Skærmbillede 2016-06-28 kl. 10.58.34

Indlægget er sponsoreret af Samsung.

Den faste læser vil måske huske, at jeg for at par måneder siden tilbragte en enkelt dag i Stockholm sammen med den behårede sjover, der ses til venstre i billedet her over. Dagen før skrev jeg et indlæg om, at jeg altid har hadet edderkopper. Og vi taler ægte had! Ikke sådan en teenage-knotten, uvildig følelse – hell no! Straight up antipati i yderste potens!
Da jeg boede i Mommark på Als, blev jeg relativt ofte udsat for en konfrontation med en edderkop, og jeg skulle hilse og sige, at sådan en sjover kan vokse sig pænt stor derude på landet. Filmen knækker ligesom rigtigt for mig, når de har mere end ét knæ på hvert ben… Som jeg også siger i videoen herunder, så er det bare som om, jeg simpelthen ikke forstår det dyr! Otte ben er bare forvirrende, og jeg kan ikke forstå nødvendigheden.

Efter at jeg er migreret til København, har mine edderkoppe-encounters gudskelov været sparsomme, men så var jeg jo dum nok til at overtale Jon til at købe kolonihaven … I foråret lånte vi børnene ud til min søster en dag, lejede en bil og kørte ud for at rydde op i huset og haven og køre ting på lossepladsen. Her skete så det, at jeg løftede et tæppe i udestuen, og med den bevægelse overraskede jeg en ordentlig drønnert af en edderkop, som vist sad og småblundede lidt. Den blev næsten lige så forstrækket, som jeg gjorde, og mens den fik alle otte ben på nakke og stak til højre, skreg jeg højt og løb ud af huset og helt ned i den anden ende af haven. Her stod jeg og skar tænder og kløede mig over hele kroppen, mens Jon grinende lovede at gøre kål på krybet, og jeg returnerede ikke til huset, før han havde endevendt hele udestuen for eventuelle kolleger eller familiemedlemmer.

Og et par uger efter fik jeg altså en mail fra Maria, som arbejder for Samsung. Hun skrev og spurgte, om jeg var bange for edderkopper, og min øjeblikkelige reaktion var at dukke hovedet lidt, se mig skræmt om i lokalet og tænke “Hvorfor?? Kan du se én??”
I sin næste mail beskrev Maria, at de gerne ville have mig til at prøve et nyt spil, som var lavet til virtual reality. Jeg kendte godt princippet, for Jon var blandt de første til at købe den der tåbeligt udseende brille, som gør, at man kan se 360 grader af en virtuel virkelighed. Det her spil, forklarede Maria, ville måske hjælpe mig over min frygt for edderkopper. Noget tøvende svarede jeg, at jeg satme håbede, de havde budget til samarbejdet, for hvis jeg skulle sidde og se på edderkopper en hel dag, skulle jeg kompenseres for svie, smerte og voldsomt ubehag. 
Vi kom frem til en løsning, og jeg fløj altså til Stockholm. Noget nervøs, både fordi jeg vidste, jeg ville skulle se en frygteligt masse edderkopper i øjnene (som de i øvrigt har fire af! Hver! Freaks!) – både computeranimerede og ægte. Og også fordi, at jeg selvfølgelig var noget nervøs for, om den her form for vammel, virtuel vanvid ville virke på mig. Pænt ærgerligt at skulle beskrive sådan en proces her på bloggen, hvis den ingen effekt havde …

Og her i videoen ser man altså min første konfrontation med Elisabeth, som dyrepasseren havde døbt kæmpe-fugleedderkoppen, som var bragt ind i dagens anledning. Det var inden, jeg spillede VR-spillet. Og klipperen har virkelig været sød ved mig, for damn, hvor flippede jeg ud. Jeg var helt flov over mig selv bagefter. Det føltes bare så ekstremt unaturligt at befinde mig i et rum med sådan en gigantisk krabat uden at stikke af.

Til de, der er bange for, om det er dyremishandling at sætte en edderkop i et glasbur, kan jeg fortælle (som dyrepasseren fortalte mig, da jeg spurgte), at edderkopper er nogle enspændere. Og så har de (ironisk nok) faktisk ret meget noia. Helst ynder de at sidde i en lille krog, hvor de ikke bliver forstyrret, og så skal de bare have mad nok. Så ‘Bettan’ (Jeps, krabaten havde et KÆLENAVN!) led ikke overlast under optagelserne. Og dyrepasseren fortalte mig i øvrigt, at hun holder meget af den. Eller ‘hende’, rettere …