11665687_10153411336726886_1665599257330576358_n
Jeg kom sgu til at grine, da jeg i sidste uge skulle fortælle min mand om noget, jeg havde læst i avisen. I anledning af Copehagen Pride er der blevet fremsat et forslag om at ændre i loven, sådan at bøsser kan få lov at donere blod. Og jeg grinede, fordi jeg simpelthen synes, det er direkte morsomt, at homoseksuelle mænd ikke må være bloddonorer. Det anede jeg ikke!
Jeg har selv doneret blod flere gange, og det første, man gjorde, da jeg meldte mig, var at teste mit blod. Derefter fik jeg et glas appelsinjuice, og så cyklede jeg hjem igen.

Grunden til, at bøsser ikke må donere blod, er, at der er større sandsynlighed for, at homoseksuelle mænd har HIV, end der er for at heteroseksuelle mænd har det. Eller kvinder. Eller lesbiske, rødhårede eller folk med dårlig humor eller store fødder. Så det er med tanke på den generelle folkesundhed, siges det. Jeg synes, at man skal ofre de ekstra penge, det koster at tage de forhåndsregler, der synes nødvendige, for at undgå den her stigmatisering.
Det giver simpelthen ingen mening, at der findes en gruppe mennesker, som ikke må donere blod på baggrund af, hvem de forelsker sig i. Og for mig handler det faktisk ikke om, at blodbankerne også står og mangler blod – det handler om, at man med den slags regler og love sender nogle komplet vanvittige signaler. Man diskriminerer en målgruppe, som jeg faktisk troede, man var enige om ikke at forskelsbehandle længere.

Da jeg læste om forslaget til lovændringen, mindede det mig om en bog, jeg engang anvendte i forbindelse med et projekt, jeg skrev på RUC. Bogen hed “Den Homoseksuelle Smitte” og er skrevet af den daværende københavnske politimester i 1966. Det udsnit, jeg bedst husker fra bogen (for da grinede jeg nemlig også) lyder nogenlunde sådan her:

“Forældre bør advare deres små drengebørn. Står en dreng eksempelvis foran et vindue til en legetøjsbutik og kigger ind, og kommer der en mand op ved siden af ham og siger ‘Hej Peter’, og hedder drengen slet ikke Peter, så bør han øjeblikkeligt vende sig om og løbe væk. Undgå for enhver pris øjenkontakt, da det kan føre til smitte med homoseksualitet”.

Den her bog var altså skrevet af en POLITIMESTER! En autoritet, som folk havde respekt for og lyttede til, og han lærte dem altså, at bøsser for det første er voksne mænd, som vil i lag med børn, og for det andet, at man kan blive bøsse af at se folk i øjnene. Jesus Christ! Det svarer jo til, at jeg bliver kineser af at hoppe over en sten?!
Jeg grinede overrasket og en smule anstrengt, fordi det på mange måder er uhyggeligt, at verden så sådan ud for blot 50 år siden. Så uvidende og bange, var vi. Og det er vi tilsyneladende stadig.

Eller hvad? Nej, vel? Jeg er nysgerrig! Er vi ikke enige om, at den lov må være blevet glemt på bunden af en kasse engang i 60’erne, hvor der var flyttedag i ministerierne, og at det eneste rigtige er at ændre den i dag hellere end i morgen? Jeg vil meget gerne høre jeres input, hvis I vil af med dem! Man må meget gerne gøre sig anonym i kommentarfeltet, hvis man lyster.