wpid-wp-1466967948708.png
Jeg har flere gange her på bloggen (omend det er længe siden nu) brokket mig over, at nogle (særligt fremmede) folk under min graviditet var ret slemme til male fanden på væggen fremfor at sige tillykke, når de opdagede, at bulen midt på mit væskeophobende legeme skyldtes, at jeg ventede tvillinger. Det samme gjorde sig gældende under min barsel, hvor forbipasserende nærmest gjorde korsets tegn, når de øjnede mine små pragteksemplarer af den menneskelige race ligge der ved siden af hinanden i Bugaboo’en – bare fordi de begge var kommet ud af mig indenfor en halv time.
Men det første år var nemt. Altså – som beskrevet her var det ikke supernemt for mig at blive mor, men ungerne var nemme. Meget, faktisk. De smilede om dagen og sov om natten.
Lige, da vi havde vænnet os til det og måske var begyndt at hvile en kende på laurbærrene, vendte bøtten. Fra de var et år, til de var lidt over to, havde vi satme fart på i Langehjemmet for at følge med de to krapyler. Jon og jeh følte, at vi fik røven på komedie og takkede i de sene aftentimer hinanden for, at vi ikke havde lyttet efter, når folk sagde “Bare vent!”, for det, at vi havde nydt det første år, føltes som en opsparing, vi nu kunne hæve af. Hvad der er godt givet ud, kommer som bekendt ikke dårligt igen.
– Og nu er der ved at ske noget igen.. Eller det ér der, faktisk. Sket, altså. 🙂
Den seneste måneds tid har alt været nemmere, sjovere og dejligere! Som der står skrevet i bøgerne, har Bertas sproglige udvikling været en kende på forkant i forhold til Hugo, fordi han har et Y-kromosom, men nu har han indhentet hende, og det, at vi nu kan tale med dem og forklare dem ting, gør alting så meget nemmere. Og Hugo føler sig ikke længere udenfor, fordi han ikme forstår, hvad vi andre taler om. Ungerne er meget mindre utålmodige og frustrerende, og de bruger enormt meget tid på at snakke med og om alt og alle. Og bonussen: NU TALER DE MED HINANDEN!
I dag alene har Jon og jeg entusiastisk klasket håndfladerne sammen i highfives skiftevis med, at vi har knebet lattertårer over de samtaler, de kødklumper, vi fik med hjem fra Riget, har med hinanden.
Natten til lørdag sov jeg og ungerne alene i kolo’en, mens Jon var i København. Jeg blev vækket klokken lidt i seks til lyden af ungernes indbyrdes pludren. Vi sover i samme rum herude, men der er en lille skillevæg som gør, at de ikke kunne se mig ligge i sengen. Og jeg ventede lidt med at afsløre, at jeg var vågen for at høre, hvor deres samtale bar hen ad.
Hugo: Hvor er mor henne?
Berta: Barceloooonaaaaa!!
Hugo (grinende): Neeeej, mor hjemme!
Berta (grinende): Neeeej. Mor kolonihaaaaaaveeee!
Og så skreg de begge to af grin, og jeg gjorde det samme, hvilket fik dem til at le endnu mere. 🙂

Den optur, jeg har over ungerne nu, overgår alle dem, jeg hidtil har haft! Verden er større, lysere og sjovere, og jeg er så spændt på den her sommer i min bette familie. Jeg er ved at overtale Langemanden til at plante en havetrampolin i forhaven, selvom han synes, det er noget af det grimmeste i verden, men hvis jeg giver mig og lader ham investere i en gasgrill, tror jeg sgu, det begynder at ligne en aftale. 😉

Store klem fra kolo’en, hvor aftensolen er tittet frem, Krapylerne er puttet, Jon ser fodbold og jeg netop har afsluttet min krimi! Jeg håber, I der læser med, har haft en supergod weekend fuld af ting, der pynter på humøret. 🙂 <3