13569778_10154102248251886_234267669_o

Indlægget er sponsoreret af Samsung

Og nu er vi så kommet til anden episode i den lille føljeton, ‘MM og Lille Peter Edderkop’.
Jeg var hjemmefra meget spændt på, hvad forsøget, som Samsung havde inviteret mig til at deltage i, ville udgøre. Jeg vidste, at man ville gøre sit bedste for at lindre min frygt for edderkopper, og at dette skulle ske ved hjælp fra virtuel reality. Og jeg vidste, at virtuel reality er en form for ny teknologi, der gør det muligt at se 360 grader af en computerskabt virkelighed. Se. Altså kunne jeg regne ud, at jeg skulle se på edderkopper – noget, jeg ellers plejer at gå ret langt for at undgå i min hverdag.

Jeg havde gjort mig mange forfærdelige forestillinger om videoer med kasser fulde af edderkopper, som ville blive vendt på hovedet lige ned i skærmen på mig, så jeg blev ualmindeligt lettet, da jeg erfarede, at det hele var tegnefilm! Virtuel reality er vel skridtet videre fra 3D-film – bortset fra, at man slet ikke er så langt i forhold til kvalitet. Heldigvis, i dette tilfælde! Derfor var alle de edderkopper, jeg blev bedt om at nidstirre, meget animerede og pixelerede, hvilket gjorde det hele meget mere overskueligt for mig.
Jeg skulle igennem 10 baner i spillet, og hver bane bød på en ny edderkop. Den første havde røde sneakers og en sød kasket på, og så havde den (kun) to store øjne og et venligt smil. Desuden var den lyseblå. Helt igennem nuttet og meget lig dem, jeg nu og da ser på Youtube, når ungerne ser sanglege. Den næste edderkop var også lyseblå, men havde ingen kasket eller sneakers. Den næste var mørkeblå, så blev den sort, og så videre. Gradvist øgedes klamhedsgraden af dyret, indtil den var aldeles livagtig, og herefter blev jeg så præsenteret for forskellige racer indenfor edderkopper.
Hver bane havde tre etaper. I den første skulle jeg bare kigge på edderkoppen. Ret længe, faktisk. Jeg var tvunget til at glo på dyret, mens det kravlede rundt omkring, og jeg skulle følge den med øjnene. Langsomt gjorde den opgave, at jeg på en måde forstod princippet med de otte ben, som af en eller anden bizar årsag er grunden til min frygt. I den næste etape skulle jeg hjælpe edderkoppen med noget. Den skulle krydse en dam, og jeg skulle lave en lille sti af åkander, eller dens små babyer stak af, og jeg skulle hjælpe dem tilbage til deres mor. Jeg skulle altså hjælpe edderkoppen med at overleve – det stikmodsatte af det, jeg plejer at gøre, når jeg møder sådan én i det fri. Imens jeg løste opgaven som edderkoppe-livredder, var der en venlig stemme, der gav mig en masse fine facts og god viden om edderkopper. Eksempelvis ved jeg nu, at de er meget asociale og neurotiske dyr, at stort set ingen edderkopper er farlige, og at nogle af dem faktisk er yderst sympatiske overfor deres ynglinge.
Den sidste etape bød mig at følge edderkoppen med øjnene, mens den kravlede over sit spind fra A til B. I de første par film var både A og B placeret meget langt fra mig, men til sidst i programmet var det nødvendigt for edderkoppen at kravle henover mine lår eller op forbi mit ansigt for at nå sit mål.

Det var helt genialt. I starten af programmet sad jeg og dansede rundt på stolen og kloede mig over det hele, og da jeg på et tidspunkt mærkede en ledning fra headsættet strejfe min arm, kunne jeg have kastet op af gru! Men som timerne gik, blev jeg mere og mere rolig og koncentrerede mig egentlig bare om at komme igennem opgaverne. Jeg beskæftigede mig ikke længere så meget med det faktum, at det var edderkopper, jeg dealede med – jeg så det bare som et computerspil.

Hvordan det endte, kan ses i weekenden, hvor jeg poster den tredje video i føljetonen. Stay tuned. 😉
Første udgave kan ses her.