13548842_10154092203236886_2074152248_o
Klokken er i skrivende stund syv minutter over fire. Sidste gang, jeg skrev et blogindlæg på dette tidspunkt af døgnet, sad der to grådige babyer fast til mine babser, vi boede i Vester- og ikke i Nørregade, og jeg var ganske nyudklækket blogger. Lige nu sover både Prop og Berta, og det samme gør deres far. Som i øvrigt er verdens sejeste. Han har min ryg, selv når jeg ikke har det. Han kan finde på at skælde mig ud, når jeg taler grimt om hans kone. Og det gør jeg lidt for tiden. I nogle sammenhænge.

For overordnet set synes jeg nu, at det spiller meget godt. Altså livet. Jeg vejer fem kilo mere, end jeg gjorde sidste sommer, og min muskelmasse er stensikkert skrumpet til under det halve, siden jeg opgav at følge med Lotte Arndal. Ungerne ligner lidt nogle, der er begyndt til baby-boksning, og nogle gange kan jeg blive en kende bekymret for, hvad de mon tænker om os nede i vuggestuen. Berta har et sæbeøje, som er Brian Nielsen værdigt, efter at hun faldt over sine egne ben og landede på næsen i weekenden (hun er virkelig sin mors datter), og hun har en skaldet plet på to kvadratcentimeter i venstre tinding efter en konfrontation med en jævnaldrende dreng for to uger siden, og så er de så småt ved at vokse ud af alt deres tøj. Igen. Hugos hudafskrabninger på knæerne leder tankerne hen på “rigtige drenge” fra 1950’erne, mens hans klipning i øvrigt får ham til at ligne en tysker i 1980’erne. Ungerne elsker kolonihaven, og jeg tror sgu, det er meget sundt, at mine city-kids har fået en græsplet stillet til rådighed, hvor de kan slå sig til plukfisk på weekend-basis, for det ér vel alt andet lige bedre, at de gør det på en græsplæne end i en cementgård.
Og de har aldrig, aldrig, aldrig været sjovere, sødere eller gladere! Folk har tit gennem tiden sagt om mine børn, at de har sådan en sjov alder lige nu. Og for første gang er jeg 100% enig! Og selvom jeg ikke er lige så fitness-fit, som jeg var sidste sommer, synes jeg sgu, det går OK, for Langemanden klapper mig stadig bagi med jævne mellemrum, og jeg kan endnu knappe mine bukser.

Men jeg har på det seneste møffet lidt over min måde at være blogger på. Hvor jeg de første to år bare satte mig til tastaturet og lod det, der nu fandt vej, drive fra knoppen ud gennem fingerspidserne, har jeg de seneste måneder været meget mere selvkritisk. Jeg er blevet enormt bevidst om, at det, at jeg er digitalt blotter, kan have en konsekvens for mine unger, og det har gjort, at jeg har kæmmet alle mine tanker med en tættekam, før de ramte domænet. Nogle dage har jeg været ved at gå til i dårlig samvittighed over at dele ud af deres små privatliv, og andre dage har jeg været pavestolt over min gøren og laden og fundet det umuligt, at Krapylerne skulle kunne vokse op og have det på en anden måde. De tanker har selvfølgelig gjort, at jeg nu og da har holdt mig selv og mit online-jeg ud i strakt arm og har set grundigt på mig selv, og den slags kan mærkes. Jeg er også totalt typen, der ikke kan finde ud af at svare “Ikke noget!” med en overbevisende tone, når nogen spørger, hvad der er i vejen, og jeg i virkeligheden er snotfornærmet.

Min digitale selvransagelse har jo ført til den beslutning, at jeg ikke længere viser ungernes ansigter her på domænet. Og for at være helt ærlig, så er det sgu også en beslutning, jeg fortryder nogle gange. For jeg kan godt savne at blære mig med dem, og jeg synes ærligt talt aldrig, jeg har blameret mig på deres vegne. Jeg tror egentlig, de kan og vil være stolte af det, vi sammen har bedrevet her på TWINPEAKS.DK, når de bliver gamle nok til at forstå det. Problemet er bare, at jeg ikke aner det, og derfor har jeg valgt, som jeg har. Men vejen til den beslutning har kunne mærkes her på bloggen – i hvert fald for nogle, og også for mig. Fordi jeg har tænkt mere, end jeg plejer, kan man sige.
Desuden har jeg haft den anden udfordring, at jeg, siden jeg flyttede fra Townhouse til Hi House, har mistet den kollega-følelse, jeg var så glad for. Hi House er arkitektonisk anderledes indrettet, og mit kontor udgør blindtarmen i rækken af kontorer. Jeg sidder helt nede for enden af gangen, og dem, der har kontoret ved siden af mit, er der kun meget sjældent. Jeg ELSKER Christina fra Passions For Fashion, og jeg vil ikke undvære den sparring, vi har med hinanden. Men hun kommer også kun ind med meget lange mellemrum, da hendes blog byder hende at tage billeder af tøj, opskrifter og indretning, og den slags gør hun nu bedst derhjemme.
Så jeg savner den inspiration, en type som mig suger til sig fra andre mennesker. Jeg higer efter det kick, det giver mig at vende idéer med folk, der laver noget helt andet end mig, eller at høre andre tale om noget, de går op i med liv og sjæl, som jeg aldrig har skænket en tanke. Og den del har jeg heldigvis taget et godt tilløb til at få rettet op på! Jeg er nemlig gået i gang med at starte mit eget kontorfællesskab i samarbejde med Christian, som jeg også deler kontor med, og jeg kan slet ikke få armene ned. Det kommer til at være en række af kontorer i forlængelse af hinanden, hvor en masse seje selvstændige deles om pladsen, og dørene er altid slået op på vid gab. Mit drømme-scenarie! Så til efteråret har jeg det forhåbentlig atter som en økologisk kylling på græs, når jeg tager på kontoret om morgenen.

Jeg ved, at nogle af jer, der læser med, har bemærket den mentale bule, jeg har i panden for tiden, for I har på venligste vis gjort mig opmærksom herpå. Og det er jeg glad for, og I har virkelig skrevet det pænt – selvom jeg er nødt til at erkende, at det at blive kritiseret for måden, jeg skriver om mit liv på, lidt føles, som hvis en elsker kritiserede et af mine blæs (og her er der naturligvis tale om et TÆNKT eksempel!). Jeg får lidt lyst til bare at give fanden i projektet, vende mig om på siden og se noget Netflix i stedet. Kritikken gør mig overfølsom og får mig til at vende hvert et ord endnu mere, end jeg allerede var igang med på grund af forårets tanker om krapyl-eksponering. But I am working on it. 😉

Med dette indlæg blot en lille lodning af temperaturen oppe i bøtten i Langemor pt. Mange tanker er tænkt, og de fleste er nu tænkt til ende. Jeg overvejer at nappe et par internetfri dage i juli (måske en hel uge! Vildt!) for lige at give støvkornene mulighed for at dale til jorden, inden jeg fejer dem sammen. At være blogger er en meget levende proces, har jeg sandet, og for mig kræver det, at jeg nu og da stopper op og mærker efter, om jeg stadig synes, det, jeg gør, giver mening på de rigtige måder og af de rette årsager. Og det gør det. 🙂