img_5217.jpg

Indlægget er sponsoreret.

Aftenen er faldet på, Krapylerne er puttet det ene børneværelse, og jeg har trukket mig tilbage på husets øverste etage, hvor stuen og forældre-soveværelset ligger lige op ad hinanden. Ud fra stuen er der også den dejligste altan af træ med udsigt over Kalvebod Fælled, og hvis det ikke var på grund af de forpulede skyer, ville jeg have udsigt til solnedgang. Det her kan altså noget!

Ungerne og jeg har sovet middagslur (alle tre), spist frokost, været til Kulturdag i Ørestad, grillet bøffer og pølser, spist aftensmad og leget med balloner, og jeg har talt lidt med nogle voldsomt flinke naboer, som vi mødte på vej over til kulturdags-arrangementet. De flyttede ind for en uge siden med deres datter, som er halvt så gammel som mine unger, og de fortalte, hvordan alle dem, der er flyttet herud indtil videre (og der kommer maaange flere, når byggeriet først er færdigt) alle sammen har børn i komplet samme alder. Folk er midt i trediverne og har børn under fem år. Hele baduljen! Det kan måske synes lidt spøjst, at vi er så gennemskuelige i vore valg, men tænk den lige igennem engang.
Aftnerne her i Skovkvarteret kommer til at være spækket med børnehvin, grin og skrål rundt omkring i de små stisystemer, og eftermiddagene og weekenderne kommer til at gå med bander af børn, der vælter rundt og plukker brombær og muh’er af køerne på Kalvebod Fælled. Alt imens af forældrene låner avisen af hinanden og drikker rosé og cola sammen på terrasserne, som ligger side om side med vúe over det grønne. Jeg er selv vokset op på en vej, hvor der ikke var et eneste barn på min egen alder, og vi havde ganske vist eget hus med masser af skov, have og boltringsplads, men jeg var mest af alt misundelig på dem, der boede nede i Skovby eller Lysabild i rækkehusene og havde hinanden til fælles om aftenen.
Lige overfor det hus, vi bor i denne weekend, er skolen ved at blive opført. Hvis vi boede her i 2020, ville Krapylerne altså have præcis 20 meter i skole og ville ikke skulle krydse så meget som en skovsti for at nå derhen. Hell, de ville kunne komme hjem og tisse i femminutterspausen!

Jeg er totalt solgt til konceptet her, som også minder mig en smule om at være på camping. Man ved, at folk, der bor her, har valgt det, fordi de gerne vil fællesskabet. Og det er heldigt, for det ville være hamrende svært at undgå. Man bor meget tæt, og husene er inspireret af Kartoffelrækkerne i København, er mit gæt. Grundarealet er jo ikke vildt stort, men hvad de mangler i bredden, har de i højden. Det er smart i forhold til ejendomspriserne, og husene er udstyret med vinduer fra gulv til loft, som giver fantastisk meget naturligt lys og udsigt til alt det grønne og masser af den himmel, jeg sådan savner at kigge på. Man kan sågar se havet fra min altan!
Men de store vinduer gør selvfølgelig også indretningen til lidt af en kunst, da man ikke bare kan komme anstigende med 15 Billy-reoler fra IKEA og regne med at finde plads til det hele. Hvis Jon, Krapylerne og jeg skulle flytte ind herude, skulle vi nok skille os af med lidt over halvdelen af det, vi ejer. Og jeg siger egentlig ikke det som noget negativt, for jeg ved som et faktum, at vi ejer for meget! Som jeg tidligere har skrevet, kan Jon og jeg begge to tillægge sentimental værdi til et rivejern, hvis det er købt i en svær periode … Vi har helt sikkert for meget, og det er jo i virkeligheden dumt.

Yes, Skovkvarteret er et hit, hvis man spørger mig! Og man kan se det med egne øjne, hvis man tropper op til rejsegilde på torsdag, hvilket jeg da egentlig synes er en god idé, hvis man er bare lidt nysgerrig.
Mens jeg har knævret her på siden, har skyerne i øvrigt overgivet sig, og solen er brudt frem, bare for at gå ned. Billeder retfærdiggør på ingen måde, hvor smukt, det er, og man kan heller ikke høre den ko, jeg kan høre, og de gæs, der skræppede, mens de netop fløj forbi. Det er altså ikke for at lege H.C. Andersen, eller noget, det er ganske vist! Jyden i mig, som også elsker K’et i København K, får totalt damejern på over det her sted, som ligger bare 12 minutter, men samtidig en hel verden fra vores lejlighed i Nørregade.

PS: Nu kan jeg høre HjemIs-bilen!