13434058_10154054558596886_1100959022_n
Jeg har sgu optur på. Sådan rendyrket!
Solen brager ned på altanen, hvor vi lige har givet ungerne udendørsbad. Noget, de er overordentligt pjattede med. Der er ingen altaner under vores, så derved findes der heller ikke nogen risiko for, at andre får sæbevand i deres frokost. Der er højst et par biler, der er lidt renere, når deres ejere engang henter dem.
I går eftermiddags var vi vores kolonihave utro med én i Herlev. Hvor jeg synes, at vores hus er hyggelige end den, vi besøgte, havde den derimod den mest fantastiske have, som jeg ville ønske, jeg bare kunne hale med mig til Skovlunde. Vi var inviteret til fætter/kusine-hygge på Jons side, så vi var fire par med to børn hver, og alle ungerne havde det ret skægt med hinanden. Der var både en havetrampolin (vi er simpelthen NØDT til at købe sådan én til kolo’en!) og en havesprinkler, og alle børnene drønede rundt og legede, så jeg kunne i øjeblikke fortrække til en Fatboy-hængekøje i et hjørne af haven med mine tømmermænd, og hen under aften blev der fyret op i husets seneste investering: En udendørs pizza-ovn!

Vi havde planer om at cykle derfra op i vores egen kolonihave, men i stedet kørte vi hjem og så film i fjerneren. Her til formiddag har Jon og jeg skiftes til at sove lure, mens den anden har leget med ungerne. Eller set til, mens de har leget. Jeg banker for vildt under bordet lige nu, og nu håber jeg ikke, at jeg jinx’er hele baduljen, men de seneste par dage er niveri, bideri og hårriveri blevet afløst af hvinende lege, korsang (de er mean til Lille Peter Edderkop) og noget, der grangiveligt minder op om søskendekærlighed. Da vi spiste dem af inden middagsluren for lidt siden, sagde jeg til Jon, at når de har det sammen, som de har pt, begynder jeg at kunne se, hvordan vi på lykkefronten kan nå uanede højder indenfor de næste år. Et er, at det hele er meget nemmere, jo ældre ungerne bliver, men når de også leger og griner sammen, kysser og trøster hinanden, så får jeg sådan en boblende følelse af idel lykke lige bag ved navlen. At vi har lavet to mennesker, som vi elsker, og de så elsker hinanden – det er outa this world awesome!
Og oven i alt det her skal jeg på onsdag til Barcelona med en af mine bedste veninder, som jeg slet ikke ser nok til dagligt. Hun bor i Vallensbæk og har (ligesom jeg) travlt med familie og arbejde, og i sensommeren flytter hun ydermere til Sønderborg. MED familien, forstås. Og nu får vi lige to-en-halv dage i sydens sol med sjusser, tid, strand og masser af mulighed for at cracke jokes, tjekke folk ud på stranden, snakke om hendes for vilde polterabend i fredags og i det hele taget på catche og lade op. Jeg har i sandhed optur på! 🙂

Lige nu går eneste overvejelse på, om vi skal satse på, at vejret holder, og så tage til Amager Strandpark i eftermiddag, eller om vi skal stole på vej-app’ens lidt mere deprimerende varsel og i stedet cykle i Zoo.
Jeg håber, alle får en fantastisk søndag! Husk, at intet feder i dag, der er næsten ingen kalorier i regnbueis, OG Netto sælger de mest fantastiske vaffel-kikse-stave, der helt klart bør nydes dertil.