wpid-wp-image-1063569483jpg.jpg

Hugo har her til eftermiddag, mens vi legede, at jeg var en dinosaur på trampolinen, hvis mål i livet var at skræmme småbørn (i øvrigt også hans idé) fortalt mig, at babyer bider deres mor i brysterne og drikker mælk. Jeg var helt paf! Altså, jeg var naturligvis godt klar over, at spædbørn drikker mælk (I did the leg work), men jeg aner ikke, hvor han har det fra! Og det med, at de bider, giver mig det indtryk, at det må være noget, han har set.
Det startede med, at begge unger atter engang begge smed bleerne (og det var så Bertas idé. Igen. Den naturist.), og da de var færdige med at underholde kolonikvarteret med iagttagelserne foretaget på hinandens hoppende kroppe, hev Berta op i blusen og sagde til mig, at hun havde en tyk mave. Den slags modsiger jeg dem aldrig – heller ikke når de giver udtryk for, at de synes, MIN mås eller mave er gigantisk, hvilket ganske ofte forekommer. Det er mit eget lille forsøg på ikke latent at give dem et indtryk af, at ‘tyk’ er noget, man ikke vil være. Jeg svarer altid stolt “Jaaaa!!”, når deres uintenderede svinere rammer mig.

Deres faster er gravid med termin om blot et par uger, og det mirakel optager også mine børn ganske meget. De er mest forundret over, at der kun er én baby derinde, da de udmærket er med på, at der lå to i min, og min fætter og hans kone blev også forældre til tvillinger for nylig. Så Berta pralede altså med sin tykke mave og fortalte mig, at der ligger en baby dernede. Og Hugo fulgte op med at sige, at han havde store bryster, og når babyen engang var kommet ud af navlen (Det er totalt mig, der har bildt dem ind, at det er sådan, det foregår. Jeg skulle bare se, om de hørte efter, og nu er det ligesom en ting), ville de bide ham i brysterne og drikke hans mælk.

Jeg er stensikker på, at mine børn er genier! Også selv om vores fælles malerprojekt tidligere på dagen resulterede i, at begge disse børn nu har koralfarvet hår og tøj, jeg har en delvist koralfarvet kolonihavehusvæg, at Berta stak penslen i munden, og at den taburet, vi havde aftalt at peppe op, næsten ikke skiftede farve overhovedet. Jeg fik dog indhentet lidt, mens de tog en lur, nu har jeg faktisk skiftet mening i forhold til farvevalget, så nu starter vi nok bare forfra.

I aften kommer to af mine bedste veninder med mænd og børn, og så skal vi grille ting, mens ungerne øver deres demokratiske og næstekærlige evner (læs: Slås om trampolinen). Det er i øvrigt gået op for mig, at vi tidligere HAR ejet noget børnerelateret, som er grimmere end den 4 meter brede rædsel, nemlig ‘det syrenfarvede foderbræt’, som jeg døbte min tvillinge-ammepude. Og den havde vi på sin vis også meget god gavn af. 🙂