wpid-wp-image-1991219076jpg.jpg

Det her er blevet mit absolutte yndlings-tidspunkt på dagen. Det tidspunkt lige efter frokost, hvor jeg sætter mig op ad teltet med Berta på min venstre og Hugo på min højre side (ligesom da de lå i min mave), liggende på hver sin hynde, med hver sin dyne, pude, sovedyr og sut.  Her sidder jeg så og læser krimi, mens jeg roder dem i håret og nusser dem i ansigtet, indtil de falder i søvn, og så hiver jeg dynerne af dem. Her er 32 grader, men de nægter begge to pure at falde i søvn uden dyne.

Jeg har altid troet, at forældre, der sagde om deres børn, at “De er nu søde. Især når de sover…” refererede til, at der tit er meget at lave, så de derfor humoristisk bemærkede, at de elskede deres børn højest, når de var gået ud, så de kan slappe af. Men nu forstår jeg, hvad det handler om. Fra det sekund, de vågner, er der fuld gang i begge mine krapyler. De spæner rundt og leger, river ting ned, beder om vand, juice og chokolade, skriger hysterisk i bilen over, at vi kører til venstre, fordi de bare meget bedre kan lide højre (Det er sgu sandt. Evert time!), beder om mælk, skider i bleen, falder og slår sig og meget, meget mere. Det er ikke fordi, det som sådan er hårdt. Det synes jeg, det var i et års tid mellem halvandet og for et par måneder siden, men nu er det egentlig mest sjovt. Og dejligt. Men fordi, man spæner rundt hele dagen, er den tid, hvor de sover, fantastisk, fordi man så endelig får tid til at iagttage dem. Se deres smukke ansigtstræk, som er i komplet ro (Det sker ellers aldrig – især ikke med Hugo), ae dem i nakken, som aldrig er smukkere end på et barn på 2 år, mysse, nusse og bare nyde uden at blive afbrudt af et ønske om, at man skal lege Teletubbies, hest, Mariehøne eller baby.

Derfor bliver jeg gerne siddende her i smørhullet, til de vågner. Selvom min røv sover, og jeg ikke kan nå min cola. I dag er sidste feriedag i teltet, så det er sidste chance. And I am sucking it all up! ❤