13401336_10154047603446886_860933545_n

Nu har jeg lavet rabarbersaft TO gange i mit liv, så jeg er næppe konsulterings-værdig som guru på det felt endnu.
Men fordi jeg praler på de sociale medier hver gang, jeg brygger, er der nu nogle, der har spurgt til, hvilken opskrift, jeg bruger, og det har jeg da ikke til hensigt sådan at sidde og putte med.

Vi overtog jo kolonihaven sidste år midt i rabarbersæsonen, men med skam at melde må jeg tilstå, at de desværre fik lov at dø det år. Min svigermor og et par af naboerne fik vist også nogle. Men vi havde intet overskud til selv at kaste os ud i hverken at sylte, bage eller lave saft.
Heldigvis er børn på 2 år (i hvert fald hjemme hos os) lidt mere medgørlige end dem på 1. Nu er der i hvert fald tid til saftpresseri – så længe, jeg lader ungerne hjælpe til. I morges vågnede de kl. 5.30, og jeg besluttede, at det så betød, at der var fin tid til at få bugt med de rabarber, der lå i køleskabet og gjorde det svært at lukke lågen. Jeg skar ud og doserede, og Hugo og Berta ploppede sagerne op i gryden.

Den opskrift, jeg har brugt, tager under en halv time og eksekvere, og den er altså bare fundet på Google. Tror, jeg tog den første og den bedste.
Første gang, jeg lavede saften, var ude i kolo’en, og da havde jeg ingen vægt, hvorfor ingredienserne blev afmålt på øjemål. Det gav en alt for sød saft (tænk, at jeg skrev det!), men i morges blev alt nøje afmålt, og jeg må indrømme, at den smager 10.000 gange bedre.
Jeg planlægger til næste år at freestyle lidt med opskriften. Måske bruge honning i stedet for sukker, og måske tilføje hyldeblomster også!
Jeg ender som den nye Rynkeby, mand! Pas på, saft-industri! 😉

Opskrift på rabarbersaft:

500 gram rabarber
200 gram rørsukker
1 liter vand
1/2 økologisk, usprøjtet citron

Skær rabarberne i små stykker af cirka en centimeter værd, og put dem op i gryden. Skær den halve citron i mindre stykker og gentag successen. Tilsæt alle de andre ingredienser og lad hele molevitten koge i 5 minutter. Derefter tages gryden af varmen, og så lader man drikken trække i cirka 20 minutter.
Herefter sier man saften, og vil man have saften helt klar og fin, kan man slutte med at lægge et (RENT!) viskestykke ned i sien og lade saften løbe igennem det. Så kommer alle trevlerne fra, og saften ser alt for sej ud!