælge når de er gamle nok”, som rigtig mange bruger i forskellige debatter. Det kan godt være det ikke er fedt for dine børn når de er 16, at de stadig bliver “udstillet”, men altså så længe de er så små som de nu er, så synes jeg altså ikke man skal begynde at snakke om “vælge selv” eller “egoistiske forældre” osv. Det er bare noget jeg ofte har hørt, og synes ærligt at det er lidt langt ude 😀 børn er børn, og der er en grund til at de har forældre, der tager nogle beslutninger på deres vegne, og det har forældrene altså også lov til! Når børnene er gamle nok til at forstå, ja så kan de frabede sig det hvis de vil, men så længe de ikke forstår, så mener jeg altså at man som forælder har ret til at tage beslutningen om at “udstille” sine børn på sociale medier, hvis det er dét man vil. Synes bare ofte at forældre er bange for at skulle tage beslutninger og bestemme over deres børn, men det må I sgu godt. 🙂
Først tænkte jeg lidt ‘øv’ over tanken om at pensionere ungerne, da jeg ligesom andre synes de er en del af den hyggestemning du skaber her på bloggen, jeg kan vitterligt ikke lige vurdere, om jeg vil læse din blog mere eller mindre, hvis de forsvandt! (Men jeg kan sige, at jeg ikke har bemærket, at de har været på midlertidigt orlov). Men jeg synes det er nogle rigtig fine overvejelser, nu har jeg ikke selv børn, men jeg tror jeg ville have de samme som dig, hvis jeg nu stod i din situation. Jeg synes det er rigtig godt, at du har nogle retningslinjer for hvilke billeder du deler af dine børn, og jeg tror nu ikke at de vil ærge sig over nogen af dem, når de engang bliver store nok til at se dem. (Desuden har alle de andre børn på deres alder også mødre, der har delt billeder af dem på nettet, så det bliver nok meget normalt, at man kan finde børne billeder af alle, når de bliver store.) Den eneste ting, jeg som sådan kan se som en ulempe, som jeg bemærkede en anden havde skrevet var, hvis ungerne begynder at reagere negativt på at blive genkendt af dine læsere, og det er jo noget man må være opmærksom på hen ad vejen og så dele mindre af dem, fordi de selv begynder at sige fra – enten med kropssprog eller mundtligt til den tid. Men nu, hvor de ikke selv kan beslutte sig og ikke er kede af at snakke med fremmede læsere, så synes jeg at det er fint at gøre som du gør allerede og overvejer hvert billede, der bliver delt af dem nøje.
Kære MM
Det der er så fint og godt ved din blog er, at du skinner så meget igennem. Hele dig. Selvfølgelig med et selvvalgt filter, men stadig hele dig. Jeg forstår godt din bekymring og trang til at beskytte dine børn, men helt ærlig, så er det virkelig en stor del af det at være dig, at du er mor. Og sønderjyde. Og gift med Jon. Osv. Osv. Jeg synes det vil være meget meget ærgerligt, hvis du censurerer dig selv, ved ikke at skrive om dine børn. Herunder vise billeder af dem. For mig vil bloggen nok desværre miste min interesse – ikke pga. manglende børneindlæg, men pga. at du vil miste en dimension som forfatter/menneske bag.
Dine børn tar ikke skade og vil heller ikke bebrejde dig/jer jeres valg og det liv I har givet dem – de er her i livet som børn af en skuespiller og en blogger og kender intet andet. Alt er godt. Jeg håber inderligt, at du vil fortsætte som hidtil, med sammen vedkommende, nærværende og opritige engagement og tilstedeværelse.
Kh. Louise
Jeg tænker, at det er nogle relevante overvejelser du gør dig og personligt ville jeg ikke lægge billeder op af børnene. Du kan ikke forudse hvilken betydning det kommer til at have for børnene, de bliver muligvis ikke lige så glade for eksponering som deres forældre, og det ville bare være så synd hvis det kom til at begrænse dem. Jeg syntes sagtens du kan vise stemningsbilleder uden direkte at vise børnene og det ville absolut ikke ændre på hvor meget jeg ville læse med ? Tværtimod ville det kun øge min respekt for dig.
Kære MM,
Jeg har slet ikke lagt mærke til, at der har manglet billeder af Berta og Hugo. For de har stadig været tilstede i dine indlæg.
Jeg har ikke børn, men jeg har alligevel tænkt en tanke eller to om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde børn. Nogle kendte deler fx mange billeder af deres børn. Og jeg må indrømme, at det giver mig et underligt stik i maven. For hvis behov er det, der tilfredsstilles?
Og selvom vi lever i en vi-er-alle-online-tid, så får jeg det underligt over det.
Dette er ment mere generelt. For jeg synes, at du deler dine børn og mand med den største kærlighed. Jeg føler aldrig(!), at du deler billeder af dine børn, hvor det er for at gøre lidt grin med dem-agtigt. Altså billeder man som voksen ville blive ærgerligt over, at nogen delte.
Men hvis du var min veninde og spurgte mig til råds, så ville jeg sige, at jeg ikke synes, du skal dele dine børn. Billeder af dem, deres ansigter. For du har tankerne nu. Og dem synes jeg, at du skal lytte til. Tage helt ind. Et eller andet sted er det tanker og overvejelser, som der ikke er grund til at modsige – bringe et offer for – for jeg synes ikke, at du taber noget ved at lytte til dig selv, din mavefornemmelse.
Jeg er sikker på, at alle fortsat vil læse med. Og hvis ikke, så er det sgu lidt underligt.
Du kan sagtens beskrivende dine børn med ord – vi behøver jo slet ikke et billede.
God dag 🙂
Jeg har som tidligere kommenteret (på et andet indlæg) selv en meget afslappet holdning til eksponering af mine børn på internet, medier mm. Men ej at forveksle med en ureflekteret holdning. Og som en længere oppe har skrevet, så er det også min klare overbevisning, at det slet ikke kommer til at virke mærkeligt eller unaturligt for børn, der vokser op i dag – tværtimod. Men derfor skal man jo stadig gøre, som man selv har den bedste mavefornemmelse med og jeg hæfter mig lidt ved, at du i slutningen af indlægget, beskriver det som “et offer” at vise dine børn fuldt frem på bloggen mm. Hvis det er den følelse du har af det, synes jeg bestemt ikke du skal gøre det – men det kan selvfølgelig også være en formuleringsting, der slet ikke stikker så dybt? 🙂 For jeg tænker også, at det lyder som om det har føltes unaturligt for dig, ikke at vise dine børn fuldt frem på bloggen den sidste tid. Under alle omstændigheder, så læser jeg ikke med primært for at høre om (dine) børn og jeg synes ikke nødvendigvis det er børnetemaet, der kendetegner din blog, for mig i al fald, de er blot en del af det større samlede billede 🙂
Tak for en skøn blog. Jeg synes du har en fed tilgang til moderskabet og synes det er mega inspirerende Hvordan f.eks. klæder Berta i ‘drengefarver’ og jeg elsker billederne som viser den kærlighed der er imellem dine skønne unger. Billederne ville mangle, men kun i en periode, så tror jeg alle ville have vænnet sig til det og ingen ville opdage det. Jeg kan 100 % godt forstå dine overvejelser, min egen datter er ikke at finde på nogen sociale medier. Sådan ønsker hendes far det og det respekterer jeg. Jeg tænker at det er en beslutning du skal tage snart og ikke når de er ældre, f.eks. 5-6 år. Men måske kunne det hjælpe dig at tænke på hvordan det vil være at lægge billeder op når de bliver ældre og kan stille spørgsmålstegning ved det? Hvornår stopper vores ‘ret’ som forældre til at gøre det vi har lyst til på vores børns vegne? Det synes jeg er interessant at spørge sig selv om 🙂 Kh Ida
Jeg ser for mig hvordan vores børn kommer til at sidde ovre i skolen om nogle år og sådan tørt konstatere til hinanden “nå, din mor lagde godt nok pænt mange billeder af dig på Instagram, hva’! Det gjorde min mor ikke.” Og så siger den anden “nå!” og så finder de deres egne telefoner frem og tager den derfra og så går det nok det hele.
Jeg har tænkt over, at ét aspekt er det der med, at man ligesom sender en masse billeder ud i verden og hvem ved hvor de ender og hvem der egentligt ser med. Så langt, så godt. Eller skidt? Noget andet, jeg har lidt blandede følelser omkring, er når jeg i et lukket forum sender billeder hjem til familie og venner (vi bor i udlandet, så billeder af poderne er måske ekstra værdsat?) og dem derhjemme danner deres eget billede af, hvem og hvordan mine børn er. Altså på baggrund af noget visuelt og den tekst jeg vælger at skrive til. Det er egentligt lidt kunstigt sådan at videregive et billede af, hvem de er, uden at man kan vide sig sikker på om modtageren rigtigt fatter det. Hvis det giver mening? Men det er måske det der også bekymrer dig? Forskellen på at GENkende og at KENDE?
Hej MM
Det her er tænkt som en lidt anden vinkel på det: Jeg er selv vokset op med at blive genkendt i tide og utide – fordi min mor er praktiserende læge, vi boede i en relativt lille by (hvor hun også havde praksis) og jeg åbenbart ligner hende. Det betyder at jeg stadig i nogle sammenhænge primært er hendes datter og at jeg flere gange i fakta som barn/ung fik henvendelser fra folk, jeg jo ikke anede hvem var. Og når hun var med, fik vi da også lige en update på diverse sygdomme og skavanker. Pænt sært for mig – og sådan set også for min mor. Pointen er dog, at det gjorde mig sådan set ikke noget og jeg har aldrig oplevet at det satte mig i bås. Nå ja, jeg blev genkendt fordi jeg var lægens barn. Min gode veninde blev genkendt som præstens og en tredje i klassen fordi hendes forældre altså er nogle af de meget (indflydelses)rige i området, så mere specielt var det ikke. Jeg har egentlig primært oplevet det som positivt, fordi folk jo gerne havde noget pænt at sige om min mor, hvis de henvendte sig. Det havde muligvis været anderledes hvis hun havde været den lokale ballademager, men det kan jeg jo ikke gøre mig klog på.
Jeg savner bloggen som den var før, og har godt lagt mærke til, at du ligesom har trukket dig lidt. Øv syntes jeg, men det er din blog og dit liv.
Jeg ville stadig læse med, men jeg synes det ville være synd ikke at ligge billeder op. Det er jo ikke sådan at billedet ikke har et sammenhæng med hvad du skriver om, og hvis det ikke har, så kommer de jo ikke op 🙂
læs det her:
http://samucha.eurowoman.dk/ego/en-bloggers-bekendelser/