399624_10150993643386886_64330327_n

Noget af det, jeg har bedrevet i mit liv (udover Krapylerne, som selvsagt topper listen), som jeg er mest stolt af, er LADY-LOGEN!
I små seks år drev jeg et netværk, som bestod af københavnske kvinder, der alle havde det til fælles, at de ville gerne ville mingle med nogle piger, de ikke kendte i forvejen. Ned med katteklørene og frem med nogle highfives. Det var smukt og enormt grineren!
Jeg arrangerede et event den første lørdag i hver eneste måned, og til disse arrangementer var der 30 damer (vi var 55 i logen, så det var først-til-mølle), da vi gerne ville nå at snakke sammen hele banden. Vi spiste så en tre-retters menu, og så byttede vi plads mellem hver ret, så alle kunne nå lige at få sagt daw til hinanden.
Efter middagen, som gerne tog en 3-4 timers tid, havde jeg sørget for champagne og borde på en klub eller ved en fest et sted ude i natten. Vi dansede altid, til solen stod op, og jeg elsker, elsker, ELSKER de minder, jeg har fra mine aftner med logen. Med tiden blev vi gode venner på kryds og tværs, og mange af damerne er stadig venner i dag.

Jeg får tit ros for at være modig her på domænet, fordi jeg tør gøre ting alene så som at gå i biffen eller i Tivoli uden sidekick. Men kvinderne, som blev medlem af LADY-LOGEN var altså lige skriftet vildere. Nina, Kopiernes Mor, kender jeg eksempelvis fra LADY-LOGEN. Hun havde læst en artikel om logen i et Where2Go, mens hun var i spa med en veninde, og så besluttede hun sig for at søge om optagelse. Hun sendte en ansøgning og blev selvfølgelig optaget, og så mødte hun op, helt uden på forhånd at kende en eneste af de 29 andre damer, hun skulle mødes med! Se, dét er sgu da lady-balls!
Desuden var det en regel, at hvis man kendte en af de andre piger, der var med på ens første aften i logen, så var det forbudt at sidde ved siden af hende på noget tidspunkt den aften. Og det gav altså noget, at alle var nye for hinanden i starten. Man modtog hinanden med åbne arme og sænkede parader. Den sårbarhed, der er i at møde op til en flok, man ikke kender, tror jeg gør, at folk automatisk tager pænt imod én. Det gjorde de her damer i hvert fald.

Jeg satte LADY-LOGEN på pause, da jeg var højgravid med Prop og Berta, og så startede jeg jo bloggen her og kom ikke rigtigt videre. Jeg var også et andet sted i mit liv, kan man sige uden at tage munden for fuld. Jeg havde ikke samme festgen længere, og det samme gik for mange af de øvrige medlemmer.
MEN nu er tiden inde til en reunion! Jeg modtog i løbet af en måned i forsommeren adskillige opfordringer fra adskillige ladies, og det så jeg som et tegn fra Gud, så nu har jeg arrangeret fest og glade dage d. 3. september for alle damerne! Og jeg glæder mig noget så usammenligneligt meget! Den kommer til at stå på tre-retters og sjusser på Madklubben ved Rådhuspladsen og drinks og dans på ARCH.
Lige præcis d. 3. september er der fest i Jons familie på Samsø, hvilket jeg jo desværre har måtte takke nej til. Men det heldige ved det er, at det betyder, at Jon tager ungerne med til Samsø fra lørdag og helt til mandag morgen. Jeg får en blanding af sommerfugle i maven og kvalme ved tanken om at skulle være helt alene hjemme på vores 150 kvadratmeter, hvor jeg stort set aldrig har været alene i det år, vi har boet der. Men så husker jeg, at vi bor LIGE overfor klubben ARCH, hvor damerne og jeg skal drikke cocktails og ryste røv til langt ud på natten … Måske er det meget godt at prøve sådan at være alene hjemme, når man nu alligevel skal lege ung med de unge for en weekend! Jeg har vist også en rabatkode til Domino’s et sted …

Jeg ville ønske, jeg kunne vise en masse billeder fra loge-dagene, men det var altså dengang, man ikke havde kamera på mobilen, og de fotos, der ligger på min facebook, er i så lav opløsning, at det er helt pinligt. Men dresscoden var altid farverig, og mottoet hed: “Hellere drukne i stiletter end komme tørskoet hjem i gummistøvler”. Så jeg må nok ud og have en ny kjole igen … 😉

Billedet herover er fra dengang, LADY-LOGEN var portrætteret i ELLE. Jeg havde været på hospitalet med nyresten den dag, billedet blev taget, men jeg kunne på ingen måde bære at skulle misse dén fotoskydning, så jeg nåede heldigvis begge dele!